Politik

Bramsen og Kofod i samråd om Afghanistan: - Jeg har ikke set ugerapporterne

Hvad skete der? Forsvarsminister Trine Bramsen (S) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S) var i samråd om Danmarks evakuering ud af Afghanistan. 

Samrådet begyndte klokken 10 og varede to timer frem. Blandt samrådets tilhørere var blandt andet medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn. 

Engell: - Der kommer flere samråd i denne her sag

Der kommer flere samråd om denne her sag, mener Hans Engell, politisk kommentator.

Derfor skal samrådet i dag mest af alt betragtes som en mellemregning. Han noterer sig, at der fra alle partiers side er stor opbakning til de danske styrker og Forsvarets arbejde med krisen i Afghanistan.

Samrådet er slut

Samrådet er nu afsluttet, men bliv hængende for et par reaktioner fra TV 2s politiske kommentatorer.

Bramsen: - Beklager at jeg kommer til at smile engang imellem

Bramsen forklarer sin egen rolle i evakueringsarbejdet og fortæller, at hun "altid har to telefoner i lommen og altid er på arbejde - også om natten": 

- Jeg har deltaget i alle relevante beslutninger og møder i den her sammenhæng, slår Bramsen fast.

- Jeg beklager Marcus Knuth, at jeg kommer til at smile engang imellem, fordi det samme spørgsmål bliver stillet, siger Bramsen og understreger igen, at hun ikke har set indholdet af ugerapporterne, men har stor respekt for myndighedenes arbejde med dem. 

Knuth: - Bramsen sidder og griner af de spørgsmål, jeg stiller

Marcus Knuth er ikke tilfreds med Bramsens svar på sit spørgsmål om, hvorvidt hun har haft indblik i FE's ugerapporter. Desuden mener han, at forsvarsministeren griner af hans spørgsmål ved samrådet.

- Det er trist, at Trine Bramsen sidder og griner af de spørgsmål, jeg stiller Det her er dybt alvorligt, og det er slet ikke noget at grine af, siger han.

Knuth spørger endnu engang, hvorvidt hun har haft indblik i ugerapporterne, og ikke bare om hun har set dem. Det sidste har Bramsen nemlig allerede afvist.

Løkke: - Det afslører hykleri

Nu stiller løsgænger Lars Løkke Rasmussen spørgsmål, og han lægger ud med at gentage Marcus Knuths kritik af, at der kun er sat halvanden time af til samrådet.

Han er "dybt, dybt forundret over, at alliancen kunne tage så grueligt fejl af, hvad der ville ske under tilbagetrækningen". 

- Det, der undrer mig mest, er, at man ikke 11. august var i stand til at lave en politisk plan med en evakueringsliste, der var længere, end den man lavede 11. august?

- Det afslører noget hykleri i det her stormløb, siger han.

"Jeg har ikke set ugerapporterne"

Trine Bramsen skal nu svare på spørgsmål igen. Hun understreger endnu engang, at hun ikke har set FE's ugerapporter. 

Hun besvarer Marcus Knuths kritik af, at det er "dybt useriøst", at hele Forsvaret på nær ministeren vidste, hvad der foregik:

- Den melding, der var fra amerikanerne, var, at vi havde til 31. august i hvert fald, siger hun endnu engang.

Ambassadens oplysninger kan ikke bare videregives

Jeppe Kofod bliver gentagne gange spurgt, hvorfor Udenrigspolitisk Nævn ikke har måttet få indsigt i de indberetninger, der er kommet fra eksempelvis den danske ambassade i Kabul.

Men man kan ikke bare videregive oplysninger fra ambassadernes indberetninger rundt omkring i verden uden videre, lyder det fra ministeren. De indeholder følsomme oplysninger, der kan påvirke Danmark, hvis de kommer frem. 

- Det er ikke mystisk, det er fuldstændig gældende praksis, siger han henvendt til Michael Aastrup Jensen fra Udenrigspolitisk Nævn.

Kofod: - Ferie har ikke haft nogen indvirkning

Udenrigsministeren svarer på kritikken af, at han skulle være på sommerferie i stedet for at påbegynde arbejdet med evakueringer ud af Afghanistan:

- Der bliver nævnt ferier og sådan noget, men det har ingen indvirkning haft på det arbejde, siger Kofod.

- Jeg er, som alle ministre, altid til rådighed for mit ministerium. 

Knuth: - Det er dybt useriøst det her

Marcus Knuth har igen mulighed for at stille spørgsmål. Han lægger ud med at kritisere, at der kun er halvanden time sat af til samrådet om det, han kalder "et af de vigtigste emner nogensinde". 

- Har ministeren ikke fået indholdet af de her rapporter at vide? spørger Knuth forsvarsminister Trine Bramsen.

- Det er jo kejserens nye klæder det her. Alle kendte til det her i Forsvaret, undtagen forsvarsministeren. Det er dybt useriøst. 

Vi må have tiltro til vores myndigheder, siger Bramsen

Trine Bramsen bruger sin taletid på igen at understrege vurderingen fra FE, der lød på, at Kabul ville falde. Men som ikke var klar over, hvor hurtigt det ville ske.

Den vurdering forsvarer Trine Bramsen ved samrådet:

- Vi bliver også nødt til at have noget tiltro til vores myndigheder, i det her tilfælde FE. Ellers kan vi lige så godt lade være at have myndigheder, siger Bramsen.

