Nyheder

Evakuerede afghanere skal bo på Center Sandholm

Udlændinge- og integrationsministeren opfordrer til at give afghanerne ro efter en lang rejse.

De afghanere, der torsdag morgen er landet i Kastrup Lufthavn efter evakuering fra Kabul, bliver indkvarteret på modtagecenteret Center Sandholm i Nordsjælland.

Det skriver udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye i et skriftligt citat til TV 2.

- Det er mennesker, der kommer fra kaos og usikkerhed. Derfor har myndighederne naturligvis holdt sig klar til at modtage dem og sikre ordnede forhold fra første dag. Det handler selvfølgelig om at sikre tag over hovedet og mad. Men også om lægehjælp, psykologhjælp og hvad der ellers er behov for, siger Mattias Tesfaye.

Vil give dem ro

Der var 84 personer ombord på flyet, der landede torsdag morgen. Det er primært lokalt ansatte og tolke, der har arbejdet på den danske ambassade, samt deres familier, der var ombord på flyet, oplyser Udenrigsministeriet.

Mattias Tesfaye oplyser ikke, hvor længe de skal bo på Center Sandholm, men han siger, at regeringen til oktober vil fremsætte et lovforslag, der sikrer dem et toårigt opholdsgrundlag i Danmark. Det er resultatet af en politisk aftale om evakueringer fra Afghanistan, som alle Folketingets partier minus Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige blev enige om i sidste uge. Derefter har de mulighed for at søge om asyl.

I første omgang skal afghanerne i coronakarantæne de næste fire-fem døgn, og Mattias Tesfaye opfordrer til, at de får fred og ro efter en lang rejse.

- Både Udlændingestyrelsen og Røde Kors har mange års erfaring med at tage imod og indkvartere udlændinge. Jeg er derfor tryg ved, at vi også får håndteret denne situation godt.

Mangler fortsat at evakuere

Udenrigsminister Jeppe Kofod oplyste onsdag, at 70 danske statsborgere eller personer med opholdstilladelse i Danmark mangler at blive evakueret fra Afghanistan

Det er uklart, hvor mange lokalt ansatte i Afghanistan, der fortsat mangler at komme ud af landet.