Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus 30. august

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Her får du seneste nyt om coronavirus i Danmark og verden.

Du kan se de seneste coronatal her.

Mindst 1120 personer testet positive via smittestop-app

Mindst 1120 personer er blevet testet positive for covid-19 efter at være blevet advaret via app'en Smittestop. Det skriver Sundhedsministeriet på Twitter.

I alt har 120.228 angivet appen som årsag til testbestilling på coronaprøver.dk, dog har kun 40 procent angivet en årsag til tidsbestilling. I alt er appen hentet næsten 2,4 millioner gange, og 86.322 har meldt sig smittet i appen.

Smittestop-appen er udviklet af virksomheden Netcompany, og kostede alene i 2020 de danske skatteydere 35 millioner kroner.

EU anbefaler begrænsninger på rejsende fra USA

Fra i dag lyder den officielle anbefaling fra EU til de 27 medlemslande at sætte begrænsninger på rejsende fra USA. Anbefalingen sker på baggrund af, at USA den sidste tid har oplevet en stor stigning i smittede med covid-19. Det skriver flere medier, her i blandt nyhedsbureauet AP.

Coronasmitten i USA er ifølge nyhedsbureauet på det højeste niveau siden januar, med gennemsnitligt 152.000 dagligt smittede i sidste uge.

Alle nedlukkede sogne genåbner 1. september

Alle automatisk nedlukkede sogne genåbner 1. september. Det oplyser sundhedsministeriet til TV 2. Det skyldes, at bekendtgørelsen om automatiske sognenedlukninger udløber.

Herefter vil Styrelsen for Patiensikkerhed dog stadig have mulighed for at udstede påbud til en kommunalbestyrelse om at lukke blandt andet specifikke skoler og institutioner, hvor der er høj smitte.

Der vil fortsat være en intensiv overvågning af, hvordan smitten udvikler sig med henblik på at understøtte den lokale smitteforebyggende indsats, skriver sundhedsministeriet til TV 2.

Lige nu er fire sogn ramt af automatiske nedlukninger: Tvis i Holstebro, Skelund i Mariagerfjord, Vollsmose i Odense og Saltum i Jammerbugt.

Få overblikket over sognenedlukninger her.

Sådan bliver et sogn automatisk lukket ned

Hvis et sogn opfylder alle disse tre kriterier, bliver det automatisk lukket ned:

  • Mindst 1000 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage
  • Mindst 20 smittede personer de seneste syv dage
  • Positivprocent på mindst 3 procent de seneste syv dage

762 nye smittede og nul døde

Mandagens coronatal fra Statens Serum Institut viser, at der er registreret 762 nye smittetilfælde og 0 døde. Antallet af indlagte stiger med 13 til 142. Man skal tilbage til 4. juni for at finde et tilsvarende niveau. Da var der 145 indlagte. Se de nyeste coronatal for Danmark og resten af verden her.

WHO forventer mange flere dødsfald i Europa

Inden 1. december frygter WHO, at Europa skal igennem 236.000 flere coronarelaterede dødsfald. Sådan lyder det mandag fra Verdenssundhedsorganisationen ifølge The Guardian.

Den europæiske chef Hans Kluge forklarer, at der i sidste uge på europæisk plan var en stigning på 11 procent i antallet af døde. Og han begrunder fremtidsprognosen med den mere smitsomme Delta-variant, lempelser af restriktioner og mange udlandsrejser.

Derudover siger han ifølge The Guardian, at vaccinetilslutningen er faldende i Europa.

Personer med svært nedsat immunforsvar får tilbudt tredje stik

Personer, der har svært nedsat immunforsvar, får nu tilbud om at få et tredje stik med en coronavaccine. Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Det drejer sig blandt andet om personer med visse typer alvorlige blod- og knoglemarvsygdomme, personer, der er organtransplanterede, personer i dialyse og personer, der har fået kemoterapi i løbet af 2021.

New Zealand melder om første dødsfald relateret til Pfizer-vaccinen

New Zealands sundhedsministerie oplyser mandag, at landet har haft sit første dødfald relateret til coronavaccinen fra Pfizer, skriver Reuters.

Der er tale om en kvinde, der fik betændelse i sin hjertemuskel. Det kaldes myocarditis og er en meget sjælden, men velkendt, bivirkning ved Pfizer-vaccinen

Som reaktion lyder det fra Pfizer, at selskabet er bevidst om tilfælde af myocarditis som konsekvens af vaccinen, men at det er en yderst sjælden bivirkning. Pfizer siger også, at de tager sådanne kritiske hændelser meget alvorligt.

Japan sætter flere vacciner på pause efter fund af mørkt stof

Torsdag suspenderede Japan brugen af 1,6 millioner vaccinedoser fra Moderna efter fund af fremmed mørkt stof i flere partier. Nu fortsætter suspenderingen, og landet har nu i alt midlertidligt indstillet bruget af 2,6 millioner Moderna-doser. 

Lørdag oplyste regeringen, at to mennesker var døde efter at have fået vacciner fra de påvirkede partier. Dødsårsagen er ved at blive undersøgt.

Rekordhøj mangel på arbejdskraft i servicebranchen

Tal fra Danmarks Statistik viser, at 28 procent af virksomhederne i servicebranchen i august meldte om mangel på hænder. Det er den højeste andel i de ti år, statistikken er lavet. For hotellerne gælder det hele 80 procent.

Amerikanske hospitaler frygter at løbe tør for ilt

Hospitaler i Florida, South Carolina, Texas og Louisiana kæmper med at have ilt nok til behandling af alvorligt syge coronapatienter, skriver CNN.

Florida havde lørdag den højeste indlæggelsesrate i hele USA, der ellers grundet manglende vaccinetilslutning generelt kæmper med høje smittetal. Per 100.000 indbyggere var 75 personer indlagt med coronavirus i delstaten, og i denne del af pandemien er patienterne yngre end tidligere, siger en læge i intensivbehandlingen på et af Floridas hospitaler til CNN.

De lider, de dør hurtigere, og det skyldes især Delta-varianten, manglen på ilt og den lave vaccinetilslutning, lyder forklaringerne.

Styrelsen for Patientsikkerhed griber ind hos behandlere, der vil rense vacciner for mørk energi

Birgit Lund Kjær og Trine Lund Kjær - mor og datter - har af Styrelsen for Patientsikkerhed fået frataget deres autorisationer som sygeplejersker samt retten til at kalde sig sygeplejersker, skriver Nordjyske.

I deres virksomhed Lyscirklen i Sæby arbejder de "sammen med lysets mestre" og udbyder forskellige former for healing, clairvoyance og alternativ behandling - blandt andet tilbydes vaccinerede mod corona at blive renset for mørke energier. 

Kvinderne er ikke voldsomt tyngede af Sundhedstyrelsens indgriben. For styrelsen har intet med dem at gøre, lyder det. 

I Sydney forventes intensivafdelingen nu at få travlere end nogensinde

I den australske delstat New South Wales, hvor storbyen Sydney ligger, forventes de høje coronasmittetal nu at få særdeles store konsekvenser.

Delstatslederen Gladys Berejiklian oplyser, at staten forbereder sig på et øget antal hospitalsindlæggelser, da vaccineindsatsen endnu ikke har lettet presset. Han siger derudover, at delstaten i oktober forventer den værste måned for intensivafdelingerne.

840 er nu indlagt med corona i New South Wales, hvoraf 137 kræver intensivbehandling, skriver Reuters. Delstaten har knap 8,2 millioner indbyggere.