Taliban i Afghanistan

Taliban poserer, mens Tantholdt rapporterer fra Afghanistan: Stil dit spørgsmål til ham her

Hvad skete der? Herunder kan du se, hvad korrespondent Rasmus Tantholdt svarede på spørgsmål om situationen i Afghanistan direkte fra Kabul, efter den islamistiske bevægelse Taliban har overtaget magten i landet.

Stil spørgsmål

Tak for alle spørgsmålene

Kære alle,

Tusind tak for de overvældende mange spørgsmål. Om få minutter skal jeg direkte på TV 2 NEWS. Derfor er jeg nødt til at gå nu.

Kh Rasmus

Spørgsmål

Mikkel:

Så nu skal vi have en journalist mening om hvad og hvordan. Spekulationer men nu fra TV2. Enhver der har været tæt på virkeligheden kan sjældent genkende udlægget fra medierne :). Sæt nu der var noget positivt at sige, hører vi det så ? Er Rasmus der for at lave en historie eller reportere ?

Svar:

Hej Mikkel,

Jeg tror, du får svært ved at finde et sted, hvor jeg har sagt min mening om tingene her i Afghanistan :) Jeg forsøger at fortælle, hvad der foregår - efter bedste evne - og ikke, hvad jeg mener.

Vh Rasmus

Spørgsmål

Claus Andersen:

Hej Rasmus Oplever du stadig at der findes modstand imod Taliban i befolkningen eller har de fleste "bare" indfundet sig med det?

Svar:

Hej Claus,

Ja, der er masser af modstand. Afghanere i Panjshir kæmper stadig mod Taliban. Det fortæller flere internationale journalister, der dagligt vender tilbage derfra. Derudover har hundredevis af kvinder demonstreret i Kabuls gader mod Taliban. Men det virker også, der er mange, der stiltiende accepterer, at nu er det Taliban, der har magten.

Vh Rasmus

Spørgsmål

Christian Christensen:

Kommer vi til at opleve offentlige henrettelser og straffe udført i henhold til sharia lovgivningen ? Stening ? Hængning ? Håndsafhugning mv

Svar:

Hej Christian,

Det kan man bestemt ikke afvise. Det så man, sidst de var ved magten. Men indtil videre har de ikke udtalt sig om, hvordan de vil agere på det område.

Vh Rasmus

Spørgsmål

Frank:

Var Saudi-Arabien i slut-halvfemserne lige så rabiate som Taliban i Afghanistan ift. f.eks. kvinders rettigheder?

Svar:

Hej Frank,

Nej, trods alt ikke. I Saudi-Arabien skal man bære en hijab eller niqab, og man behøver dog ikke bære burka. Generelt kan man sige, at da Taliban regerede i 1990'erne, var det måske et af de lande, hvor kvinder blev allermest undertrykt.

Vh Rasmus

Spørgsmål

Tonny Olsen:

Taliban har vel ikke selv den økonomiske power, hvem er hovedsponsor?

Svar:

Hej Tonny,

Hovedsponsoren bliver formentlig primært lande som Pakistan, Kina, Tyrkiet og Qatar. Men afhængigt af hvilken måde Taliban kommer til at regere på, kan der måske også komme økonomiske samarbejder med en masse andre lande.

Vh Rasmus

Spørgsmål

Mette:

Hej Rasmus Taliban ser det vel som en stor sejr at vesten har trukket sig efter 20 års tilstedeværelse i landet … Var det efter din opfattelse en total forgæves indsats ?

Svar:

Hej Mette,

Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, om indsatsen var forgæves. Jeg lever af at fortælle, hvad der foregår og ikke, hvad jeg mener :) Men hvis du spørger nogle af de kvinder, vi mødte i dag, som har fået en uddannelse og et arbejde, som ikke var muligt under Taliban, så er svaret nok; nej, det var ikke forgæves.

Vh Rasmus

Spørgsmål

Kennet:

Hvor mange af de tidligere regerings soldater står nu på talibans side?

Svar:

Hej Kennet,

Formentlig rigtig mange. Det er der ikke en opgørelse over. Men det er almindeligt kendt at en del bare har skiftet uniform.

Vh Rasmus

Spørgsmål

Charlotte P.:

Tror du internationale ambassader vil genåbne i landet med tiden?

Svar:

Hej Charlotte,

Ja, det er ikke utænkeligt. Der vil helt sikkert være ambassader, der åbner i takt med, at forskellige lande anerkender det nye styre. Det bliver nok ikke Danmark lige med det første, men Pakistans ambassade er åben. Jeg ved ikke om Qatars, Kinas og Ruslands har åben, men det bliver de sikkert inden længe.

Vh Rasmus

Spørgsmål

Britta Jensen:

Vil Taliban forhindre at der kommer nødhjælp til landet fra vesten??

Svar:

Hej Britta,

Nej det vil de ikke nødvendigvis. Faktisk er de ret uafhængige af nødhjælp ude fra, så folk ikke ender med at sulte.

Vh Rasmus

Spørgsmål

Gabrielle Marie:

Hej Rasmus. Kan man allerede nu se en markant forskel på piger/kvinders måde at begå sig på i det offentlige rum? Og har man, endnu, oplevet reprimander/straffe af kvinder, der har udtalt sig negativt eller der ikke har "fulgt reglerne'? Dette både fra civile mænds Talibans side.

