Nyheder

Sygeplejerske: - Vi kan ikke vente på OK24

Et såkaldt konfliktkontingent skal polstre fagforeningen til overenskomstforhandlingerne i 2024.

Folketingsflertallet har svigtet sygeplejerskerne, og beslutningen om at stoppe strejken med lovindgreb stiller sundhedsvæsenet i en kritisk situation.

Sådan lød en af konklusionerne efter torsdagens kongres i Dansk Sygeplejeråd (DSR) i en pressemeddelelse.

Blikket hos fagforeningen er nu rettet mod overenskomstforhandlingerne i 2024 og arbejdet i den kommende lønstrukturkomite.

På trods af de kritiske røster mod regeringen, står sygeplejerske ved Bispebjerg Hospital Luca Pristed tilbage med en følelse af mangel på svar.

- Jeg savner, at der bliver taget mere stilling til den situation, vi sygeplejersker står i lige nu, for den er ikke holdbar. Vi kan ikke vente til 2024 med at se ændringer, siger han.

Blikket rettet mod OK24 og lønstrukturkomité

Kongressen markerer ifølge Dansk Sygeplejeråd, at sygeplejerskerne nu ser fremad og fortsætter kampen for ligeløn.

- Det politiske mod til forandring udeblev desværre i denne konflikt. Men kravet om forandring er kun forstærket, fremgår det af pressemeddelelsen fra DSR.

Men selvom Luca Pristed er enig i ambitionerne hos DSR, føler han sig forvirret over, at der ikke fra fagforeningens side er kommet mere fokus på, hvad der nu skal ske for sygeplejerskerne på den korte bane.

- Det virker til, at DSR fokuserer på OK24 og resultaterne af lønstrukturkomiteen. Men hvad med den situation, vi står i lige nu?, siger han.

Som konsekvens af lovindgrebet føler Luca Pristed sig nødsaget til at lægge fleksibiliteten i arbejdet på hylden på trods af dårlig samvittighed overfor både kollegaer og patienter.

En naturlig konsekvens af strejker

Dansk Sygeplejeråds (DSR) medlemmer kommer til at skulle betale mere i kontingent efter den næsten ti uger lange strejke.

Det er blevet besluttet på fagforeningens kongres torsdag. Et såkaldt konfliktkontingent skal "polstre organisationen til overenskomstforhandlingerne i 2024".

Hvad konfliktkontingentet præcist bliver, skal hovedbestyrelsen i DSR nu beslutte.

Luca Pristed har fuld forståelse for konfliktkontingentet.

- Det er en helt naturlig del af at strejke, men jeg ville ønske, at vi vidste, hvad pengene i den strejkekasse skal bruges til fremover, siger han.

- Jeg har ikke længere tiltro til, at vi med den nuværende model og en fremtidig strejke får de resultater, vi ønsker, og det savner jeg et modsvar på fra fagforeningen, siger han.

God økonomi skal sikre fremtidens overenskomstforhandlinger

Formand Grete Christensen oplyser i pressemeddelelsen, at der i kongressen er enighed om, at DSR skal sikre en stabil økonomi.

Det "giver handlemuligheder, så vi er rustet bedre til fremtidens overenskomstforhandlinger".

Samtidig er DSR opmærksomme på, at medlemmerne ikke skal betale mere end højst nødvendigt.

- Vi skal være kampklar i 2024 – forhåbentlig sammen med andre faggrupper i kølvandet på lønstrukturkomiteens anbefalinger, som vi har høje forventninger til, siger hun.

TV 2 har torsdag forsøgt at få en kommentar fra formand Grete Christensen, men DSR henviser til pressemeddelelsen.