Taliban i Afghanistan

Nye angreb kan være på vej, men hvem kontrollerer Kabuls lufthavn?

Folk strømmer stadig til lufthavnen i Kabul trods et blodigt terrorangreb torsdag. Få et overblik over situationen i lufthavnen lige nu.

USA’s militær har natten til lørdag udført et droneangreb mod Islamisk Stat Khorasan (IS-K) i Afghanistan.

Det sker efter et selvmordsangreb nær lufthavnen i Kabul torsdag, hvor op mod 170 personer omkom - heraf 13 amerikanske soldater.

Der er stadig overhængende risiko for flere terrorangreb mod lufthavnen i Kabul de kommende dage, lyder meldingen fra Pentagon.

Præsident Biden fastholder, at de sidste amerikanske soldater forlader Afghanistan tirsdag den 31. august - og dermed ender evakueringsindsatsen også for de vestlige lande. Alligevel strømmer folk stadig til i et håb om at slippe ud af landet.

Her får du et overblik over den tilspidsede situation i og omkring Kabuls lufthavn.

Hamid Karzai International Airport

Kabuls lufthavn ligger cirka fem kilometer uden for hovedstadens centrum.

Lufthavnen fungerer både som Afghanistans største lufthavn og en af landets største militærbaser med plads til flere end 100 jagerfly.

Hamid Karzai International Airport fik sit nuværende navn i 2014 for at ære den tidligere præsident – Hamid Karzai.

Da Taliban 15. august tog magten i Afghanistan, blev alle civile flyvninger ud af lufthavnen i Kabul aflyst.

To dage efter blev der åbnet for, at militærfly kunne lette fra lufthavnen, hvis de deltog i evakueringsindsatsen.

Hvem har kontrol med lufthavnen?

USA og Storbritannien har det overordnede ansvar for sikkerheden i Kabuls lufthavn.

Det anslås, at USA har op mod 6000 soldater i lufthavnen under evakueringsindsatsen. Derudover har amerikanske jagerfly og kamphelikoptere patruljeret luftrummet over lufthavnen.

Storbritannien menes at have omkring 1000 soldater på landjorden ved Hamid Karzai International Airport.

En række Nato-lande har også haft mindre styrker i lufthavnen, men de er trukket ud i takt med, at evakueringerne er overstået.

Sent fredag oplyste Taliban, at man havde kontrol med dele af den militære del af lufthavn, men det afviser USA’s forsvarsministerium.

Sikkerheden uden for lufthavnen

Taliban har oprettet kontrolposter ved indfaldsvejene til lufthavnen, men har ifølge USA i store træk været samarbejdsvillige i forhold til at lade folk nå frem til lufthavnen.

TV 2s korrespondent Simi Jan, som indtil for få dage siden befandt sig ved lufthavnen i Kabul, har dog ved flere lejligheder rapporteret om Talibans hårdhændede behandling af især afghanere, som forsøgte at nå frem til lufthavnen.

Hun kunne blandt andet fortælle, at Taliban-vagterne stod klar med køller og læderbælter, hvis ikke folk kunne argumentere overbevisende nok for, hvorfor netop de skulle evakueres.

Militsen har gentagne gange affyret advarselsskud for at få folk til at forholde sig i ro, fortæller Simi Jan.

Taliban har slået fast, at fristen for evakueringer ikke kan forlænges efter 31. august – og det vil blive opfattet som en besættelse og provokation, hvis det sker.

Hvad er situationen lige nu?

Efter torsdagens blodige angreb ved lufthavnen i Kabul blev evakueringsindsatsen fredag genoptaget.

Men flere lande har efter angrebet meddelt, at de nu afslutter deres evakueringsindsats eller allerede har gjort det. Blandt andet for at give plads til, at USA kan nå at færdiggøre sin evakuering inden tirsdagens deadline.

Alligevel strømmer folk stadig til lufthavnen og slutter sig til de store menneskemængder, som desperat forsøger at slippe ud af landet i ellevte time.

- Jeg frygter, der vil komme en eksplosion hvert øjeblik, men vi har mange udfordringer i vores liv. Det er derfor, at vi tager risikoen for at komme herud og overvinde frygten, siger Ahmadullah Herawi til nyhedsbureauet AP.

USA’s præsident Joe Biden fastholder, at USA skal være ude af Afghanistan 31. august, og dermed slutter de vestlige landes evakueringsindsats efter planen tirsdag.