Det siger anmelderne om ny Marvel-superheltefilm
Superheltefilmen er den første af sin slags med en asiat i hovedrollen.
Der er actionfyldt kung-fu, humor og kampscener i den nyeste actionfilm fra Marvel.
Filmen hedder ’Shang-Chi and the Legend of the Ten rings’ og har den canadiske Simu Liu i hovedrollen.
Både Politiken, Soundvenue og ’Go’ morgen Danmarks’ filmanmelder, Ann Lind Andersen, giver filmen "fire store stjerner" ud af seks.
Filmen er den 23. i rækken fra Marvels superhelteunivers, men har gjort sig særligt bemærket, da den er den første af sin slags med en asiat i hovedrollen.
Jyllands-Posten giver filmen, der har dansk biografpremiere fredag 3. september, fem ud af seks stjerner med kommentaren:
- Liu er glimrende som Shang-Chi, men det er ikke mindst takket være talentfulde og afsindig morsomme Awkwafina, at ”Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings” virkelig slår gnister.
På tide med en asiat i hovedrollen, mener anmelder
Det har længe været på dagsordenen i Hollywood, at der har været et repræsentationsproblem.
Derfor er det på tide, at man har fået en asiatisk skuespiller i den bærende hovedrolle, lyder det fra Ann Lind Andersen:
- De har haltet bagefter både med en kvindelig superhelt, en sort superhelt, som vi så i ’Black Widow’ og ’Black Panther’, og nu kommer de så med den her.
Spørger man Ann Lind Andersen, hvorfor det netop skulle være nu, har hun to bud.
- Det er selvfølgelig mest forårsaget af det her diversitetsfokus, der er i filmbranchen i de her år, men man skal heller ikke glemme, at der ligger et kæmpestort asiatisk marked i Kina og Korea, forklarer hun i 'Go' morgen Danmark'.
At ‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’ er den første film med en asiat i hovedrollen, er blevet bemærket i både danske og udenlandske medier.
Information kalder det “bemærkelsesværdigt”, mens den amerikanske avis The New York Times kritiserer filmen for at bruge “overfladiske markører for asiatisk kultur” og slutter sin anmeldelse med ordene:
- Jeg håber, jeg tager fejl, fordi Shang-Chi og andre kvindelige helte, queer-helte og farvede helte, som forhåbentlig vil følge efter, fortjener meget mere.
Masser af kung-fu
Filmens historie starter i San Fransisco, hvor Shang-Chi under navnet Shaun lever et stille og roligt liv. Sammen med veninden Katy (Awkwafina) lever han af at parkere biler for rige hotelgæster.
- Han er jo sådan en almindelig dude ved første øjekast, forklarer Ann Lind Andersen.
Men Shang-Chis fortid indhenter ham snart, da han får et mystisk brev, og hans far, en udødelig krigsherre spillet af Tony Leung, sender en flok håndlangere ombord på en bus for at hente en særlig amulet, som Shang-Chi har hængende om halsen.
Og Shang-Chi er ikke en klassisk superhelt med superkræfter.
Hans kraft kommer til udtryk gennem kung-fu og de ti ringe, som giver ham magiske kræfter til at kæmpe mod faren, Wenwu, i “vanvittigt fede” kung-fu-scener, som Ann Lind Andersen beskriver dem.
Ros til medskuespillere
Simu Liu er i hovedrollen akkompagneret af stærke skuespillere, som ifølge Ann Lind Andersen gør filmen værd at se.
Simu Lius sammenspil med Awkwafina fungerer rigtig godt, og den kvindelige skuespiller tilføjer en jordnærhed, lyder det.
- Hun trækker lige det her superhelteunivers ned på jorden, og det har man brug for, fordi alt andet er så højtflyvende i de her superhelteuniverser, siger filmanmelderen.
Der er ligeledes store roser til skuespiller Tony Leung. Ann Lind Andersen mener, at han overskygger Simu Liu med sin præstation som hovedpersonens far i filmen.
Filmekspert Casper Christensen fra filmnorden.dk er enig:
- Tony Leung kan noget helt særligt. Han har noget indbygget karisma og drama i sig, som gør, at han kan bare de her dramatiske roller, selv i sådan et stort cirkus, som Marvel-film er, forklarer han.
Casper Christensen er ellers ikke lige så begejstret for filmens historie, som Ann Lind Andersen er. Men ifølge ham trækker Tony Leung den op – så meget, at filmanmelderen hellere så ham som hovedperson, lyder dommen:
- Den store, spændende historie ligger i hans far. Faren er den her tusind år gamle krigsherre, der har haft de her ringe i så mange år, og som er gået ned ad ondskabens vej, selvom han inderst inde er et godt menneske, siger Casper Christensen.
Se interviewet med Ann Lind Andersen og Casper Christensen i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY