Nyheder

Konservative kræver Bramsens afgang

Forsvarsordfører Niels Flemming Hansen mener, at forsvarsministeren har ført valgkamp målrettet Socialdemokratiet for skatteydernes penge.

Trine Bramsen (S) bør ikke være Danmarks forsvarsminister.

Det er holdningen fra de konservative profiler Marcus Knuth, udenrigsordfører, og Niels Flemming Hansen, forsvarsordfører. Det skriver de i en fælles kommentar i Berlingske.

Trine Bramsen har været involveret i et hav af møgsager gennem tiden

Niels Flemming Hansen, udenrigsordfører Konservative

De to efterlyser en årsag til, at Radikale Vestre, Enhedslisten og SF fortsat bakker op om Trine Bramsen som minister.

Der er nemlig flere grunde til, at hun ikke længere skal sidde på ministertaburetten, mener de.

Blandt andet er de konservative politikere i tvivl om, hvorvidt forsvarsministeren har forståelse for de menneskeliv, der er gået til i krigen i Afghanistan.

Kræver ny ledelse

Over for TV 2 uddyber forsvarsordfører Niels Flemming Hansen sin kritik af forsvarsministeren.

Hvorfor er det, at I vil have Trine Bramsen går af?

- Trine Bramsen har været involveret i et hav af møgsager gennem tiden. Den seneste tids ballade i forbindelse at trække de danske soldater fra Afghanistan har slået hovedet på sømmet, siger han.

Forsvarsordføreren mener, at Forsvaret har det bedst, når der er ro i Forsvaret. Og det har der i den konservative forsvarsordførers optik ikke været gennem længere tid.

- Man kan som forsvarsminister ikke rode rundt, som Trine Bramsen har gjort. Forsvaret er bedst tjent med en anden ledelse, mener Niels Flemming Hansen.

Det kan ikke passe, at det danske forsvar, og dermed skatteyderne, skal betale for Socialdemokratiets valgkamp

Niels Flemming Hansen, udenrigsordfører Konservative

Skidt timing

Den konservative politiker hæfter sig især ved, at Trine Bramsen søndag 15. august, hvor Kabul blev indtaget af den militante islamistiske Taliban-bevægelse, befandt sig på Ærø for at besøge øens borgmester.

- Hun burde have siddet på sit kontor og passet på butikken. Man forlader ikke posten i København, når det brænder i Afghanistan, siger Niels Flemming Hansen.

Forsvarets Efterretningstjeneste har erkendt, at man undervurderede, hvor hurtigt Talibans magtovertagelse ville gå. Er det ikke let at kritisere Trine Bramsen for, at hun forlod sin post - burde hun være klogere end Forsvarets Efterretningstjeneste?

- Vi forventer ikke, at Trine Bramsen er klogere end de efterretninger, som hun får. Men i en så afgørende situation bør udviklingen i landet følges time for time, mener de konservatives forsvarsordfører.

K: Skatteyderbetalt valgkamp

Niels Flemming Hansen peger også på, at ministeren benyttede et af Forsvarets skibe til at sejle til Ærø og føre kommunalpolitisk valgkamp for ø-kommunens borgmester.

I et tidligere interview med TV 2 har Trine Bramsen fastholdt, at der var tale om et tjenestestedsbesøg, da hun både til og fra Ærø var ombord på et af Forsvarets skibe - er det ikke godt nok?

- Det kan ikke passe, at det danske forsvar, og dermed skatteyderne, skal betale for Socialdemokratiets valgkamp, lyder kritikken.

I Berlingske nævner Knuth og Hansen også, at seks dage før Kabuls fald fik Folketingets partier at vide, at det var usandsynligt, at Taliban kunne indtage Kabul før på den anden side af nytår.

- Men man må forstå på Trine Bramsen, at det ikke er en forsvarsministers ansvar at sætte sig ind i sikkerhedssituationen i Afghanistan. Helt ærligt. Som øverste chef for Forsvaret kan man ikke løbe fra det ansvar. Og det gælder især, at vi i Folketinget ikke fik det sande billede om Afghanistan at vide fra forsvarsministeren, skriver de.

Socialdemokratiet utilfredse med kritikken

Hos Socialdemokratiet er man ikke imponerede over Konservatives udmelding.

Her kalder regeringspartiets politiske ordfører angrebet på forsvarsministeren for 'en uværdig klapjagt'.

- Jeg synes sådan set, at de skulle holde inde. De er ude i en klapjagt, der er uværdig. Jeg oplever desværre, at De Konservative har meget travlt under den her evakuering med at skyde løs, siger Socialdemokratiets nyudnævnte politiske ordfører Jeppe Bruus til Ritzau.

- Jeg synes, de falder i niveau her, og tiden er til lige at indstille klapjagten. Jeg har også hørt flere politikere sige, at de faktisk har oplevet en utrolig god betjening i Udenrigspolitisk Nævn. Derfor synes jeg, at det er alt for let købt at skrive den her slags ting, lyder det.

- De prøver at gribe efter, hvad de kan, for at se om de kan skabe opbakning til at vælte en minister. Det synes jeg ikke er rimeligt, og det er uholdbart, at de prøver at samle til bunke. Det synes jeg, de skulle holde inde med, siger Jeppe Bruus.

Mistillid fra Venstre

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, håber ligesom Konservative, at forsvarsminister Trine Bramsens Ærø-tur i Forsvarets båd får konsekvenser.

Han har tidligere udtrykt mistillid over for Trine Bramsen til TV 2.

- Jeg har svært ved at se, hvordan hun kan fortsætte. Jeg synes, at den her måde at håndtere tingene på, vidner om, at man ikke forstår historien, og ikke har forståelse for de menneskeliv, man har ansvaret for, sagde Jakob Ellemann-Jensen i august i 'Lippert' på TV 2 NEWS.

Tror du, I får held med at vælte Trine Bramsen?

- Det håber jeg for de cirka 23.000 medarbejdere, som er i Forsvaret, siger Niels Flemming Hansen.