Nyheder

Dagens nyheder 26. september

Livecenteret opdateres ikke længere.

Vi gav dig dagens nyheder, mens de skete. Du kan tippe TV 2s journalist her.

18-årig i kritisk tilstand efter færdselsuheld

En 18-årig er bragt til sygehuset i kritisk tilstand i forbindelse med et færdselsuheld i Gilleleje. Det skriver BT. Den 18-årige er en mand, der kørte på en motorcross, som blev ramt af en bil. Det skete ved Circle K i Gilleleje.  

Motorvej spærret

Sydmotorvejen er spærret i nordgående retning mellem afkørsel 45 Guldborgsund og 44 Eskilstrup. Det oplyser Trafik.dk. Det er ifølge politiet en sag om stenkast, der efterforskes, og der er ikke sket personskade. Det er muligt at passere.

Kødannelse på Storebælt overstået

Kødannelsen på Storebæltsbroen er nu afviklet. Det skriver Sund & Bælt på Twitter. Omkring klokken 18 blev der lukket fra biltrafik i retning mod Sjælland efter et uheld, men der blev kort efter åbnet igen, og det gav kø. 

Islands regering har overvægt af kvinder

Som den første regering i Europa har Island et flertal af kvinder efter lørdagens valg. Det skriver blandt andre grønlandske KNR og South China Morning Post. 33 af Islands 63 parlamentspladser går til kvinder. Sverige var ifølge KNR det land, der har været tættest på at have flest kvinder, med 47 procent.

Politi afhører vidner efter knivstik

Politiet er til stede i Tingbjerg i København, hvor en person er blevet stukket med en kniv klokken 20.04. Det er ikke kritisk, fortæller vagtchef ved Københavns Politi Henrik Svejstrup, men man er fortsat til stede for at afhøre vidner. Gerningsmanden er en bekendt til forurettede, men endnu ikke anholdt. Ifølge Ritzau er manden blevet stukket i hovedet. 

Dreng overfaldet og episoden lagt på sociale medier

En dreng i 7. klasse på Tibberupskolen i Espergærde er blevet overfaldet af en anden dreng fra samme årgang fredag. Skoleleder Andreas Elkjær bekræfter historien overfor Helsingør Dagblad og kalder episoden "voldsom". Han fortæller, at overfaldet blev filmet og lagt på sociale medier. Skolelederen opfordrer forældrene til at gå til politiet. 

Undersøger mistænkeligt forhold i Taastrup

Politiet undersøger et "mistænkeligt forhold" i Taastrup søndag aften. Der er et politiopbud til stede ved Øksen i Høje Taastrup, men Københavns Vestegns Politi har ikke mere at oplyse på nuværende tidspunkt, siger vagthavende Brian Munck til TV 2. Ifølge Ritzau er ingen personer blevet evakueret. 

Mand i kritisk tilstand i Haderslev

En mand er i kritisk tilstand efter at være faldet ned fra et tag i Haderslev. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til JydskeVestkysten. Manden blev fundet liggende på gaden søndag eftermiddag. Politiet ved ikke, hvor længe han havde ligget der.

Storebæltsbroen genåbnet

Storebæltsbroen er klokken lidt over 18 igen åben. Det skriver Sund & Bælt på Twitter. Der advares dog stadig mod kødannelse. 

De tyske valgsteder er lukket

De tyske valgsteder er lukket, og dermed er den første prognose for valget til forbundsdagen tikket ind. Det viser, at 26 procent af stemmerne er gået til det socialdemokratiske parti SPD. CDU/CSU får 24 procent, viser prognosen som kommer fra det tyske medie ZDF. 

Storebæltsbroen spærret

Storebæltsbroen er spærret i retning mod Sjælland. Der er blevet lukket for al biltrafik i den retning grundet et uheld. Det skriver Sund & Bælt på Twitter. 

Giv plads til udrykning efter uheld

Der er sket et færdelsuheld på Gammel Viborgvej i Tilst. Udrykning er på vej og beder om, at andre trafikanter giver plads. Det skriver Østjyllands Brandvæsen på Twitter. En person er bragt til hospitalet. 

Cyklist bragt på hospitalet

En cyklist er bragt til hospitalet efter et "alvorligt" færdselsuheld i Roskilde. Ulykken skete på Sønder Ringvej, hvor en knallert kørte ind i en cyklist. Det skriver TV 2 LORRY. Politiet i området opfordrer til at udøve tålmodighed, da området er afspærret. Mediet skriver også, at de pårørende ikke er orienteret endnu.

Efterlyst melder sig selv

Efter at have været efterlyst i fire dage for et farligt overfald med kniv har en 23-årig mand søndag besluttet at melde sig selv, oplyser Københavns Vestegns Politi. Han sigtes for at have begået farlig vold i Taastrup onsdag formiddag, da en 34-årig mand blev stukket flere gange og kom til behandling på sygehuset.

Færdelsulykke på Svendborgsundbroen

Der er sket et sammenstød på Svendborgsundbroen, hvor to biler er kørt sammen på Tåsingesiden. Politi og redningsmandskab er på vej og der opfordres til forsigtig kørsel, meddeler Fyns Politi.

353 nye tilfælde af covid-19 og to døde

Det seneste døgn er der registreret 353 nye tilfælde af covid-19 i Danmark, meddeler SSI. Antal indlagte stiger med otte til 85, og der er to nye dødsfald. Lørdag var tallet 77, hvilket var det laveste antal indlagte siden 7. august, hvor 67 var indlagt.

Eftersøgte anholdt

To mænd blev natten til søndag anholdt og sigtet for en række forhold. Begge var i forvejen eftersøgt. Den ene var undveget fra fængsel, mens den anden aldrig var mødt op til afsoning. De er nu på vej i fængsel, meddeler Sydjyllands Politi.

Prognose: Flertal stemmer for lovelige homovielser i Schweiz

Knap to tredjedele af de schweiziske vælgere har stemt for at lovliggøre ægteskab mellem to personer af samme køn. Det viser de første prognoser fra søndagens afstemning ifølge AFP. Valgstederne lukkede klokken 12 dansk tid, og de endelige resultater ventes at være klar indenfor få timer.

Mand ramt i hovedet af træ

Søndag før middag har en mand fået et træ i hovedet på Sjællands Odde. Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi, ifølge BT. Ved ulykkestedet er der siden kommet flere brandbiler samt en lægeambulance og en helikopter.

Kvindeligt overtal i islandsk parlament

For første gang i Europa sidder kvinder på over halvdelen af pladserne i Islands nye parlament. Det viser de endelige valgresultater søndag ifølge nyhedsbureauet AFP. Af de 63 pladser i Islands parlament, Altinget, har kvinder vundet 33.