Royal Run

Kronprinsparret løber Royal Run i gang i Jylland – her er deres rute

Efter aflysning i 2020 og udsættelse i år kan kronprinsparret til september endelig begive sig ud på Royal Run.

Royalister og løbeglade danskere kan se frem til, at motionsløbet Royal Run om få uger vender tilbage efter to års pause.

Løbet finder sted 12. september i fem danske byer, og nu løfter kronprinsparret sløret for, hvilke byer de løber i.

Kronprins Frederik lægger ud i Sønderborg, hvor han løber ruten på én mil, der svarer til 1,6 kilometer. Herefter drager han til Odense, inden han slutter sin løbedag af i København.

Kronprinsesse Mary deltager udelukkende i Aalborg, hvor hun løber 5 kilometerdistancen.

- Der er kun lidt under fire uger til Royal Run, og som mange andre er vi i fuld gang med træningen til løbet, skriver kronprinsparret på det danske kongehus Instagram-profil.

Se den fulde rute her:

  • Kronprinsen løber One mile i Sønderborg
  • Kronprinsessen løber 5 km i Aalborg
  • Kronprinsen løber One mile i Odense
  • Kronprinsen løber 10 km i København/Frederiksberg.

I en video på Kongehusets Instagram-profil, som er filmet af prins Vincent, ser man kronprinsparret i løbetræning frem mod septembers Royal Run.

Corona udsatte løbet

Royal Run så første gang dagens lys i 2018, hvor det blev afholdt i anledning af kronprins Frederiks 50-års fødselsdag.

Her løb omkring 70.500 med i Danmarks fem største byer, og i 2019 steg tallet til over 82.000 deltagere.

I 2019 kunne kronprinsen ikke løbe med på ruten, da han i tiden op til løbet fik konstateret en mindre diskusprolaps.

I stedet tog han ruten på cykel, hvor han blandt andet satte løbet i gang på Færøerne, der afholdt løbet for første gang.

Som så mange andre arrangementer blev Royal Run også aflyst i 2020 grundet coronapandemien, og løbet måtte igen i 2021 udsættes på baggrund af smittetrykket.

Men nu kan danskerne snart snøre de royale sko igen, når det populære motionsløb vender tilbage.

Ifølge Danmarks Idrætsforbund er der per 17. august tilmeldt 73.099, og der er fortsat plads til flere i alle løbsbyerne, som inkluderer Sønderborg, Aalborg, Rønne, Odense og København/Frederiksberg.

Til løbet kan man prøve kræfter med en mil, fem kilometer eller ti kilometer.