Svar:

Hej Gabrielle,

Der er kvinder, der har fået en hårdhændet behandling, efter de har demonstreret for kvinderettigheder. Derudover har vi ikke overværet at kvinder på gaden har fået en hårdhændet behandling af Taliban eller mænd i det hele taget.

Vh Rasmus

Spørgsmål

Oliver:

Virker det sandsynligt, at Taliban kan skabe et fredeligt Afghanistan?

Svar:

Hej Oliver,

Ja, det virker sandsynligt på kort sigt. Men spørgsmålet er, hvad det bliver for et regime, og det kommer ikke nødvendigvis til at virke fredeligt for de kvinder, der eventuelt får frataget deres rettigheder. Men decideret krig, som vi har set de seneste tyve år, er der ikke lagt op til.

Vh Rasmus

Spørgsmål

Simon :

Hvad vil et total økonomisk kollaps betyde for Afghanistan?

Svar:

Hej Simon,

Det ville først og fremmest gå ud over civil befolkningen på landet, hvor der er tørke og mangel på fødevarer og medicin. Ifølge FN har 93 procent af afghanske husholdninger ikke nok ressourcer til at opretholde en acceptabel levestandard.

Vh Rasmus

Spørgsmål

Daniel Madsen:

Er de nervøse for at usa vil prøve at genetablere sig i Afganistan?

Svar:

Hej Daniel,

Nej, og det er der heller ikke noget, der tyder på, at det vil komme til at ske. I hvert fald ikke militært.

Vh Rasmus

Spørgsmål

Lars:

Hvor meget magt har Ahmad Massoud? Er Panjshir overgivet?

Svar:

Hej Lars,

Vi taler dagligt med journalister, der kommer tilbage til Kabul derfra. De fortæller, at der stadig er kampe i Panjshir. 

Vh Rasmus

Spørgsmål

Sofie W:

Vil du mene, at samfundet i Kabul under Talibans styre, ender som et patriarkalsk samfund?

Svar:

Hej Sofie,

Ja, det gør det helt sikkert. Mænd kommer til at sidde på alle betydningsfulde poster under Taliban.

Vh Rasmus

Spørgsmål

Lotte Lambæk:

Hvad er den dominerende opfattelse hos aghanerne omkring vesten? Altså om vore retræte, forsøg på at få dem til at samarbejde under krigen - og det faktum, at nu er vi rejst over hals og hoved. Hvad føler de? (jeg tænker meget på dem og hele forløbet, jeg grubler og spekulerer på dette)

Svar:

Hej Lotte,

Afghanistan består af enormt mange etniciteter, stammer og befolkningsgrupper. Derfor er der meget forskellige holdninger til alt det, der er sket. Meget firkantet kan man sige, at folk på landet, der ikke nødvendigvis har oplevet den store forbedring af deres liv de seneste 20 år, er kritiske over for USA og hele den vetlige håndtering af Afghanistan. Derimod er der mange af de mennesker, som har fået uddannelse, er gået i skole og har fået arbejde i løbet af de seneste 20 år, der kan se en større fordel i en vestlig indblanding i Afghanistan.

Vh Rasmus

Spørgsmål

Kim :

Er lidt nysgerrig på hvad forskellen er på islamisk stat, al-Qaeda og Taliban når de bliver nævnt i forskellige debatter

Svar:

Hej Kim,

Det ville blive et meget langt svar, hvis jeg skulle gå i dybden. Men en vigtig forskel på terrororganisationerne IS og al-Qaeda og Taliban er, at Taliban ikke er kendt for at stå bag international terrorisme.

Vh Rasmus

Spørgsmål

Mikkel Burchardt:

Ser Taliban en fordel i at du som udenlandsk journalist rapporterer fra Kabul, og garanterer de for din sikkerhed, også fra de nederste i Talibans hierarkivet Kan du rejse frit, og skrive ringe frit som du vil?

Svar:

Hej Mikkel,

Der er ikke længere krig i landet, som vi har set de sidste 20 år, så vi kan bevæge os forholdsvist frit. Men det er klart, at en del steder kræver Talibans tilladelse først. Jeg tror ikke, at Taliban ville lukke udenlandske journalister ind, hvis de ikke kunne se en fordel i det. De vil formentlig forsøge at vise omverden, at de ikke er så slemme, som de bliver gjort til. Spørgsmål er så, hvordan de vil opføre sig, når den internationale interesse begynder at lægge sig, og internationale journalister rejser væk.

Vh Rasmus

Spørgsmål

Parviz:

Hej Rasmus Hvordan er holdningen hos de civile, at Taliban sidder nu med regeringsmagten? Er folk stadig bange for at komme ud af deres hjem?

Svar:

Hej Parviz,

Der er helt sikkert folk, der er bange for at komme ud, og som frygter for Taliban, fordi de for eksempel har arbejdet for de internationale styrker eller lignende. Samtidig kan vi også se på en helligdag som i dag, at der er mange mennesker på gaden, og at livet på en eller anden måde går videre for de fleste.

Vh Rasmus