Samfund

Dagens nyheder 15. oktober

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

42-årig kvinde efterlyses ved Horsens

Sydøstjyllands Politi efterlyser en 42-årig kvinde ved navn Elma, som sandsynligvis befinder sig i eller omkring Horsens.

Islamisk Stat tager ansvar for moskéangreb i Kandahar

Islamisk Stat har nu officielt taget ansvar for det angreb på en moské i den afghanske provins Kandahar, som fredag dræbte mindst 32 personer. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Britisk minister bestiller undersøgelse efter drab på toppolitiker

Storbritianniens indenrigsminister Priti Patel har bedt om at få iværksat en undersøgelse af parlamentarikeres sikkerhed efter knivdrabet på den konservative politiker David Amess. Det skriver BBC.

Stadig lange ventelister i sundhedsvæsenet

De lange ventelister i sundhedsvæsenet efter coronapandemien og sygeplejerskestrejken er ikke tæt på at blive afviklet. Nye tal fra Danske Regioner viser, at hospitalerne har haft en travlere august og september end normalt med usædvanligt mange akut syge borgere. Det skriver Politiken. 

Italiensk firma bag kollapset motorvejsbro betaler milliarder i erstatning

Da en motorvejsbro i Genova bygget af den italienske koncern Atlantia i 2018 kollapsede, kostede det 43 mennesker livet. Efter flere års juridisk slagsmål, er der nu indgået et forlig, som indebærer, at Atlantia betaler 3,4 milliarder euro (omtrent 25 mia. dansk kroner) til den italienske stat. Det skriver Reuters.

Kina sender tre astronauter ud i rummet

Kina har fredag sendt tre astronauter af sted på landets længste bemandede mission hidtil. De tre astronauter blev sendt af sted kort efter midnat lokal tid - lidt efter 18.00 dansk tid - og ventes at tilbringe seks måneder i rummet. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Tjekkisk premierminister anerkender nederlag

Den tjekkiske premierminister, Andrej Babis, er klar til at overdrage magten til oppositionen. Det siger han til det tjekkiske nyhedsbureau CTK ifølge nyhedsbureauet Reuters. To oppositionspartier fik ved valget i weekenden 9. og 10. oktober nok stemmer til at kunne danne flertal i det tjekkiske parlament.

Ti kommuner sætter skatten op i 2022, mens seks kommuner sænker den

Foreløbige tal viser en kommunalskattestigning på i alt 122 millioner næste år. Det skriver Indenrigs- og Boligministeriet i en pressemeddelelse. Regeringen ønsker dog samtidig at nedsætte den statslige bundskat, så den samlede skat for borgerne ikke stiger. 

USA åbner dørene for færdigvaccinerede turister 8. november

USA vil tillade færdigvaccinerede personer at rejse ind i landet både med fly og via landjorden fra 8. november. Det oplyser Det Hvide Hus. Det bliver enden på over halvandet år med strenge amerikanske indrejserestriktioner på grund af coronapandemien.

50-årig kvinde mister livet i frontalsammenstød

Fredag eftermiddag meldte Syd- og Sønderjyllands Politi om et frontalt sammenstød mellem to biler ved Agerbæk i Sydvestjylland. Nu er det kommet frem, at en 50-årig kvinde har mistet livet ved ulykken, mens to andre personer er bragt til hospitalet.

Danmark har verdens bedste retsstat – for syvende år i træk

Danmark har verdens bedste retsstat. Det mener den uafhængige organisation World Justice Project, der i sin årlige rapport igen har Danmark placeret bedst af 139 lande i sit 'Rule of Law Index' – for syvende år i træk. Det skriver Domstolsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Mand dømt for seksuelt overgreb og for at have set passivt til, mens kvinde døde af overdosis

En 33-årig mand fra Esbjerg blev fredag ved Retten i Esbjerg idømt ni måneders fængsel for at have begået et seksuelt overgreb mod en 24-årig kvinde samt for at have set passivt til, mens hun døde af en overdosis narkotika. De to hændelser fandt sted på forskellige dage. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Dødstal efter moskéangreb er nedjusteret

Det afghanske nyhedsbureau Bakhtar har korrigeret dødstallet efter et moskéangreb i Afghanistan fra mindst 62 til mindst 32. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Mindst én person har mistet livet i trafikulykke i Agerbæk

Mindst én person er omkommet i en færdselsulykke mellem to biler på Debelvej i Agerbæk i Sydvestjylland fredag eftermiddag. Det siger Bjørn Pedersen, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til JydskeVestkysten. Politiet har endnu ikke det fulde overblik over ulykken og hændelsesforløbet, men oplyser, at der er tale om et frontalt sammenstød.

62 personer døde efter eksplosion i Kandahar

Mindst 62 personer er døde, og 68 er såret efter en eksplosion i den afghanske by Kandahar. Det oplyser det afghanske nyhedsbureau Bakhtar ifølge nyhedsbureauet Reuters. Det er anden fredag i træk, at en voldsom eksplosion rammer en moské i Afghanistan.

Britisk parlamentsmedlem stukket ned

Det britiske parlamentsmedlem David Amess er blevet stukket flere gange under et møde i sin valgkreds. Det skriver nyhedsbureauet Reuters og britiske Sky. Hans tilstand er ukendt.

700 testet positiv det seneste døgn

Yderligere 700 personer er det seneste døgn testet positiv for covid-19. Det viser fredagens opgørelse fra SSI. Antal indlagte stiger med 15 til 105.

Fire et halvt år for voldtægtsforsøg

En 17-årig mand er ved retten i Odense idømt fire et halvt års års fængsel for tre voldtægtsforsøg, som fandt sted i begyndelsen af 2021. Dommen skal afsones på en ungdomsinstitution, indtil den dømte fylder 18, hvorefter resten af dommen vil blive afsonet i et almindeligt fængsel.

Selvmordsbombere angriber moské i Afghanistan

Selvmordsbombere har angrebet en shiitisk moské i det sydlige Afghanistan, hvor menigheden deltog i fredagsbønnen. Mindst syv personer meldes dræbt, og mere end ti er sårede, siger øjenvidner ifølge AFP. Angrebet menes at være udført af en ekstremistgruppe, som er i opposition til Taliban.

Sundhedsstyrelsen indkalder til revaccination

Fra næste uge kan borgere, der fik deres stik nummer to for mere end seks en halv måned siden, få et tredje stik. Denne anden fase af revaccinationsprogrammet omfatter primært personer mellem 65 og 84 år, personer i særlig øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19 og sundheds- og ældrepersonale. De første invitationer bliver sendt ud i uge 42, skriver Sundhedsstyrelsen.