I Folketingets ombudsmands fremstilling af sagen, der som bekendt endte med hård kritik af ministeriet, står der, at der blev givet en mundtlig instruks fra ministeriet til Udlændingestyrelsen om, at de skulle administrere efter pressemeddelelsen.
Anklager Jon Lauritzen undrer sig over, at Line Skytte Mørk Hansen ikke gik i rette med den fremstilling, når nu hun mener, at hun havde sagt, at de skulle gøre undtagelser, selvom pressemeddelelsen ikke nævnte det.
Hun svarer, at "man kan jo ikke komme et år efter og sige til Folketinget og Folketingets ombudsmand og alle andre, at ja, den ene afdeling hørte ikke, hvad den anden sagde - der er to udgaver af, hvad der blev sagt den dag."
Jeg har vanskeligt ved at forstå, hvorfor du ikke har behov for, at det bliver berigtiget - enten overfor ombudsmanden eller ved konkret svar til Folketinget?
Hun forklarer blandt andet, at hun også sagde det til Uffe Toudal, men han gik ikke videre med det. Hun gætter på, at det er fordi, han ikke havde lyst til at gå ud med en berigtigelse i en sag, der fyldte så meget.
Men havde du ikke lyst til det?
- Jo, det havde jeg. Men når man har sagt det til sin chef... Man kan jo ikke tvinge nogen til at gøre noget, som de ikke vil gøre.
Anklageren undrer sig også over, at hun ikke nedfælder sin bekymring på noget tidspunkt. Der er ingen mails, notater eller andre skriftlige spor.
Men Line Skytte Mørk Hansen havde ikke for vane at skrive notater om sine samtaler, siger hun. Det lå heller ikke til hende at gå til pressen om den slags.