Lidt over 78.000 danskere deltog i Royal Run. Her løb de distancerne One Mile, fem kilometer og 10 kilometer i byerne Aalborg, Sønderborg, Odense, København og på Bornholm. 

Kronprins Frederik løb både i Sønderborg, Odense og København, imens kronprinsesse Mary løb i Aalborg.

Også de yngre royale familiemedlemmer var flot repræsenteret:

Prinsesserne Isabella, Josephine, prins Vincent og prins Felix løb forskellige ruter i København.

Du kan gense Royal Run på TV 2 Play.

Livebloggen opdateres ikke længere

Stil spørgsmål

Vi lukker livebloggen ned for nu.

Du kan gense alle højdepunkterne nedenfor. 

Tak, fordi I fulgte med. 

Kronprins Frederik og familien - Nu skal fødderne op! ⁣

Hele otte medaljer. Så mange nåede kronprinsen og hans familie at inkassere på løbet i dag. 

På kongehusets Instagram-profil takker familien danskerne for deres opbakning til løbet. 

Kronprinsen - Min dejlige familie har hjulpet mig

Kronprins Frederik har fået stor opbakning fra sin familie til sit Royal Run-løb. 

Kronprinsesse Mary løb i Aalborg, mens tre af parrets børn, prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og prins Vincent løb i København. 

- Min dejlige familie har støttet mig og hjulpet mig over hele landet, sagde kronprins Frederik, da han kom i mål efter sit fjerde løb på dagen. 

Faktisk løb prins Vincent hele to løb. Efter at have løbet One Mile med sine søstre kastede han sig ud i fem-kilometer-ruten. 

- Han har fået et løbeur, det, synes han, er meget spændende, det giver mulighed for at få tal på sin træning, forklarede kronprinsen om sin søns store løbeentusiasme. 

Der var også endnu et royalt familiemedlem, der dukkede op på løberuten, nemlig kronprinsens nevø - 19-årige prins Felix. Han løb også med i København. 

Her kommer kronprinsen i mål

Kronprins Frederik løb ti-kilometer-ruten på 48 minutter og 51 sekunder. 

Der kommer et nyt Royal Run i 2022

Royal Run bliver også afholdt i 2022, det har kongehuset netop meddelt. 

Løbet bliver afholdt 2. pinsedag 2022. 

Det er endnu ikke afgjort i hvilke byer, løbet skal holdes, og man kan derfor ikke tilmelde sig endnu. Men den information vil naturligvis komme ud, så snart det er fastsat. 

Så hurtigt løb kronprinsen i mål

- Godt gået, udbrød kronprinsesse Mary, da kronprins Frederik kom i mål

Kronprins Frederik løb sin sidste tur - 10-kilometer-ruten - på 48 minutter og 51 sekunder. 

- Alt under 50 var rigtig godt for mig, sagde en storsmilende kronprins, der var meget tilfreds med sin grundform. 

- Faktisk har mine ben det ret fornuftigt, der er ikke sten i dem, som der var for tre år siden, sagde han. 

Kronprinsen blev modtaget af sin familie, der også har været ude og løbe overalt i Danmark i dag. 

Kronprinsesse Mary løb fem-kilometer-ruten på cirka 27 minutter i Aalborg, mens prinsesse Isabella, prinsesse Josepine og prins Vincent løb i København. 

Prinsesser står klar til at modtage Frederik

Kronprinsesse Mary, prinsesse Isabella og prinsesse Josephine stod foran Amalienborg, hvor de ventede på kronprins Frederik, der var på vej til mål efter at have løbet 10-kilometer-ruten. 

Tiårig gennemførte 10 kilometer mod alle odds

For to år siden besluttede tiårige Sofie Poulsen sig for, at hun ville gennemføre Royal Run.

Men på det tidspunkt kunne Sofie Poulsen kun gå 500 meter, hun lider nemlig af ceberal parese - og er spastisk lammet i benene. 

Sofie har dog en sjælden set viljestyrke og på to år lykkedes det hende at træne sig op, og i dag gennemførte hun de 10 kilometer på sin særlige racerunner-cykel på en time og 14 minutter. 

- Sofie har det overraskende godt. Hun er helt høj på oplevelsen, fortæller hendes mor Majbrit Poulsen.

Nu løber kronprins Frederik sit sidste løb

Kronprins Frederik har allerede løbet tre One Mile-løb (1,6 kilometer) i Sønderborg, Odense og København, men nu deltager han i sit sidste løb, nemlig 10-kilometer i København. 

I år har kronprinsen den ekstra fordel, at han ikke er skadet. Det var han nemlig både i 2018 og 2019 - sidstnævnte måtte han cykle på ruten i stedet for at løbe. 

- Jeg har det væsentligt bedre denne gang. Jeg er skadesfri. Det er en god fornemmelse at kunne løbe på, sagde kronprinsen, inden han kastede sig ud på sin sidste løbetur. 

Syvårig vinder løbet på Bornholm

Selvom Royal Run handler om fællesskab og motion, så er der også nogen, der ender med at skille sig ud. 

Syvårige Villads Grønbæk-Møller er én af dem.

I dag løb han One Mile-ruten (1,6 kilometer) på Bornholm på bare otte minutter og 24 sekunder. Det gjorde ham til den hurtigste One Mile-løber på Bornholm.

- Det var sejt at kom at komme i mål før alle de voksne, sagde den hurtige løber til TV 2 Bornholm, da han kom i mål. 

Præstationen er ekstra imponerende, fordi Villads som toårig gik lavet en lungeoperation, hvor halvdelen af hans ene lunge blev fjernet. 

