Politik

Bramsen holder fast i sin beslutning om Ærø ved samråd, siger analytiker

Hvad skete der? Forsvarsminister Trine Bramsen (S) var i endnu et samråd fredag på Christiansborg. Denne gang skulle hun svare på spørgsmål om sit besøg på Ærø, der fandt sted 15. august, mens den afghanske hovedstad Kabul var ved at falde.

Tegner et forkert billede af det at være forsvarsminister

Lars Løkke Rasmussen spurgte også Bramsen ind til et billede, hvor hun - ifølge Løkke - i bedste Obama-stil forsøgte at signalere, at hun var "i The War Room", og han mener, det sendte et forkert signal.

- Når ministeren lægger sådan et Obama-billede op, så tegner man et billede af, hvad det vil sige at være forsvarsminister, og så fejler man totalt, når man så dukker op i en campingvogn eller lignende, siger han til TV 2. 

- Oppositionen driller ministeren

Lars Løkke Rasmussen spurgte ministeren ind til en række billeder, hun havde lagt op på de sociale medier på det pågældende tidspunkt.

Hvad mener du egentlig om, at en minister i det her tilfælde skyder i begge retninger?

- Det bliver meget symbolik, det her. Det ser helt åbenlyst ikke godt ud, at ministeren var på Ærø. Omvendt er der også en opposition, der nu driller hende med det, siger han til TV 2 efter samrådet.

- Havde farverne været omvendt, kunne det have været en anden minister, der var et uheldigt sted på et forkert tidspunkt. 

Bramsen holder fast i sin beslutning

Ifølge TV 2s politiske analytiker Jesper Vestergren var det en stålfast Bramsen vi så i dagens samråd:

- Bramsen holder fast i sin beslutning om, at det var rigtigt at tage på det her tjenestebesøg på Ærø

Samtidig holder hun stædigt fast i tidspunktet 12.36, som for hende er et nøgletidspunkt. Her går det nemlig op for Forsvaret, at man er nødt til at indsætte militærfly som erstatning for de civilfly, man hidtil havde evakueret med.

Samrådet er slut

... men bliv hængende for en kommentar fra TV 2s analytiker.

Bramsen vil ikke kommentere på billeder

Bramsen vil ikke kommentere på Lars Løkke Rasmussens spørgsmål omkring billeder på sociale medier.

- Jeg vil ikke gå ind i de billeder der, siger Bramsen til Løkke.

- Folk vil gerne tage billeder af os ved de her besøg, og sociale medier har også en effekt i det, siger ministeren. 

Hvilket billede fortryder forsvarsministeren mest?

Lars Løkke Rasmussen, løsgænger i Folketinget, stiller nu spørgsmål. 

Hans vil gerne spørge ind til forsvarsministerens tilstedeværelse på sociale medier i den weekend, hvor Ærø-besøget fandt sted.

- Der er mange interessante billeder fra den weekend, siger Løkke og fortsætter:

- Der er et billede, som ligner noget, der er inspireret af Obama og "The War Room", da man kæmpede Osama Bin Laden ned. Hvilket af de billeder fortryder man mest? spørger han forsvarsministeren. 

Det var hjemmeværnet selv, der tilbød liftet

Ministeren understreger, at det var Marinehjemmeværnet selv, der tilbød at sejle hende til Ærø. 

Et lift, der ifølge en professor i forvaltningsret var et brud på loven

- Det er ulovligt, når forsvarsministeren tager et marinefartøj til et privat besøg i hendes parti på Ærø, har professoren tidligere udtalt.

"Et specielt signal at sende"

Martin Lidegaard, Radikale Venstre, siger, at han har svært ved at forstå, at Trine Bramsen valgte at besøge Ærø den søndag, set i lyset af "den store operation" Danmark havde i gang i Afghanistan.

- Derfor vil jeg spørge, om der ikke er en selvransagelse i, at det er et specielt signal at sende? spørger han.

Hertil gentager Bramsen, at hun ville have ændret sit besøg, hvis hun havde vidst, hvad søndagen ville bringe i Kabul.

- Ville jeg gerne lave det om? Ja, selvfølgelig ville jeg gerne det.

Disponibel døgnet rundt

Trine Bramsen bliver spurgt, hvordan det foregår, når man som forsvarsminister er afsted på tur - om man har mulighed for at tage telefonen og træffe beslutninger et sted som på Ærø.

- Jeg er altid disponibel, og det er døgnet rundt. Og jeg kan bekræfte, at der er mobildækning på Ærø, griner hun. 

- Det virker fuldstændig absurd

Sikandar Siddique, Frie Grønne, stiller nu spørgsmål.

- Jeg håber, at ministeren i det mindste vil medgive os og danskerne, at det virker fuldstændig absurd, siger han. 

