Nyheder

Følg uddelingen af de eftertragtede Michelin-stjerner

Hvad skete der? Michelin-stjernerne 2021 blev efter halvandet års pause uddelt mandag aften. 

Det blev til 38 stjerner til Danmark fordelt på 27 restauranter. Højdepunktet var Noma, som fik sin tredje Michelin-stjerne. Få det fulde overblik her.  

Tak fordi du fulgte med

Michelin-uddelingen 2021 er slut, og denne liveblog opdateres ikke længere. 

Ejer stolt af første stjerne til Sønderjylland

Restaurant Syttende i Sønderborg modtog mandag aften en Michelin-stjerne. Det betyder, at Sønderjylland har fået sin første Michelin-stjerne, og særligt dét er ejeren Jesper Koch stolt af. 

- Det er helt fantastisk. Det er et egenskøkken det her, siger han til TV 2. 

Ifølge ham har Syttende fået en Michelin-stjerne, fordi medarbejderne gør sig umage hver dag, de får maden til at smage, og så er servicen i øjenhøjde. 

Noma kommer ikke til at ændre noget, siger direktør

TV 2 er taget til restaurant Noma i København og her er glæden ikke til at tage fejl af. 

- Jeg er sindssygt glad. Det er 100 procent glæde og stolthed. Vi skal bruge tre stjerner til at vide, at vi gør et godt stykke arbejde, det synes både gæsterne og eksperterne, siger Peter Kreiner, som er direktør i Noma. 

Han fortæller, at han ikke tror, at Noma vil gøre noget anderledes i fremtiden, andet end at fortsætte det hårde stykke arbejde, medarbejderne leverer hver dag. 

Udover at være stolt af Noma er Peter Kreiner stolt af hele Danmark som mad-nation. 

- Det viser, at vi er en af de mest interessante madbyer at besøge i hele verden. Det, synes jeg, er helt fantastisk, siger han. 

Michelin var nådig ved Danmark i år, siger ekspert

I alt fik Danmark 38 Michelin-stjerner fordelt på 27 restauranter - tre stjerner mere end sidste år fordelt på én restaurant mere. 

Derudover vandt Danmark to ud af tre ærespriser og fik seks ud af ni bæredygtighedspriser. 

- Det går godt for Danmark i aften, sagde værten Lise Verndal under showet, hvor Danmark høstede den ene pris efter den anden. 

Og gastronomiekspert Svend Rasmussen er helt enig. Ifølge ham var Michelin særdeles nådig ved Danmark i år. 

- Vi i er den absolutte topklasse, når det kommer til gastronomi. Folk, der har bare lidt forstand på mad, de kender os ude i verden, siger han til TV 2. 

Kun to restauranter får tre stjerner - begge har dansker i spidsen

Ved aftenens Michelin-uddeling var der to nye restauranter, der blev tildelt tre stjerner, nemlig danske Noma og norske Maaemo. 

Selvom kun den ene er beliggende i Danmark, er der også et klart dansk aftryk på Maaemo. Her er danske Esben Holmboe Bang nemlig medejer og køkkenchef. 

- Det er alligevel imponerende, at de to restauranter, der får tre stjerner, begge har så stærk tilknytning til Danmark. Vi er i absout verdensklasse, siger Svend Rasmussen, som er gastronomiekspert. 

Så fortjent, at Noma får tre stjerner, siger madekspert

Den længstventede nyhed i dansk gastronomi, kalder gastronomiekspert Svend Rasmussen Nomas tre Michelin-stjerner. 

- Det er så fortjent. De har skullet have den tredje stjerne i så mange år, siger han til TV 2. 

Svens Rasmussen har i tre år troet, at Noma ville få den tredje stjerne, men det sker altså først nu. Ifølge ham er forklaringen, at Michelin er konservativ og tror på stabilitet. Her har man været for usikre omkring Noma, fordi det er en meget eksperimenterende restaurant.

Noma får tre Michelin-stjerner

Noma går fra to til tre Michelin-stjerner. Det er det højeste antal stjerner, en restaurant overhovedet kan modtage. 

Rene Redzepi, som er køkkenchef og medejer af Noma, er ovenud lykkelig, ses det tydeligt. 

- Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er så overrasket. Jeg føler noget, jeg aldrig har følt for. Jeg er så glad, siger han og tilføjer, at han efterhånden havde mistet troen på, at det ville ske. 

Dermed kommer Noma i en fornem klub med kun meget få restauranter i verden. I Danmark har Geranium som den eneste udover Noma tre Michelin-stjerner. 

Definitionen af tre Michelin-stjerner er "en restaurant, der er værd at rejse for". 

René Redzepi fra Noma vinder pris for årets kokke-mentor

Køkkenchef og medejer af Noma Réne Redzepi vinder prisen for årets kokke-mentor. Da han modtager prisen, bliver han både glad og overrasket. I mange år følte han sig nemlig slet ikke som en mentor. 

- For det første anser jeg mig ikke som en mentor. Jeg har været en forfærdelig leder de første år. Men jeg lovede mig selv, at det er ikke sådan, jeg skal være. Derfra kæmpede jeg for at få det bedste ud af folk. Det er en kæmpe fornøjelse at vinde prisen, tak, siger han. 

To stjerner til Kong Hans Kælder - ejeren i tårer

Kong Hans Kælder går fra én Michelin-stjerne til to stjerner. Ejeren Mark Lundegaard får beskeden under et interview, hvor han tror, at han skal tale om, hvordan det føles at få den første stjerne. 

Han er på alle måder overrasket. 

- Du tager pis på mig. Nej, siger han og bryder grædende sammen. 

