Udland

Seneste nyt fra valget i Norge

Her fik du seneste opdateringer om mandagens valg til det norske parlament, Stortinget.

Livebloggen opdateres ikke længere.

- 95 procent sandsynligt, at Gahr Støre får sin drømmeregering

Jørgen Bølstad fra universitetet i Oslo analyserer valgresultater for NRK, og ifølge hans beregninger får Jonas Gahr Støre med 95 procents sandsynlighed sin drømmeregering. Den består, udover Arbeiderpartiet, af Senterpartiet og Socialistisk Venstreparti. 

Lektor: Jonas Gahr Støres position er historisk set svag

Leder for Arbeiderpartiet Jonas Gahr Støre står ganske vist til at overtage statsministerposten i Norge.

Men hans position som AP-leder er historisk set svag i forhold til de andre partier på venstrefløjen.
 Det siger Lars Hovbakke Sørensen, lektor ved Professionshøjskolen Absalon, til Ritzau

 - Han står med en valgsejr på den måde, at venstresiden har vundet en klar sejr. Men paradoksalt nok er hans eget parti, Arbeiderpartiet, gået tilbage og har faktisk fået det næstdårligste valg siden 1924.
 

Ministre erkender nederlag

Finansminister Jan Tore Sanne erkender overfor NRK, at alt tyder på, Norge er på vej mod et regeringsskifte.

- Målingerne har peget i retning af et regeringsskifte meget længe, og prognoserne tyder også på, det går den vej. Det bliver fortsat spændende at se, hvem der kommer over og under spærregrænsen. Ikke mindst håber vi, at Høyre stabiliserer sig over 20 procent, siger han.

Også olie- og energiminister Tina Bru erkender, at prognoserne ikke ser gode ud for Høyre. 

- Vi ville selvfølgelig gerne have set et bedre resultat, det er der ingen tvivl om. Men det er for tidligt at sige, at det er et meget dårligt valg for Høyre, siger hun.

- En knusende sejr til rød blok

Politisk kommentator Noa Redington beskriver tallene fra prognosen som "en knusende sejr for den røde blok". 

- Arbeiderpartiet får et resultat, som er det bedste, de har fået i lang tid i målingerne. 

- Hvis det her ender med at være udkommet af valgresultatet senere på aftenen, står Jonas Gahr Støre som en langt større sejrherre, end han havde gjort, hvis vi kigger på de seneste prognoser, siger Noa Redington.

Erna Solberg har samlet det borgerlige Norge

Hvis Erna Solberg taber magten efter otte år som Norges statsminister, er det "en meget dygtig" statsminister, som nordmændene skal sige farvel til. 

- Det er en meget, meget dygtig statsminister, som har holdt sammen på det borgerlige Norge på forskellige konstellationer i den regering, hun har stået i spidsen for i otte år. 

- Hun er en dreven taktiker, hun har en fantastisk hukommelse, hun er en god forhandler, hun har været med i så mange år, fortæller korrespondent Ole Vestergaard.

Arbeiderpartiet i ekstase efter prognose

- Det er ekstase. De er helt oppe og ringe. I minutter efter prognoserne stod folk nærmest oppe på bordene og dansede og jublede. Man kunne også mærke en overraskelse over, hvor markant sejren ser ud til at blive. Det er lidt af et jordskred over i den røde retning, vi er vidner til, beretter Jesper Zølck fra Arbeiderpartiets valgfest. 

Ifølge prognosen, som landede klokken 21, står Arbeiderpartiet og støttepartierne Sp (Senterpartiet) og SV (Socialistisk Venstreparti) til at få 87 mandater, og et flertal i Stortinget kræver 85.

Høyre-partiet har ikke tabt modet

På trods af at prognosen peger i retning af et nederlag for partiet Høyre, har den nuværende norske udenrigsminister Ine Eriksen Søreide ikke tabt modet. Det siger hun til TV 2s korrespondent Ole Vestergaard.

- Jeg tror, der er grund til at vente på de endelige resultater, for der er rigtig mange partier, som ligger lige på spærregrænsen, og det kommer til at have enorm betydning for slutresultatet mellem blokkene.

Prognose: Nederlag til Erna Solberg

Klokken 21 lød der jubelbrøl til Arbeiderpartiets valgfest, hvor TV 2s korrespondent Jesper Zølck er til stede. Årsagen er, at partiet ifølge prognosen står til at få omkring 26 procent af stemmerne. Dermed tyder det på, at partiets leder Jonas Gahr Støre står til at blive Norges næste statsminister.

Arbeiderpartiet står ikke til at få absolut flertal

Selvom Norge står overfor et muligt magtskifte, ser Arbeiderpartiet med 23,6 procent af stemmerne ikke ud til at få absolut flertal. Partiets leder Jonas Gahr Støre er dog fortrøstningsfuld i forhold til at indgå regeringssamarbejde med andre partier. 

- Min drøm er, at Arbeiderpartiet opnår 50,1 procent. Når det ikke er inden for rækkevidde, går jeg efter et godt alternativ, lød det fra lederen, da han afgav sin stemme.

Klimapolitik har været vigtigt emne under valgkampen

Det, som har fyldt mest under valgkampen i det olierige land, er klimapolitik og spørgsmålene om, hvorvidt der stadig skal ledes efter olie i Nordsøen og hvor længe. På det område er partiet Høyre og Arbeiderpartiet ikke langt fra hinanden, fortæller TV 2-korrespondent Ole Vestergaard.

- Ingen af partierne går ind for, at der skal sættes en prop i Nordsøen lige med det samme. Der skal stadig ledes efter nye felter, siger Ole Vestergaard. 

Flere årsager til muligt regeringsskifte

Ifølge meningsmålingerne står Norges nuværede statsminister, Erna Solberg, til at tabe magten til Arbeiderpartiets Jonas Gahr Støre. Og det er der flere årsager til, fortæller TV 2s korrespondent Jesper Zølck, der følger valget.

- Lad os starte med den mest spøjse: Nemlig at det ikke hjælper at være statsminister i Norge og bryde sine egne coronarestriktioner, siger Jesper Zølck. 

Han henviser til, at Erna Solberg i februar brød coronarestriktionerne i Norge, da hun inviterede en række familiemedlemmer på restaurant i forbindelse med sin 60-års fødselsdag og derved brød det daværende forsamlingsforbud. 

Solberg fik efterfølgende en bøde.

Ifølge Jesper Zølck er en årsag til det mulige regeringsskifte også, at Solberg har "slidt" støttepartierne op efter en regeringsperiode på otte år.

Klokken 21 lander den første prognose

Fra klokken 21 mandag aften kan de norske medier offentliggøre den første prognose for valgresultatet. Der er dog tale om en prognose - ikke et endeligt valgresultat.

Erna Solberg står til at tabe til Jonas Gahr Støre fra Arbeiderpartiet

Efter otte år på posten ser det ud til, at Erna Solberg skal give posten som statsminister videre til sin modsætning fra Arbeiderpartiet, Jonas Gahr Støre. 

Men hvem er Erna Solberg, og hvem er hendes store konkurrent? Det kan du læse mere om her.