Du kan læse mere om Villads Grønbæk-Møllers bedrift på TV 2 Bornholm. 

Kronprins Frederik løber Æresrunde

Kronprins Frederik afsluttede sit tredje og næstsidste løb, da han deltog i en såkaldt Æresrunde i København. Her deltog OL-deltagere og paralympiske-deltagere i en One Mile sammen med kronprins Frederik.

Klokken 19 begynder kronprinsen sit sidste løb – 10-kilometer ruten i København.   

To styrtede ved elitemilen

To løbere snublede og faldt midt under elitemilen, hvor de hurtigste mænd dystede om at komme først i mål på en mil (1,6 kilometer). 

Der kom straks hjælpere tilknyttet løbet hen og hjalp, de to mænd, der faldt - og løbet fortsatte relativt uforstyrret.  

Christoffer Frost-Jensen Johansen endte med at vinde løbet. Han nåede i mål på fire minutter og ti sekunder. 

Prins Felix løber Royal Run

Endnu en prins er dukket op på løberuten i København. Prins Felix, der netop er flyttet ind på Amalienborg, deltager nu også i løbet.

Prinsens deltagelse var ikke annonceret, men den den 19-årige prins har netop lagt en selfie op på kongehusets instagramprofil. 

Se klippet: Jublende prinsesser klapper prins i mål

Prinsesse Isabella og prinsesse Josephine heppede vildt på deres bror – prins Vincent - da han kom i mål efter at have løbet fem kilometer-ruten. Prinsen overraskede folk ved pludselig at dukke op på ruten, da det ikke var annonceret.

Alle tre børn havde tidligere løbet One Mile-ruten, men det var altså kun den tiårige prins, der også kastede sig ud i 5-kilometer-ruten.

Storebroren prins Christian deltog i år ikke i løbet, da han går på kostskolen Herlufsholm.

Prins overrasker alle og løber pludselig endnu en rute

Prins Vincent kastede sig helt overraskende ud i et 5-kilometer løb i København klokken 15. 

Prinsen havde ellers allerede løbet en One Mile (1,6 kilometer) i København i dag, men pludselig dukkede den tiårige prins op på endnu en rute, nemlig fem-kilometer-ruten. 

Det var ikke annonceret, at prinsen ville kaste sig ud i endnu et løb, og han deltog derfor i al "hemmelighed".

Prins Vincent udviste da også stort overskud, da han som den første af sine søskende løb i mål på One Milen tidligere i dag. 

Hans to søstre, prinsesse Isabella og prinsesse Josephine, stod klar til at modtage ham ved Amalienborg. 

Kronprins Frederik hilser på 98-årig løber

98-årige Yrsa stod klar til at møde kronprins Frederik i Odense. 

Yrsa havde tilmeldt sig fem-kilometer-ruten og havde glædet sig til at møde kronprinsen, der hilste på hende. Yrsa har vandret i over 25 lande og var til trods for sin alder klar til at gå ruten i Odense. 

Og kronprins Frederik lagde ikke skjul på, at han var imponeret over hende - og var lidt i tvivl, om han selv ville være i stand til at holde formen lige så godt som hende. 

- Jeg skal ikke lægge billet ind på det selv, men alt, hvad der går godt, kommer ikke skidt tilbage, sagde han grinende. 

Kronprinsparrets hund er også klar på løb

Kronprinsparrets hund Grace er også trukket i Royal Run-trøjen. På kongehusets Instagram-profil har de lagt et billede op af familiens hund. 

Og Grace er ikke den eneste hund, der er klar til Royal Run. 

Rikke Stengade fra Lejre har nemlig lavet et side-run for hunde. Her har hun samlet 20 hunde og ejere, der i morges gik tre kilometer. 

Mary kom i mål - Jeg kunne godt tænke mig, at jeg havde lidt mere overskud

Kronprinsesse Mary løb fem kilometer-ruten i Aalborg på 27 minutter. Og selvom det var en udmærket tid, fortalte hun, at hun godt kunne have tænkt sig at være lidt mindre forpustet, da hun kom ind. 

- Jeg kunne godt ønske mig lidt mere overskud, men det var en fantastsisk stemning som altid, en rigtig folkefest. Alle havde det sjovt, og alle heppede, sagde kronprinsesse Mary. 

Da hun blev spurgt, hvordan hun havde det med, at hun og hendes mand har trukket knapt 80.000 løbere til Royal Run, skyndte hun sig at tilskrive sin mand æren: 

- Det er nok mere min mand, der går forrest, men det glæder mig utroligt meget, at der er så mange danskere, der kommer ud, uanset hvor langt de løber. Det handler om at komme ud og være fælles om det, sagde hun. 

Spørgsmål

Katja:

Skal prins Christian ud at løbe?

Svar:

Hej Katja

Nej, prins Christian er på kostskolen Herlufsholm, hvor eleverne ikke er hjemme hver weekend. Så det er kronprinsparret og deres andre børn, der løber og har løbet. 

Kronprinsesse Mary er ankommet til Aalborg

Kronprinsesse Mary er nu ankommet til Aalborg, hvor hun skal løbe 5-kilometer-ruten. 

Det er den rute, flest aalborgensere har tilmeldt sig. Hele 5000 af de 14.000 tilmeldte skal løbe fem kilometer-ruten. Derudover kan man både løbe One Mile, familie-mile og 10-kilometer-ruten. 

Kronprinsesse Mary skal opvarme inden sammen med et håndboldteam, som hun hilste på ved sin ankomst. Hun skal både løbe med håndboldpigeholdet og en gruppe personer, der er fysisk og psykisk handicappede, som tilhører et bofællesskabet i Aalborg.