Royal Run

Mary og familien i fin form - prins overraskede med ekstra løb

Kronprinsesse Mary og familien har været glade for at motionere under pandemien. Det kom til udtryk ved søndagens Royal Run i Aalborg.

14.300 aalborggenserne havde en kongelig løbemakker med på søndagens Royal Run.

Kronprinsesse Mary var fløjet til den jyske by for at løbe ruten på fem kilometer med 5000 andre.

Inden kronprinsessen løb ud i Aalborgs gader, varmede hun op sammen med blandt andre et pigehåndboldhold fra Nibe HK og en gruppe på 50 voksne med psykiske og fysiske handicap fra bosteder i Aalborg.

Kronprinsesse Mary skal opvarme inden sammen med et håndboldteam, som hun hilste på ved sin ankomst. Hun skal både løbe med håndboldpigeholdet og en gruppe personer, der er fysisk og psykisk handicappede fra et bofællesskabet i Aalborg.

Overskud på ruten

Med løsnede led og opvarmede muskler løb kronprinsessen ud på ruten.

Det var nogle tætpakkede gader, hvor tilskuerne heppede på kronprinsessen og de andre løbere, og kronprinsessen svarede entusiastisk med smil og highfives.

Og det er ikke et tilfælde, at kronprinsessen havde overskud til at koncentrere sig om andre ting end ruten.

Hun og den kongelige familie har nemlig holdt sig i form under nedlukningen, forklarede hun efter løbet.

- Man skal ud i naturen, når man er så lukket inde. Det med at komme ud i naturen og bevæge sig er meget naturligt for mig og hele vores familie, sagde hun til TV 2.

Blev stående og heppede

Omkring 27 minutter efter starten var gået, løb kronprinsessen over målstregen til klapsalver fra tilskuerne.

Vanen tro delte hun highfives ud til tilskuerne, og selvom hun har holdt formen under nedlukningen, kan det altid blive bedre, lød det.

- Jeg kunne godt ønske mig lidt mere overskud, men der var en fantastisk stemning som altid - en rigtig folkefest. Alle havde det sjovt, og alle heppede, sagde hun.

Kronprinsessen takkede for støtten under turen ved selv at stille sig op i målområdet og heppe på løberne, der kom ind.

- Det handler om at gøre noget fælles, at komme ud og røre sig og mærke den energi, man får af det, lød det fra kronprinsessen.

De kongelige børn satte tempo på i København

I København stillede Prins Vincent, prinsesse Josephine og prinsesse Isabella op til start til at løbe en familie-mil (1,6 kilometer, red.) - denne gang uden forældre ved deres side.

Prins Christian er på kostskolen Herlufsholm og kunne derfor ikke deltage.

Men tiårige prins Vincent har tydeligvis også holdt sig i topform under nedlukningen, for han stak hurtigt af fra sine søstre.

Han holdt tempoet og kom først i mål. Her blev han stående i målzonen og klappede af først sin tvillingesøster prinsesse Josephine og senere prinsesse Isabella, da de løb i mål.

Prins Vincent kom først i mål, da tre af kronprinsparrets fire børn løb familiemilen i København. Video: Michelle Birch Johansen

Prins overraskede med ekstra løb

Der var dog mere krudt i kroppen hos prins Vincent, efter han havde løbet de 1,6 kilometer.

I ly for kameraernes søgelys havde prinsen begivet sig ud på endnu en rute - nemlig den på fem kilometer. Uden for Amalienborg Slotsplads stod hans to søstre klar til at heppe, da han kom forbi.

Prinsen sænkede dog ikke farten, da han løb forbi sine søstre, så det blev blot til støttende råb fra de to prinsesser, mens den hurtige prins susede forbi.

Prins Vincent kastede sig helt overraskende ud i et 5-kilometer løb i København klokken 15.