Taliban i Afghanistan

Angelina Jolie slår instagramrekord med brev fra afghansk pige

Den normalt private skuespiller Angelina Jolie er kommet på Instagram for at råbe højt om situationen i Afghanistan.

Den amerikanske hollywoodskuespiller Angelina Jolie er normalt ikke til stede på nogen sociale medier.

Men situationen med Talibans overtagelse af Afghanistan har fået hende til at oprette en instagramprofil.

Det er sygeligt at se

Angelina Jolie om tilstanden i Afghanistan

Her deler hun et brev, hun har modtaget fra en afghansk pige, der skriver om sin frygt for fremtiden i landet.

- Vi havde alle sammen rettigheder, vi kunne forsvare vores rettigheder frit, men da de (Taliban, red.) kom, var vi alle bange for dem, og vi tænker, at vores drømme er forsvundet, skriver den unavngivne pige i brevet.

- Det er sygeligt

Angelina Jolie er speciel udsending for FN's Flygtningehøjkommissariat og har tidligere rejst til udsatte områder i verden, hvor folk er blevet fordrevet fra deres hjem.

- Jeg var ved den afghanske grænse to uger før 11. september, hvor jeg mødte afghanske flygtninge, som var flygtet fra Taliban. Det er 20 år siden, skriver Angelina Jolie på Instagram.

- Det er sygeligt at se afghanere blive fordrevet igen ud af den frygt og usikkerhed, som har grebet landet.

Med sin berømthed over hele verden har Angelina Jolie sørget for, at den afghanske piges brev har nået millioner af mennesker. Og skuespilleren har i samme ombæring slået en instagramrekord.

Hendes profil er nemlig nu den hurtigste til at opnå en million følgere. Det tog tre timer, og i skrivende stund følger 7,5 millioner skuespilleren på det sociale medie.

Vil dele de udsattes stemmer

Berømtheden, der blandt andet er kendt fra film som 'Mr. & Mrs. Smith' og 'Tomb Raider', skriver i opslaget, at hun vil bruge sin instagramprofil til at give en stemme til mennesker verden over, som "kæmper for basale menneskerettigheder".

- Lige nu mister afghanerne deres mulighed for at kommunikere på sociale medier og at udtrykke sig frit. Så jeg er kommet på Instagram for at dele deres historier og de stemmer over hele verden, som kæmper for basale menneskerettigheder, skriver hun.

I disse dage er der kaotiske tilstande ved lufthavnen i den afghanske hovedstad, Kabul, hvor folk prøver at slippe ud af det Taliban-kontrollerede land.

Taliban havde magten i Afghanistan fra 1996 til 2001, hvor vestlige styrker skubbede den militante islamistiske bevægelse af magten. 20 år senere trækker de sidste vestlige styrker sig nu ud, og det har givet plads til, at talibanerne har generobret kontrollen over landet.