Kofod: - Jeg synes ikke, vi forlod landet på den rigtige måde

Udenrigsministeren skal nu svare på spørgsmål fra Sikandar Siddique, Frie Grønne, som ikke forstår, hvorfor Danmark ikke reagerede lige så hurtigt som USA:

- Jeg har i hvert fald ikke malet noget rosenrødt billede af situationen i Afghanistan, tværtimod, siger Kofod først og fremmest og peger igen på, at hastigheden af eskaleringen kom bag på alle.

Han fortæller, at planerne for evakuering blev justeret hele tiden, fordi "situationen ændrede sig dramatisk op til 15. august", og det kalder selvfølgelig på selvransagelse, siger han igen.

- Jeg synes ikke, det var den rigtige måde, vi forlod Afghanistan.

Danmark gik forrest i evakueringen

Anette Lind, Socialdemokratiet, mener i modsætning til de andre spørgere, at Danmark har håndteret krisen godt, og at Danmark er gået forrest i kampen for at få evakueret.

- Hvor mange andre allierede havde militære fly til stede på jorden? Hvor mange havde lavet en aftale om luftbrug med et naboland, så man hurtigere kunne få folk ud af Kabul, og hvordan har man tænkt i for eksempel Sverige?

"Har ministeren haft styr på sin butik?"

Niels Flemming Hansen, Det Konservative Folkeparti, har nu mulighed for at stille et spørgsmål. 

Han begriber ikke, at Trine Bramsen ikke har været klar over situationens omfang og alvor:

- Vil ministeren virkelig påstå, at man ikke kendte til eksistensen og indholdet af ugerapporterne fra FE? spørger han og fortsætter:

- Jeg betvivler simpelthen, at ministeren har haft styr på sin butik, siger han henvendt til Trine Bramsen.

"Vi evakuerede flere, end der var politisk enighed om"

Eva Flyvholm spørger udenrigsministeren ind til evakuering af NGO'er fra Afghanistan.

Det tror Jeppe Kofod ikke, at der ville kune nåes politisk enighed om:

- Sandheden er, at når vi kigger på den aftale, vi lavede 11. august, har vi evakueret langt flere, end der egentlig var politisk vilje til, siger han.

Enhedslisten: - Man lænede sig for meget op ad tolkeaftalen

Eva Flyvholm, Enhedslisten, stiller nu et spørgsmål. Hun lægger ud med at understrege, at hun også synes, evakueringerne kom i gang alt for sent.

Hele juli opfordrede hun derfor ministeren til at sætte arbejdet i gang, siger hun.

- Det så ud til, at det ville gå galt. Det, synes jeg, har været klart i ret lang tid, siger Eva Flyvholm. 

Det er nemlig ikke godt nok, at regeringen har lænet sig "for meget" op ad tolkeaftalen, som ifølge hende ikke har været tilstrækkelig.

Bramsen: - Ugerapporterne er ikke tilgået mig

Bramsen understreger endnu engang, at det ikke var dét, at Kabul faldt, men hastigheden af faldet, der overraskede.

- Det er ikke nogen overraskelse for de fleste i lokalet her, men det gik rigtig stærkt. Det er fuldstændig naturligt, at regeringen støtter sig op ad FE, for det er FE, der samler alle efterretninger, siger hun.

Skiftende regeringer har desuden støttet sig til de samme vurderinger og analyser af FE, lyder det.

- Ugerapporterne viser en bekymrende udvikling, men der står ikke i ugerapporterne, at Kabul ville falde så hurtigt, siger forsvarsministeren. 

Desuden er ugerapporterne ikke blevet sendt til Bramsen, siger hun selv. 

Kofod: - Vi har ikke haft bedre viden

Kofod skal nu forsøge at svare på spørgsmålene. Han understreger igen, at det var et kaotisk forløb.

- Og vi har altså ikke haft bedre viden. Vi sad sammen alle Folketingets partier 9. august og så ind i det fuldstændig samme billede af situationen, siger Kofod.

Derfor "glæder han sig til", at der bliver sat en grundig undersøgelse og evaluering i gang af hele forløbet. 

Var det fordi, I var på ferie?

Også Michael Aastrup Jensen fra Venstre spørger igen, hvorfor man ikke kom hurtigere i gang med evakueringerne fra regeringens side.

- Derudover var der også en lang række partier, herunder Venstre, der sagde: "Lad os nu komme i gang", siger Aastrup Jensen.

Han mener, at man langt hurtigere kunne få folk sikkerhedsscreenet og sendt hjem med civile fly, hvis regeringen havde handlet hurtigere.

- Var det fordi, man var på ferie? Eller hvar det fordi, man ikke havde lyst? Hvorfor?

Konservative: Bramsen bør trække sig

Ministrene skal først svare, når alle spørgsmål er stillet. Derfor stiller Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti, nu spørgsmål.

Han begynder med at kalde evakueringen for "en katastrofe". Han pointerer igen, at de konservative mener, at forsvarsministeren bør trække sig. Han spørger Bramsen, hvordan hun vil forholde sig til det. Bramsen skal først svare på Marcus Knuths spørgsmål om lidt.

Lidegaard: - Regeringen havde ikke travlt

Nu er det Martin Lidegaard, udenrigsordfører i Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn, der kan stille ministrene spørgsmål. 

Han fortæller, at han i nogle uger havde fornemmelsen af, at regeringen "ikke havde travlt" med at påbegynde evakueringerne. 

- Havde regeringen grundlag for at reagere hurtigere? spørger han derfor ministrene.