I uddelingsshowet fortæller Mark Lundesgaard, at hans langt fra havde regnet med to stjerner, men at det er en drøm, der går i opfyldelse. 

- Det føles så vildt. Det har været en drøm i 20 år, lige nu vil jeg nyde det og være glad, siger han. 

Danske restauranter vinder seks ud af ni bæredygtighedspriser

Igen i år uddeles Michelins grønne stjerner, der hylder branchens indsats med bæredygtighed. Der uddeles ni stjerner i alt, og danske restauranter får seks af dem, fortæller værterne. Det gælder: 

  1. Domestic i Aarhus 
  2. Brace i København 
  3. Henne Kirkeby Kro i Henne 
  4. LYST i Vejle 
  5. Térra i København 
  6. Ark i København 

Finland, Sverige og Norge får en hver. 

Flere danske restauranter får stjerner

Danskerne høster stjerner nu. Både restaurant Substans, Lyst og Syttende har fået én Michelin-stjerne ved aftenens prisuddeling. 

- Jeg er så glad, vi er en ny restaurant, så det betyder rigtig meget, siger Jesper Koch fra restaurant Syttende i Sønderborg. 

Danske 'The Samuel' modtager én stjerne - ejer i tårer

Det bliver nu afsløret, hvilke restauranter, der modtager én michelinstjerne. Den første danske restaurant, som modtager en stjerne, er 'The Samuel' i Hellerup. 

Ejeren Jonathan Berntsen bryder ud i tårer, da han får beskeden. 

- Det er fantastisk. Tak. Det føles så godt, at være en del af klubben. Det har været et hårdt år, alle har arbejdet så meget, siger han. 

Restauranten er opkaldt efter hans førstefødte søn. 

Dansker vinder pris for ungt kokketalent

Den første pris, der uddeles, er for 'et ungt kokketalent'. Prisen går til danske Christoffer Sørensen, fra restauranten STUD!O i København. 

- Han har evnen til at inspirere den næste genation, siger Gwendal Poullennec. 

Christoffer Sørensen er meget glad, fortæller han. 

- Jeg følger mig så stolt. Jeg er glad for, at det arbejde, jeg gør, bliver anerkendt. Det er ikke bare et arbejde, men en livsstil, fortæller den unge kok.

Velkommen til showet

Den norske skuespiller Line Verndal, som er vært ved årets Michelin-uddeling byder velkommen. 

- I aften skal vi hylde gastromi og kreaitivet, siger hun. 

Ved hendes side er Gwendal Poullennec, som er international direktør for Michelin Guide. Det er ham, som er med til at bestemme, hvilke restauranter der skal have stjerner. 

Noma fortjener tre stjerner, siger ekspert

Svend Rasmussen, gastronomiekspert på TV 2, er spændt på, om det er i år, Noma får tre Michelin-stjerner. Ifølge ham har Noma fortjent det i flere år, men af en eller anden grund er det ikke lykkedes endnu. Noma har på nuværende tidspunkt to stjerner. 

- Jeg har gættet på i tre år, at det ville ske. Jeg tror også på det i år, siger han. 

Derudover vil han holde øje med, om flere restauranter i provinsen får stjerner. De er nemlig ofte centreret omkring storbyer, og det er en skam, siger han. 

Flere danske favoritter

Der er gode muligheder for, at danske restauranter kan høste Michelin-stjerner i aften. Jesper Uhrup Jensen fra mad-magasinet Gastro nævner blandt andet Restaurant Lieffroy i Nyborg og Sushi Anaba i København som mulige kandidater til en stjerne.

Derudover er der en række restauranter, som kan opnå flere stjerner, end de allerede har.  

På nuværende tidspunkt er det kun Geranium, som har hele tre Michelin-stjerner, men Restaurant Jordnær i Gentofte ligger lunt i svinget til at gå fra to til tre.  

- Vi er slet ikke så arrogante, at vi tror på, at vi vinder en tredje, men selvfølgelig håber vi. Vi drømmer om mere, siger Eric Vilgaard, restauratør, Restaurant Jordnær

Corona har præget uddelingen

Det har ikke været et nemt halvandet år, siden Michelin-stjernerne blev uddelt sidst. Corona har nemlig gjort livet besværligt for både restauranterne og de franske madanmeldere, der uddeler stjernerne, fortæller madanmelder på Berlingske Søren Frank.

Eksempelvis har restauranterne holdt lukket en stor del af perioden, og da de fik lov at genåbne, var det med en række restriktioner, eksempelvis krav om lukketid. Det har tvunget mange til at lave om på menuen, fordi det simpelthen ikke er muligt at nå så mange serveringer indenfor åbningstiden. 

Derfor forventer Søren Frank heller ikke, at der vil være mange restauranter, som mister deres stjerner.

- Det bliver slet ikke i år, at de sabler restauranterne. Jeg tror ikke, de vil fjerne en masse stjerner fra en hårdt presset branche på en lidt tyndt grundlag.

Flere stjerner skal uddeles i aften

Michelin-stjernerne for Norden uddeles normalt i februar måned, men i år blev det udskudt til september på grund af corona.

Showet løber af stablen klokken 20 i koncerthuset i den norske by Stavanger, og det er restauranter i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island, der skal uddeles stjerner til.

I 2020 mistede Danmark tre stjerner, men fik samtidig tre nye. Dermed er der i øjeblikket 35 stjerner fordelt på 26 restauranter i Danmark.

I aften skal uddeles: 

  1. De traditionelle Michelin-stjerner til den nye årgang af Michelin Guide Nordic Countries
  2. Michelins grønne stjerner, der hylder brandens indsats med bæredygtighed
  3. Den særlige Michelin-award til nye, lysende kokketalenter og personer, der præger den gastronomiske udvikling i Norden.