Sådan fungerer Kinas ekstreme karantænesystem, fortæller TV 2s korrespondent
TV 2s nye Asienkorrespondent er landet i Shanghai og har været gennem tre ugers karantæne. Læs hendes beretning her.
Kina er kendt for at have nogle af verdens skrappeste coronarestriktioner, og der er nultolerance over for nye smittetilfælde.
Det betyder, at landets grænser stort set har været lukkede siden pandemiens start, og at man kun bliver lukket ind, hvis man har et såkaldt anerkendelsesværdigt formål.
I mit tilfælde var det mit nye job som Asienkorrespondent med base i Shanghai.
Det er ikke overraskende mere besværligt at flytte om på den anden side af jorden midt i en pandemi, fordi alle gængse procedurer er sat ud af spil. Det er også naturligt, at man skal dokumentere sin sundhedsmæssige status, når man krydser landegrænser.
Men det virker ikke helt logisk, at man skal i tre ugers karantæne, når man er fuldt vaccineret og har leveret en frisk covid-19-test og antistoftest inden afrejse. Men sådan er reglerne i Kina, og senere forstod jeg hvorfor. Det vender jeg tilbage til.
En grøn QR-kode er et must
Udfordringerne startede allerede i Kastrup Lufthavn, da jeg i starten af august skule flyve til Kina. Her skulle alle passagerer uploade deres testresultater til den kinesiske ambassade i Danmark og derefter vente på, at de kinesiske myndigheder tryllede dem om til en grøn QR-kode. Uden den er der ingen adgang til Kina.
Det lykkedes min familie og mig at få de fire grønne koder, otte minutter inden SAS-skranken lukkede, hvilket resulterede i, at vores bagage ikke nåede at komme med. Men det vigtigste var, at vi kom med flyet og landede i Shanghai næste morgen.
Her startede vi dagen med at få målt vores temperatur af sundhedspersonale iført fuldt beskyttelsesudstyr. Derefter blev vi testet igen og blev bedt om at genere en ny QR-kode med vores personlige oplysninger i den populære kinesiske app WeChat.
Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke læste det med småt, da jeg indså, at jeg ikke ville komme videre uden den QR-kode.
Coronasikker korridor
Vi mødte på intet tidspunkt kinesisk personale, som ikke lignede rumvæsener og blev flere gange sprøjtet til med desinfektionsmiddel i den særlige korridor, der var bygget til formålet. Min mand fik klorpletter på sine bukser, og jeg nåede lige at redde TV 2s udstyr fra at blive gennemblødt.
Det begyndte at gå op for os, at vi ville blive betragtet som smittede i de næste tre uger. Sidst på eftermiddagen blev vi ført ud af lufthavnen og hen til en bus, som kørte os til det hotel, hvor vi skulle tilbringe de næste to uger.
Døren til hotelværelset blev kun åbnet, når vi fik serveret mad tre gange om dagen eller fik målt vores temperatur to gange om dagen. Hver tredje dag blev vi testet.
Vinduet kunne kun åbnes ti centimeter, men jeg trøstede mig med, at det alligevel er alt for varmt og fugtigt på denne årstid.
Nærkontakt til en smittet
Efter en uges tid blev vi en dag ringet op fra receptionen og fik at vide, at vi har været i nærkontakt med en smittet. Det undrede os, fordi det havde været så svært at komme ombord på flyet til Kina. Hvordan var det overhovedet muligt?
Det viste sig, at vi havde siddet i nærheden af en smittet person ombord på SAS-flyet til Shanghai, som nu var blevet testet positiv for covid-19. Pludselig gav det hele lidt mere mening. I hvert fald når man som Kina har en strategi om nultolerance over for coronavirus.
Den sidste uge i hjemmekarantæne var bedre end frygtet, for det viste sig, at vi gerne måtte gå ud med mundbind, hvis vi holdt os fra store menneskemængder.
Vi blev endda betroet opgaven med at måle vores egen temperatur to gange om dagen. Hver aften skulle vi sende målingerne til den kontaktperson fra kommunistpartiets lokalkomité, som havde ansvar for at holde øje med os.
Med to friske test mere i hånden blev vi endelig sluppet fri i det kinesiske samfund efter tre ugers karantæne. Nu kan vi bevæges os frit omkring.
Så længe vi har en grøn QR-kode.