Nyheder

Dødsbrand på bosted på Møn var ikke påsat

Identiteten på den afdøde er endnu ikke endeligt fastslået.

Da et bosted på Møn for behandlingskrævende unge onsdag morgen gik op i flammer, endte det med at koste et menneske livet.

Men der var ikke umiddelbart tale om en kriminel handling.

Det konkluderer Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, efter at de sammen med brandmyndigheder har undersøgt branden.

- På baggrund af de undersøgelser, vi har foretaget sammen med Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut, kan vi konkludere, at branden er opstået i elinstallationen omkring en stikkontakt i køkkenet, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen i en pressemeddelelse.

Derfor har politiet ingen grund til at antage, at der ligger en kriminel handling bag branden, fremgår det.

Identitet ikke endeligt fastslået

Branden blev opdaget af en nabo til bostedet Kernen omkring klokken 05.05 onsdag morgen, hvor denne omgående alarmerede politi og brandvæsen.

Først op af onsdag formiddag blev branden slukket.

Her havde én person mistet livet i branden, og onsdag anslog politiet, at der var tale om en ansat på bostedet.

Torsdag middag skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i pressemeddelelsen, at de fortsat formoder, at den afdøde var ansat på bostedet.

Men der foreligger endnu ikke nogen endelig identifikation, skriver politiet.

Behandlingskrævende unge

Syv unge er tilmeldt opholdsstedet Kernen, som i 2016 blev etableret for at imødekomme et stigende behov for behandling af særdeles behandlingskrævende børn og unge.

Ifølge Landsorganisationen for Sociale Tilbud er opholdsstedet Kernen en institution for børn og unge mellem 10 og 18 år. Der er blandt andet tale om behandlingskrævende børn og unge med udadreagerende eller selvskadende adfærd, psykiatriske lidelser, omsorgssvigt samt skoleproblemer.