Hans konkrete spørgsmål går dog på, hvornår ministeren præcis bliver gjort bekendt med kampene i og omkring Kabul.

Knuth: - Det er dybt uværdigt for en forsvarsminister

Nu er det Marcus Knuth fra Det Konservative Folkeparti, der spørger forsvarsministeren. 

Han fortæller, at han selv i udvalget fik at vide lørdag aften, at "nu brænder det virkelig på". Derfor forstår han ikke, at Bramsen alligevel tog afsted søndag morgen:

- Jeg synes, det er dybt uværdigt for en forsvarsminister, siger Marcus Knuth.

Trine Bramsen afviser og afviser desuden, at hun skulle være "ude at kigge på sæler", som Knuth ellers peger på:

- Nej, jeg har ikke kigget på nogle sæler eller været på noget sælbesøg, siger Trine Bramsen.

"Havde du udstyr med, så du ikke blev aflyttet?"

Var der udstyr med på turen til Ærø, som sikrede, at Bramsen kunne tale i telefon og tage store sikkerhedsmæssige beslutninger uden at blive aflyttet, vil Niels Flemming Hansen fra Det Konservative Folkeparti gerne vide.

Men det vil Bramsen ikke svare på.

- Jeg kommer ikke til at gå ind på, hvilket udstyr jeg går rundt med som hele Danmarks forsvarsminister, siger Trine Bramsen og griner.

- Der er ikke et opkald, jeg har misset

Bramsen understreger igen, at ingen er blevet evakueret senere, bare fordi hun var på Ærø.

- Jeg har været disponibel på min telefon. Der er ikke en beslutning, der ikke er blevet truffet. Der er ikke et opkald, jeg har misset, siger forsvarsministeren.

12.36 om søndagen fik hun et opkald om, at de civile fly skulle skiftes ud med militærfly, som hun straks godkendte, fortæller Bramsen. 

"Alvoren gik op for os i Venstre fredag morgen"

Michael Aastrup Jensen (V) vil også gerne vide, hvornår Bramsen første gang forstod alvoren omkring situationen i Kabul.

- Alvoren går op for os i Venstre, da udenrigsministeren ringer fredag morgen inden klokken ni og advarer om, at situationen er alvorlig, siger han.

Hvornår går alvoren op for forsvarsministeren? spørger han derfor Bramsen. 

- Havde jeg vidst det, havde jeg disponeret anderledes

Bramsen svarer Lilleholt, at man havde regnet med, at der var langt flere dage at gøre med.

- Havde jeg kunnet kigge ind i en krystalkugle, havde jeg selvfølgelig disponeret anderledes.

Bramsen understreger, at ingen er blevet evakueret ud af Afghanistan senere, fordi hun opholdt sig på Ærø den weekend.

"Noget kunne tyde på, at alvoren ikke var gået op for Bramsen"

Lars Christian Lilleholt spørger Bramsen: "Hvornår gik det op for dig, hvor alvorlig situationen var?"

- Noget kunne da tyde på, at alvoren ikke var gået op for ministeren, siden ministeren kunne stå ombord på et skib og se på, hvordan man sætter et dæk i havet, siger han.

"Besøg er bedre ombord på et skib end på et kontor"

Besøget hos Marinehjemmeværnet var blevet aflyst flere gange på grund af coronavirus. Derfor var det blevet rykket til søndag 15. august på hjemmeværnets eget forslag, siger Bramsen. 

- Når man skal besøge de frivillige, tale med dem og have et overblik over deres arbejde, sker det bedst ombord på et skib og ikke på et kontor, siger hun. 

Herefter forklarer hun, hvilke ting hun fik set ombord på skibet, ligesom hun afholdt en tale til slut ved besøget. 

- Jeg bruger meget tid på at komme ud i landet

Bramsen indleder med at fortælle om sits besøgs formål. 

- Alle foreskrifter er overholdt. Min opgave som forsvarsminister er at sikre Danmarks tryghed og sikkerhed, siger Bramsen. 

Derfor bruger ministeren meget tid på at komme mest muligt ud i landet og møde blandt andet veteraner og soldater, forklarer hun. 

Alt fra besøg hos det Jyske Dragonregiment til en snak med frømandssoldater er det derfor blevet til, fortæller Bramsen.

Hvorfor tog ministeren ikke sagen alvorligt?

Lars Christian Lilleholt fra Venstre lægger ud med at understrege, at det ikke er de danske styrkers indsats, partiet sætter spørgsmålstegn ved - tværtimod.

I stedet er det forsvarsministerens ageren i de dage, hvor Kabul faldt.

- Vil ministeren redegøre for, hvorfor ministeren ikke tog situationen alvorligt på det kritiske tidspunkt? spørger Lilleholt.

22 medlemmer af Forsvarsudvalget deltager

Samrådet er sat til at vare en time, oplyser Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti og formand i udvalget.