Skandaleramt bygherre skal styrke parkeringskælder
Føljetonen om det skandaleramte byggefirma Bach Gruppen fortsætter. Nu skal stor p-kælder forstærkes.
En parkeringskælder i Viborg er i så kritisabel forfatning, at den omstridte bygherre er blevet bedt om at styrke bæreevnen.
Den pågældende p-kælder, som Viborg-firmaet Bach Gruppen står bag, skal forstærkes hele 13 steder, skriver TVMidtvest.
Tilbage i april måned rettede konsulentvirksomheden Rambøll hård kritik af to parkeringskældre, som Bach Gruppen har opført i domkirkebyen.
Det skete i to notater bestilt af Viborg Kommune, som TV MIDTVEST fik aktindsigt i, efter at der var sået tvivl om holdbarheden af de to kældre.
Af notaterne fremgik det, at der var problemer med dokumentationen, hvad angår bygningernes fornødne bæreevne.
Stort antal udbedringspunkter
Konsulentfirmaet kalder dokumentationen uoverskuelig og flere steder mangelfuld og fejlbehæftet.
- Der er flere steder konstateret uoverensstemmelser mellem det i beregningerne forudsatte og det udførte, hvilket umiddelbart er bekymrende, hedder det i et af notaterne.
Notatet fører nu til, at kommunen er blevet enige med Bach Gruppen om, at det er nødvendigt at udbedre bygningerne.
- Vi har løbende ført tilsyn med byggeriet og har i samarbejde med vores rådgivningsfirma vurderet, at 13 punkter skal udbedres for sikre byggeriets sikkerhed på sigt, siger Hans Jørn Laursen, der er teknisk direktør i Viborg Kommune.
At det forekommer ganske usædvanligt med så stort et antal udbedringspunkter til et nybyggeri bakkes op af professor ved institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet Michael Havbro Faber.
- Det er en ganske omfattende. Det er meget usædvanligt, at der skal udbedres ting i dette omfang. Normalt er det mere kosmetiske ting.
Bygherre vidste besked
Martin Rasmussen, der er juridisk direktør i Bach Gruppen, siger i et skriftligt svar til TV MIDTVEST, at byggefirmaet i over et år har vidst, at der skulle udføres yderligere arbejde i kælderen.
- Det ekstra arbejde skyldes en menneskelig fejl i forbindelse med rørføringen, som har afstedkommet en række ændringer i byggeriet. Det vil blive rettet op nu helt efter planen og i samarbejde med kommunen.
Ifølge Bach Gruppen var parkeringskælderen ikke færdigbygget, da notatet blev fremlagt i april måned.
Bach Gruppen har været i mediernes søgelys ad flere omgange.
Politianmeldt af Københavns Kommune
I marts måned sidste år blev Bach Gruppen politianmeldt af Københavns Kommune, fordi kommunen havde mistanke om, at der var blevet svindlet med fundamentet under et 23 etagers højhus.
Prøver af fundamentet viste, at kvaliteten af betonen var langt under den standard, den skulle have.
Det fik Bach Gruppen til at politianmelde en tidligere direktør og fire tidligere ansatte i BG Beton Sjælland, der havde stået for opgaven.