Dagens overblik

Dagens overblik: Lance Armstrong var med til at redde mit liv, siger tidligere ærkerival

Kendt drabschef er dømt for embedsmisbrug, en 24-årig får ti års fængsel for terrorplaner, og så får en ny gruppe tilbud om tredje stik mod covid-19.

De fleste danskere ved takket være en dansk actionkomediefilm fra 1999, at "I Kina spiser de hunde".

Appetitten på menneskets bedste ven er imidlertid også stor i Sydkorea, hvor op mod en million hunde spises årligt.

Det skal dog være slut nu, siger landets præsident Moon Jae-in, der mener, at tiden er inde til at gøre op med den gamle gastronomiske tradition.

Velkommen til dagens overblik, hvor vi for en stund bliver i (avls)dyrenes verden.

Flertal i Folketinget vil forlænge forbud mod mink i Danmark

For har du en minkavler i maven, er der nedslående nyt.

Regeringen vil forlænge det midlertidige forbud mod minkproduktion med yderligere et år, altså foreløbig frem til og med 2022.

Udmeldingen kommer, efter Statens Serum Institut tidligere på dagen forlængede deres hidtidige risikovurdering fra juni og dermed vurderer, at minkproduktionen fortsat er risikofyldt for folkesundheden.

Mens regeringens støttepartier støtter en forlængelse af forbuddet, kritiserer blå blok SSI's vurdering, som de ikke mener, er tilpasset en genstartet minkproduktion.

- Jeg var nærmest død, siger Jan Ullrich

For første gang har den tidligere Tour de France-vinder Jan Ullrich kommenteret den deroute, der var ved at koste ham livet.

I hans tidligere konkurrent Lance Armstrongs podcast 'The Move' fortæller Ullrich, hvordan han frygtede at ende som den italienske Tour-vinder Marco Pantani, der døde af en overdosis, da Ullrich gennemgik et intensivt behandlingsforløb for alkohol- og stofmisbrug i 2018.

I interviewet fortæller Jan Ullrich, at han følte sig "nærmest død", og han takker Lance Armstrong for at hjælpe ham tilbage til livet, da Armstrong besøgte ham på behandlingshjemmet.

Den 47-årige tysker siger, at han ikke har drukket alkohol eller taget stoffer i tre år, og at han har fundet cyklen frem fra garagen og lever sundt takket være god mad fra sin kæreste.

Drabschef dømt i Københavns Byret

Vi skal hjem til Danmark, hvor den tidligere drabschef Jens Møller Jensen, der blandt andet stod i spidsen for opklaringen af mordet på Kim Wall, er dømt for embedsmisbrug og for at have krænket sin tavshedspligt i forbindelse med erindringsbogen 'Opklaret - drabschefens erindringer'.

Sådan lyder det i en afgørelse fra Københavns Byret.

I dommen uddybes det, at embedsmisbruget er foregået ved, at den tidligere drabschef har "foretaget opslag i politiets sagsbehandlingssystem, uden at det var tjenstligt begrundet."

Jens Møller Jensen er blevet idømt 15 dagbøder á 1000 kroner, men frifundet for otte yderligere forhold, hvor der var rejst tiltale for krænkelse af tavshedspligten i forbindelse med bogen.

24-årig mand idømt 10 års fængsel for forsøg på terror

Fra en dom til en anden.

Gæsterne på McDonalds i Valby opdagede hverken våbenhandelen eller politiagenterne i civilt tøj, da en 24-årig mand sidste år købte en pistol med to magasiner og 50 skud på restaurantens parkeringsplads.

Den 24-årige købte nemlig våbnet af en undercover politiagent, der i en koordineret aktion med PET fik anholdt manden, der blev anholdt kort efter købet.

Nu er manden fra parkeringspladsen, Abdullah Akbulut, blevet idømt 10 års fængsel, frakendt sin danske indfødsret og udvist af Danmark for bestandig.

Retten på Frederiksberg mente nemlig, at pistolen skulle bruges til terror, og derfor er den 24-årige fundet skyldig i at planlægge et eller flere terrorangreb i Danmark eller udlandet.

Alle over 65 får tilbudt et tredje stik

I løbet af de kommende uger vil endnu flere danskere få tilbudt et tredje stik med en vaccine mod coronavirus, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Lige nu er det plejehjemsbeboere og folk med meget svækket immunforsvar, der får tilbudt de såkaldte booster-stik, men danskere over 85 bliver de næste, som får tilbudt stik nummer tre. Derefter er planen, at personer ældre end 65 år og ansatte i sundhedspersonalet får tilbudt endnu en vaccinedosis.

Beslutningen begrundes med, at det er ved at være en del måneder siden, de ældste blev vaccineret, og at ældre mennesker kan få mindre effekt af deres primære vaccination på grund af deres alder.

Også de danskere, som har fået Johnson & Johnsons vaccine, får tilbudt et ekstra stik.

Tilbuddet er annonceret samme dag, som det kom frem, at kontakttallet stiger for første gang i flere uger, og Danmark registrerer det højeste antal døde med covid-19 siden februar.

***

Det var alt fra dagens overblik, der naturligvis er tilbage i morgen.