GO'

Viste sine rådne tænder på direkte tv – en besked fik hende til at spærre øjnene op

Louise Andersen har samlet pant ind for 12.000 kroner til Michelle Andersens tandprotese.

I april stod Michelle Andersen frem i TV 2-programmet ‘Go’ aften LIVE’ med sine rådne tænder.

I dag, fem måneder efter, kan hun ikke stoppe med at smile.

Efter kameraerne var slukkede modtog hun nemlig en masse beskeder fra mennesker, hun ikke kendte.

De fleste beskeder var positive og støttende, men én besked fik hende til at spærre øjnene op.

Den var fra Louise Andersen, som tilbød at starte en pantindsamling, som kunne hjælpe Michelle Andersen med at betale for en tandprotese.

- Det var rigtig, rigtig rørende, fordi jeg pludselig følte, at jeg ikke stod alene med min kamp, fortæller Michelle Andersen i ’Go’ aften LIVE’.

Håndsrækningen fra Louise Andersen fik Michelle Andersen til at tro på, at hun kunne få en tandprotese. Med ekstra vagter på arbejde ved siden af hf-studiet, en heldig tilbagebetaling af SU og pengene fra pantindsamlingen har hun nu kunnet betale de 32.000 kroner, en protese koster.

- Det betyder mere, end jeg faktisk kan beskrive. Jeg havde ikke stået her i dag med de her tænder, hvis Louise ikke havde rakt ud efter mig, lyder det.

Tandlægeskrækken er væk

Michelle Andersens opdagede første gang i 2016, at hendes tænder var begyndt at rådne. Derudover havde hun begyndende parodontose i nogle af kindtænderne.

Det resulterede i, at hun ofte blev hjemme og ikke smilte i fem år, fordi hun skammede sig over sine tænder.

Men fordi hun var så bange for at gå til tandlægen, gjorde hun intet og lod stå til.

Den nye tandprotese har dog ændret hendes forhold til tandlægen. Den tandlæge, der har stået for hele forløbet, har nemlig også gjort en forskel.

Jeg tænkte på, hvis det var mig selv, der havde sådan nogle tænder

Louise Andersen, lagermedarbejder

- Nogle gange har det taget hende ti minutter til et kvarter, før hun er kommet i gang med behandlingen. Hun har været meget støttende over for min tandlægeskræk og de ting, jeg har været bange for, forklarer Michelle Andersen.

Derfor er det heller ikke forbundet med angst, når hun om en uge skal til tandlægen igen med protesen for at få tjekket, om alt er, som det skal.

Hentede pant hjemme hos folk

Det var interviewet med Michelle Andersen i ’Go’ aften LIVE’, der fik Louise Andersen til at starte sin pantindsamling.

- Jeg startede indsamlingen, fordi jeg tænkte på, at hvis det var mig selv, der havde sådan nogle tænder, og hvordan jeg ville gå rundt og have det, forklarer hun.

For Louise Andersen skal man give folk chancer og hjælpe dem videre – også selvom de har begået en fejl.

- Jeg tænkte, at en indsamling måtte da kunne gøre et eller andet. Jeg startede nogle pantindsamlinger på Facebook, hvor jeg spurgte folk, om de kunne undvære noget pant, de havde i overskud, og så kørte jeg ud på adresserne og hentede dem, fortæller hun.

Pantindsamlingen endte med et resultat på 12.000 kroner, som hun sendte til Michelle Andersen.

To sekunder, jeg skal lige have sat mine tænder på plads

Michelle Andersen, HF-studerende

Smiler igen

Michelle Andersen har nu haft sin tandprotese i tre uger, og hun kan ikke stoppe med at smile og grine.

Heller ikke når den falder ud midt i engelsktimen, og hele klassen griner med, fortæller hun i 'Go' aften LIVE':

- Idet jeg er ved at sige noget, så er jeg faktisk ved at tabe mine tænder og siger: ”To sekunder, jeg skal lige have sat mine tænder på plads”.

Når Michelle Andersen er færdig med sin hf-eksamen, ved hun også, hvad hun skal bruge sit smil til.

- Jeg vil bruge mit smil på at snakke til unge mennesker omkring selvværd. Der er rigtig mange unge mennesker, der lider af dårligt selvværd, slutter hun.

Se interviewet med Michelle Andersen og Louise Andersen i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY