Taliban i Afghanistan

Regeringen får kritik for Afghanistan-håndtering - se tidslinje over forløbet

Samme dag, som Kabul var ved at blive overtaget af Taleban, besøgte Trine Bramsen søfartsskolen på Ærø.

Regeringen har ikke håndteret situationen i Afghanistan tilfredsstillende. Sådan har detlydt fra oppositionspartierne Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.

Fællesnævneren i kritikken går blandt andet på, at forsvarsminister Trine Bramsen (S) ikke har viet sin fulde opmærksomhed til den alvorlige situation i Afghanistan.

Ministeren har blandt andet fået kritik for at bruge sin søndag på at tage til Ærø, mens den militante islamistiske bevægelse Taliban overtog den afghanske hovedstad, Kabul, hvor flere danske ambassadeansatte befandt sig.

TV 2 har samlet nogle af de vigtigste nedslagspunkter i den danske evakuering i tidslinjen herunder.

Afghanistan

    1. Afghanistans næststørste by falder

      En embedsmand fra den lokale regering i Afghanistans næststørste by, Kandahar, erkender, at Taliban har overtaget byen, der er en økonomisk og politisk nøgle i forhold til at have kontrol med Afghanistan. Det sker efter en uge, hvor provins efter provins er faldet i talibanernes hænder i et tempo, som overrasker flere eksperter.

    2. Taliban erobrer Helmand

      Taliban erobrer byen Lashkar Gah, der er hovedstad i den sydlige Helmand-provins, hvor danske soldater var udstationeret i 2006-2014. Dermed kontrollerer Taliban nu totredjedele af Afghanistan.

    3. Danmark evakuerer ansatte og lukker ambassade

      Den danske ambassade i Kabul lukkes, og de danske ansatte evakueres til lufthavnen i byen. Det siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ved et pressemøde. Ministeren kan af sikkerhedsmæssige årsager ikke sige, hvornår de flyves ud af Afghanistan.

    4. Opfordring fra Udenrigsministeriet

      Udenrigsministeriet opfordrer danskere til at forlade Afghanistan omgående, da situationen er "yderst alvorlig".

    5. FN opfordrer Taliban til at stoppe offensiv

      FN's generalsekretær, Antonio Guterres, beder Taliban stoppe offensiven i Afghanistan.

    6. Forsvarsminister deler foto fra koncert

      Få timer efter den danske ambassade i Kabul blev lukket, og de ansatte blev evakueret, deler forsvarsminister Trine Bramsen (S) et foto på Facebook fra en koncert i Odense. Her er hun sammen med statsminister Mette Frederiksen (S).

      - Folkeklubben og Patina i den fynske landsby. Endelig kan vi gå til koncert igen, skriver Trine Bramsen.

    7. Ministre holder pressemøde

      Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og forsvarsminister Trine Bramsen (S) kalder til pressemøde sent lørdag aften, hvor de gentager regeringens opfordring til alle danskere i Afghanistan om at søge ud af landet eller i sikkerhed.

      - Det handler om liv og død. Taliban rykker hurtigere frem end ventet, siger Jeppe Kofod.

      Samtidig kommer det frem, at Danmark er i "fuld sving" med at evakuere ansatte på den danske ambassade.

    8. Jalalabad falder

      En af de sidste store byer, Jalalabad i det østlige Afghanistan, falder til Taliban. Derfra er der 150 kilometer landevej til vest, hvor Kabul som den eneste nøgleby stadig er under regeringsstyrkernes kontrol.

    9. Danske udsendte evakueret

      Alle danske udsendte er evakueret til lufthavnen, og Danmark har sat alle kræfter ind på at få hjulpet alle danskere og dem, der har hjulpet Danmark, ud af Kabul. Det siger udenrigsminister Jeppe Kofod på et pressemøde.

    10. Forsvarsminister snakker om sæler

      Samme dag, som Kabul er ved at blive overtaget af Taliban, besøger Trine Bramsen søfartsskolen på Ærø og snakker om sæler med fiskere på havnen. Det kan man se i opslag på Facebook, som Ærøs borgmester, Ole Wej Petersen, deler klokken 12.50.

    11. Taliban banker på Kabuls dør

      Taliban beordrer sine krigere til at gå ind i Kabul for at forhindre plyndringer, da lokalt politi har forladt deres poster. Det siger en talsmand, efter Taliban-tropperne har stået i venteposition i udkanten af byen siden søndag morgen.

    12. Præsidenten flygter

      Afghanske og udenlandske journalister melder, at Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, er ved at flygte ud af landet, og at hans fly netop er lettet fra lufthavnen i Kabul. Imens konsoliderer Taliban deres kontrol med Kabul ved at patruljere gaderne og hejse den militante bevægelses hvide flag.

    13. Kabul - og dermed Afghanistan - falder

      Talibans ledere indtager det efterladte præsidentpalads i Kabul, viser tv-stationen Al-Jazeera. Med sig har de tungt bevæbnede soldater, der poserer som sejrsherrer, ganske få timer efter at præsident Ashraf Ghani flygtede ud af landet.

    14. Ambassadeansatte må tage hjem fra lufthavnen

      Afghanske ansatte på Danmarks ambassade tog i lufthavnen for at blive evakueret, men måtte tage hjem igen. Det fortæller TV 2s korrespondent Simi Jan, der har talt med en af de ansatte.

    15. Pakistan hjælper Danmark med evakuering

      Pakistan hjælper Danmark med at evakuere 431 afghanere, der har arbejdet for den danske regering. Det skriver den pakistanske udenrigsminister, Shah Mahmood Qureshi, på Twitter. Den danske regering har oprettet en transitbase i den pakistanske hovedstad, Islamabad.

    16. Tre fly lander i Pakistan

      Et dansk fly fra flyselskabet DAT - Danish Air Transport - lander i den pakistanske hovedstad, Islamabad. Samtidig vender to SAS-fly snuden i samme retning for at nå til regeringens midlertidige transitbase i landet. Herfra skal de flyve evakuerede til Danmark. 

    17. Fly må opgive landing

      Et dansk evakueringsfly må opgive at lande i lufthavnen i Kabul på grund af "den kaotiske tilstand i lufthavnen og på start-og landingsbanen". Det skyldes, at store menneskemængder opholder sig på området i håbet om at blive evakueret.

    18. Danmark hjælper allierede

      Foruden danske statsborgere og samarbejdspartnere vil de danske myndigheder assistere allierede parter med at evakuere deres borgere. Sådan lyder det fra forsvarsminister Trine Bramsen og udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på et pressemøde.

    19. Dansk evakueringsfly

      Et dansk evakueringsfly lander i Kabuls lufthavn. Det er et af Flyvevåbnets C-130J Hercules-fly, som har plads omkring 120 passagerer.

    20. Første fly lander i Danmark

      Et fly med 15 evakuerede fra Afghanistan lander i Københavns Lufthavn. Der er 14 nordmænd og en person med lovligt ophold i Danmark ombord. Ifølge Udenrigsministeriet var der kun 15 personer på flyet, fordi det var en vanskelig operation at evakuere folk.

    21. 84 evakueret i fly

      Et af det danske forsvars fly lander i Pakistans hovedstad, Islamabad, med 84 evakuerede fra Kabul, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde.

    22. Endnu et fly

      Et evakueringsfly med 84 personer lander i Københavns lufthavn. Det er primært lokalt ansatte og tolke, der har arbejdet på den danske ambassade, samt deres familier, som er ombord.

    23. Flere evakuerede

      Udenrigsminister Jeppe Kofod oplyser på et pressemøde, at Danmark torsdag har evakueret cirka 320 personer fra Kabul via to fly, der er landet i Islamabad i Pakistan. Det forventes, at de to fly ankommer til Danmark i løbet af torsdag og fredag.