Nyheder

Dagens nyheder 4. oktober

Livebloggen opdateres ikke længere.

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Spanske myndigheder korrigerer: Fandt ikke 11 lig, med 14 levende

Spanske myndigheder korrigerer meddelelse om, at redningsmandskab har fundet 11 lig ud for De Baleariske Øer. 14 personer er blevet fundet i live i havet ud for øen Cabrera, og redningsmandskab leder efter tre andre. Det oplyser myndigheder mandag aften ifølge nyhedsbureauet AFP.

Gas fyldes på den første del af Nord Stream 2

Operatøren bag den omstridte gasledning Nord Stream 2, der går mellem Rusland og Tyskland, er begyndt at fylde gas på den første del af ledningen. Det sker for at opbygge et tryk, der siden gør det muligt at foretage tekniske test. Det meddeler operatøren, Nord Stream 2 AG, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Bredt flertal i Folketinget lander landbrugsaftale

Der er mandag aften indgået en bred politisk aftale om et grøn omstilling af det danske landbrug. Med aftalen bliver der blandt andet fastsat bindende reduktionsmål for land- og skovbrugssektorens udledning af CO2 på 55-65 procent i 2030 i forhold til udledningen i 1990.

Professor skal lede ny undersøgelse af Scandinavian Star

Kristina Siig, der er professor og ekspert i søret, er udpeget til at lede den uvildige task force, der skal undersøge de økonomiske forhold bag færgen Scandinavian Star, som brændte i 1990. Det oplyser justitsministeriet i en pressemeddelelse. 159 mistede livet i ulykken.

Biden kritiserer republikanere for ikke at ville hæve loft for statsgæld

Præsident Joe Biden angriber sine politiske modstandere hos Det Republikanske Parti for ikke at ville bøje sig i en strid om, hvor høj den amerikanske statsgæld må være. USA risikerer, at staten ikke kan optage nye lån og betale sine regninger, medmindre det øvre loft for gælden sættes i vejret.

Islamisk Stat tager ansvaret for bombe ved Taliban-begravelse

Islamisk Stat har taget ansvaret for en bombe, som søndag dræbte flere civile ved en moske i Kabul, hvor begravelsesceremonien for Taliban-talspersonen Zabihullah Mujahids mor var ved at blive afholdt. Det skriver Reuters.

Frygt for sprængstoffer lukker bro mellem USA og Canada

Broen The Ambassador Bridge, som forbinder Windsor i Canada og Detroit i USA, blev mandag lukket af politiet, mens området blev evakueret. Det skriver Windsors politi på Twitter. Politiet undersøger "mulige sprængstoffer" i området. Ingen bombetrusler er blevet modtaget. 

Facebook er nede, skriver selskabet på Twitter

Facebook er nede. Det skriver det sociale medie på Twitter, hvor det oplyser, at det arbejder på at få problemet løst hurtigst muligt. Også Instagram og beskedtjenesterne Messenger og WhatsApp er berørt af nedbruddet.

Spansk redningsmandskab finder 11 lig

Et spansk redningsmandskab har fundet ligene af 11 mennesker i havet ud for De Baleariske Øer mandag. Det oplyser en talsmand for den spanske regering ifølge nyhedsbureauet AFP. Tre andre blev reddet op af vandet i live.

Nedbrud på flere sociale medier

Der er lige nu problemer med at tilgå flere sociale medier, herunder Facebook og Instagram. Der er endnu ingen officiel melding om nedbrud, men hjemmesiden Downdetector skriver blandt andet, at "brugerrapporter indikerer problemer hos Facebook". Her kan man se, at antallet af anmeldelser er steget stødt siden klokken 17.30. 

Mistænkt for eksplosion i Göteborg fængsles i sit fravær

Den mand, der mistænkes for at stå bag en kraftig eksplosion i den svenske by Göteborg i sidste uge, er mandag blevet fængslet i sit fravær. Det åbner op for, at der kan udsendes en international arrestordre på den 55-årige mand. Det oplyser anklager Maria Thorell til det svenske nyhedsbureau TT.

Oliepris skyder i vejret til højeste niveau i årevis

Prisen på en tønde råolie er mandag skudt i vejret til det højeste niveau i tre år. Det skriver Reuters. Prishoppet skyldes, at Organisationen for Olieeksporterende Lande og samarbejdspartnere (OPEC+) afviste at udvide sin produktion yderligere. 

38-årig omkommer i arbejdsulykke

En 38-årig mand er mandag omkommet i en arbejdsulykke i Dalmose på Sydsjælland. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter. De pårørende er underrettet, men politiet har ikke yderligere kommentarer til sagen.

EMA anbefaler for første gange booster-vacciner

EMA har konkluderet, at en tredje dose coronavaccine fra Pfizer og Moderna kan gives til folk med alvorligt svækkede immunforsvar mindst 28 dage efter deres anden dose. Det skriver EMA i en pressemeddelelse mandag. Anbefalingen kommer, efter et studie har vist, at boostervaccinen forhøjede dannelsen af antistoffer ved patienterne.

Brand i velkomstcenter spærrer vej

Nordre Kystvej i Rønne er spærret af i begge retninger på grund af en brand i Bornholms Velkomstcenter. Det oplyser Bornholms Politi på Twitter. Én er kørt på hospitalet til kontrol for røgforgiftning. 

Italiensk dommer vil endnu ikke udlevere catalansk separatistleder

En italiensk dommer har udsat sagen om den catalanske separatistleder Carles Puigdemont, som Spanien kræver udleveret fra Italien. Domstolen afventer en beslutning fra EU. Det oplyser en af Puigdemonts advokater mandag til nyhedsbureauet Reuters.

Japans premierminister udskriver valg samme dag, han bliver indsat

Japans nye premierminister, Fumio Kishida, har udskrevet parlamentsvalg til afholdelse 31. oktober og beder de japanske vælgere om at give ham et fornyet mandat. Det siger han i forbindelse med sin tiltrædelsestale mandag, hvor han blev valgt som regeringschef for verdens tredjestørste økonomi.

Star Trek-skuespiller bliver ældste mand i rummet

William Shatner, der portrætterede Kaptajn James T. Kirk i science fiction-serien Star Trek, bliver den hidtil ældste mand i rummet. 12. oktober deltager den 90-årige skuespiller nemlig i Jeff Bezos' Blue Origin New Shepard-mission. Det skriver Blue Origin i en pressemeddelelse

46-årig frifundet for drab i Eddie-sagen - medtiltalt dømt skyldig

En mand er blevet kendt skyldig i drab i en sag om Eddie Karl-Johan Christensen, som sidste år blev skudt og brændt på et bål. Det har Retten i Hjørring mandag afgjort. Det TV 2 Nord. En anden er frifundet for drab, men kendt skyldig i usømmelig omgang med lig samt overtrædelse af våbenloven.

Politi efterlyser to mænd efter overfald på 17-årig

Fyns Politi efterlyser to mænd i forbindelse med overfaldet på en 17-årig 10. september. Den ene beskrives som identisk med Osman Ali Osman, der er afrikansk af udseende, 27 år, cirka 174 centimeter og almindelig af bygning. Den anden, Mohammed Ahmed Hussein, er afrikansk af udseende, 28 år, cirka 190 centimeter og kraftig af bygning.