Nyheder

Det tog 20 år at opbygge de afghanske styrker – hvordan kunne de kollapse på få uger?

Tre personer med indgående kendskab til krigen i Afghanistan kommer med tre bud på, hvordan hæren kunne falde så hurtigt.

Siden maj har Taliban gradvist ædt sig ind på landkortet i Afghanistan. Den ene provinshovedstad efter den anden er faldet til bevægelsen – ultimativt også Kabul, som vi har set billeder fra de seneste dage.

Billeder, der viser desperate afghanere, der vil med de fly, der forlader lufthavnen og reklamebilleder med kvinder, der bliver malet over.

I løbet af krigen, der har varet knap 20 år, har man ellers trænet afghanske sikkerhedsstyrker, så de på sigt kunne varetage militær- og politiopgaver i landet. En opgave, som Danmark også har været involveret i.

Men styrkerne kollapsede i takt med, at Taliban indtog mere og mere af landet. I nogle byer uden ét våben blev affyret.

Indsatsen har foruden millioner af skattekroner også kostet menneskeliv. Så hvordan faldt den afghanske sikkerhedsstyrke så hurtigt, da internationale tropper begyndte at trække sig ud?

TV 2 har talt med tre eksperter, der peger på tre årsager.

1. Skrøbeligt politisk projekt

I april satte amerikanerne dato på, hvornår de ville være ude. 11. september 2021 var den første udmelding – 20-årsdagen for terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon. Datoen blev senere rykket frem til 31. august.

I maj begyndte det at gå hurtigt for talibanerne med at overtage byer, og i august blev farten sat op, da den ene provinshovedstad efter den anden faldt.

- Det politiske projekt i landet har været skrøbeligt, og det har det været gennem ti år. Der har ikke været en stærk samlet regering i Kabul, der er lykkes med at kommunikere, at landet har et stærkt regeringssystem, der er værd at give livet for, siger David Vestenskov, chefkonsulent ved Center for Stabiliseringsindsatser ved Forsvarsakademiet.

Særligt amerikanernes hurtige tilbagetrækning kan også være skyld i kollapset, siger dokumentarist og krigskorrespondent Nagieb Khaja.

- Den afghanske hær er ikke gearet til at operere uden amerikansk støtte – både luftstøtte og logistisk støtte. De har ikke formået at tilpasse sig en ny virkelighed, siger Nagieb Khaja, der lige nu opholder sig i Dubai, mens han prøver at finde en vej til Afghanistan.

2. Manglende moral

Gennem årene har flere ting præget moralen hos de afghanske styrker, og det har været medvirkende til, at styrkerne kollapsede.

Det siger tidligere chefpolitiinspektør i Københavns Politi Kai Vittrup, der har været med til at uddanne politistyrker i landet først i 2008-2010 og senere i 2015 og halvandet år frem.

Da han kom til landet første gang, var der god opbakning til projektet, fortæller han. Han havde et godt samarbejde med indenrigsministeren i landet, der ifølge Vittrup virkelig ønskede, at ”politiet blev professionelle”.

De er blevet forsømt og svigtet af regeringen

Nagieb Khaja, dokumentarist og journalist

Men moralen skred under ”guerillakrigen”, som Vittrup kalder den, mellem styrkerne og talibanerne undervejs i krigen.

- De er oppe imod 70.000 guerillaer, og Taliban gjorde lige, hvad de ville. De har lavet angreb inde i indenrigsministeriet, hvor polititræningen foregik. De har lavet angreb på en bus fyldt med soldater, der skulle til at køre. En af mine egne kollegaer blev dræbt af en magnetmine på taget af en pansret bil, siger Kai Vittrup.

I sidstenævnte gjorde Taliban deres forarbejde og vidste, at taget af bilen var det eneste, der ikke var pansret.

Og talibanernes grundighed var med til at præge moralen hos styrkerne, der gang på gang så deres kammerater dø, siger den tidligere chefpolitiinspektør.

- Den afghanske hær har ligget i hårde kampe og haft tab hver eneste dag gennem ti år. De har haft problemer med at kunne følge med i forhold til rekruttering, lyder det fra Kai Vittrup.

Nagieb Khaja peger også på, at korrupte ledere i militæret ikke sørgede for forsyninger og ammunition til styrkerne. Flere familier har ikke fået hjælp til at få fragtet lig af faldne soldater hjem.

- De er blevet forsømt og svigtet af regeringen.

3. Korruption og løgne

Som en tredje afgørende faktor nævner chefkonsulent David Vestenskov løgne og korruption i den afghanske regering.

Han fremhæver som eksempel de tal på militære styrker og politistyrker, der har været meldt ud af regeringen. For selvom der har været soldater på papiret, eksisterede de sandsynligvis ikke i virkeligheden, siger han.

Ifølge David Vestenskov blev lønnen til flere soldater nemlig udbetalt til en lokal kommandant, fordi mange personer i særligt landområderne ikke havde en bankkonto. Og ved at at få det til at se ud som om, at der var flere soldater, fik de lokale kommandanter mere løn udbetalt til dem.

Det har også været ødelæggende for moralen. Og uden den gør indsatsen ikke meget forskel, siger Vestenskov.

- Du kan have en nok så veludrustet og stor hær, men uden kampmoral er det underordnet, lyder det.

Det har heller ikke overrasket Kai Vittrup, at situationen i landet er, som den er nu.

- Det, der er mest tragisk, er, at Danmark har måtte ofre så mange soldater, og mange flere er sårede på sjæl og legeme til ingen verdens nytte. For historien om, at nu er Al Qaeda smidt ud, og kvinderne har fået et bedre liv, holder ingen steder, siger han.