Nyheder

Dagens nyheder 21. september

Livecenteret opdateres ikke længere.

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Politiet er til stede i Glostrup efter eksplosion

Politiet er til stede på en adresse i Glostrup, efter der tirsdag aften har været en gaseksplosion. De ved ikke præcis, hvad det er, der er eksploderet. Beboere er evakueret, og der er ingen tilskadekomne. Der er dog sket skader på en lejlighed, oplyser vagtchefen til TV 2. 

Politi har anholdt gidseltager i Tyskland

En gidseltager er blevet anholdt i Sydtyskland, efter vedkommende tilbageholdt tre gidsler i en bus på en motorvej. Det lykkedes politiet at anholde gidseltageren, uden at vedkommende kom til skade. De tre gidsler er heller ikke såret, skriver den tyske avis Bild.

Kina stopper kulprojekter i udlandet

Kina vil ikke længere finansiere projekter baseret på kulkraft i udlandet. Det vil have stor indflydelse på verdens kulindustri, skriver NTB. Ifølge tal fra Bloomberg er mere end 70 procent af alle kulkraftværker, der bygges i dag, afhængig af kinesisk finansiering.

Minister holder fast i omstridt hjemtagelse

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) holder fast i beslutningen om at tage en kvinde og hendes børn hjem fra lejr i Syrien, selvom det er kommet frem, at hun har dobbelt statsborgerskab. Det skriver DR.

Tre personer taget som gidsler i Tyskland, skriver avis

Den tyske avis Bild skriver, at en bevæbnet person har taget tre gidsler i en bus på en motorvej i Sydtyskland. 

Frituregryde skyld i brand på hotelværelse i Aalborg

En frituregryde på et hotelværelse gik tirsdag aften i brand på Hotel Scandic Aalborg City. Der skete kun materiel skade, men hotelgæsten er sigtet for overtrædelse af beredskabsloven. Det skriver TV 2 Nord.

Valgkommission cementerer storsejr til Putin-loyalt parti

Ruslands dominerende parti, Forenet Rusland, får hele 324 ud af de 450 pladser i det russiske underhus, Dumaen. Det bekræfter de russiske valgmyndigheder her til aften, oplyser nyhedsbureauet AP.

Løs ko påvirker ikke længere trafikken

Løs ko påvirker ikke længere trafikken i Esbjerg. Det skriver Sydjyllands Politi på Twitter.

Danmark donerer Johnson & Johnson-vacciner

De tre millioner doser, som Danmark nu donerer til lande i blandt andet Afrika, er en del af det danske køb af Johnson & Johnson-vacciner. Det oplyser Sundhedsministeriet til TV 2. Derudover kan ministeriet oplyse, at det korrekte tal for Danmarks køb af Johnson & Johnson vacciner er cirka 5,7 mio. doser i alt.

Ko løs på motortrafikvej i Esbjerg

En ko går løs på Tjæreborgvej i Esbjerg. Politiet beder derfor folk om at være opmærksomme og køre forsigtigt. Det skriver Sydjyllands Politi på Twitter.

Forsinkede 112-opkald skal undersøges

Et stort flertal af regionsrådet blev tirsdag aften enige om et kommissorium til undersøgelse af forsinkede opkald til 112. Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Grønland registrerer rekordhøjt antal coronasmittede

Tirsdag er 35 mennesker i Grønlands hovedstad, Nuuk, blevet konstateret smittet med coronavirus på baggrund af 755 test. Det betyder, at antallet af smittede når op på 126, hvilket er rekordhøjt. Det skriver flere grønlandske medier, herunder KNR.

Kop & Kande vil fortsat sælge Bitz-produkter

Kop & Kande vil fortsat sælge Christian Bitz-produkter, skriver BT. Det vil kæden, selv om keramiker Kasper Würtz har sendt en stævning afsted i retning af Christian Bitz og dennes grossist, F&H Holding A/S. Bitz blev kendt skyldig i plagiering i Sø- og Handelsretten 13. september.

Danmark donerer tre millioner doser coronavacciner

Danmark donerer yderligere tre millioner doser coronavacciner til især lande i Afrika og små klimasårbare østater, siger statsminister Mette Frederiksen (S).

22-årig skal flere år i fængsel efter at have alarmeret politiet om sig selv

En 22-årig mand skal i fængsel i tre år og to måneder for at have været i besiddelse af et skydevåben på et offentligt sted. Manden ledte i april selv politiet på sporet af en skarpladt revolver, som han havde gemt på en kirkegård. Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

Strømmen er tilbage i Vejle

Strømmen er tilbage i Vejle, efter den blev afbrudt tidligere tirsdag. Strømafbrydelsen påvirkede blandt andet byens trafiklys. Det oplyser P4 Trafipå Twitter.

Biden vil trække USA ind i mere samarbejde i verden

Joe Biden siger på FN's talerstol, at verdens store problemer kun løses ved samarbejde. USA vil godt være med. Det skriver Ritzau.

Brand er slukket

Branden på Vestergade i Middelfart er slukket. Omstændighederne undersøges, oplyser Fyns Politi.