Varerne tårner sig op på fabrik i Kina
Manglen på computerchips og containere gør det svært for Sand Future i Shanghai at nå ud til kunderne.
Normalt producerer Allan Sands fabrik i Shanghai præcis det antal højtryksrensere, som kunderne efterspørger, når de efterspørger dem. Men intet er normalt i øjeblikket.
Det skyldes først og fremmest manglen på containere og flaskehalse i verdens containerhavne.
Dertil kommer manglen på computerchips kombineret med et kæmpe boom i efterspørgslen på højtryksrensere. Omsætningen er fordoblet siden pandemiens start.
- Der var jo en risiko for, at salget ville gå i stå på grund af corona, og derfor havde vi slet ikke regnet med sådan en vækst. Derfor kører fabrikken syv dage om ugen, og vi har svært ved at følge med, siger Allan Sand, som har boet i Kina i 18 år, men lige nu opholder sig i Danmark.
Travlt med at rense fliser
De mange aflyste ferierejser har tilsyneladende fået folk til at give fliserne og bilen en ekstra tur med højtryksrenseren. Sand Future er en af verdens største producenter og leverer til flere af de førende mærker, som findes i danske byggemarkeder.
På fabrikken mærker man tydeligt travlheden ved samlebåndet.
Arbejderne er fokuserede og knokler 11 timer i døgnet for at nå i mål med de mange ordrer. Men det er ikke nok. For ifølge fabrikkens direktør, Shirley Shui, er der også andre udfordringer.
- Som du kan se, har vi masser af færdige varer på lager, og vi er nødt til at betale ekstra for at få fat i containere. Nogle gange er prisen ti gange højere end normalt fra Kina til Europa, siger hun og peger på de meterhøje tårne af kasser med færdigpakkede højtryksrensere.
Mangel på containere
Manglen på containere skyldes både en stigende global efterspørgsel efter varer, lukkede fabrikker og havne på grund af pandemien og et kæmpe containerskib, der i marts stødte på grund og satte sig på tværs i Suez-kanalen.
Dertil kommer tyfonen Chanthu, som i søndags fik de kinesiske myndigheder til at lukke for to af verdens største containerhavne i Shanghai og Ningbo.
Der er desuden udbrudt global mangel på computerchips, som bruges i alle former for elektronik. For eksempel til at styre motoren i en højtryksrensere.
- Det er hjertet og hjernen i hele produktet, siger Shirley Shui og forklarer, at de små computerchips koster ti gange så meget som normalt i øjeblikket.
Hvis man vel at mærke kan få fat i dem.
En giftig cocktail
Igen er forklaringen en giftig cocktail af flere forskellige faktorer.
USA har indført forbud mod eksport af computerchips til den kinesiske telekommunikationsvirksomhed Huawei, hvilket har ført til hamstring i Kina.
Derudover har Taiwan, der er hjemsted for verdens største producent af computerchips, været ramt af tørke og vandmangel, som har påvirket produktionen hos TSMC.
Nogle gange er Sand Future tvunget til at finde andre typer computerchips end dem, der er aftalt med kunderne, og det giver igen forsinkelser.
De nye komponenter skal nemlig først sendes hjem til kunden i Europa og testes, inden de kan integreres i produkterne på fabrikken i Kina.
Udvider fabrikken
Allan Sand er i fuld gang med at udvide kapaciteten med 50 procent på en ny fabrik, der skal stå færdig til december. Samtidig investerer han 10 millioner kroner i automatisering for at øge kvaliteten og gøre produktionen endnu mere effektiv.
De mange flaskehalse og dyre fragtrater kan ende med at gøre Europa mere konkurrencedygtigt som produktionsbase, forudser Allan Sand. Derfor overvejer han også at etablere en samlefabrik i Europa for at være tættere på kunderne og undgå forsinkelser i fremtiden.
Indtil videre har kunderne været villige til at dele de stigende omkostninger til fragt og komponenter med Sand Future, men det er ikke utænkeligt, at det på et tidspunkt kan smitte af på priserne for danske forbrugere i byggemarkederne.
- Der er ikke sket noget med priserne endnu, men jeg tror, at vi vil se prisstigninger på 10-15 procent næste år, for der er ikke noget, der tyder på, at det bliver bedre foreløbigt, siger Allan Sand.