Samfund

Dagens nyheder 16. august 2021

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan altid tippe TV 2s journalist her.

Bob Dylan sagsøgt for at have misbrugt 12-årig pige

Den amerikanske musiker Bob Dylan er blevet sagsøgt for angiveligt at have misbrugt en 12-årig pige i 1965. Det viser retsdokumenter fra Manhattans højesteret ifølge mediet The Independent. Ifølge anklagerne skulle Dylan, som går under det borgerlige navn Robert Allen Zimmerman, have givet hende stoffer og alkohol, før han misbrugte hende. En talsperson for musikeren siger, at anklagerne er usande, og at man vil forsvare sig mod dem.

Dødstallet efter jordskælv i Haiti er opjusteret til 1419

Dødstallet efter det jordskælv, der ramte Haiti lørdag, er nu opjusteret til 1419. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Jordskælvet målte 7,2 på richterskalaen. Søndag var meldingen, at 1297 var afgået ved døden efter skælvet.

Død person fundet på Møn

Politiet er mandag aften til stede på Kostervej på Møn, hvor der er fundet en afdød person. Vejen er spærret i forbindelse med politiets undersøgelser. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter. Politiet modtog anmeldelsen klokken 19.25, og der foregår fortsat undersøgelser på stedet. Det oplyser politiets vagtchef, som mandag aften ikke vil fortælle yderligere om sagen. Det er altså endnu uklart, hvorvidt der er tale om en forbrydelse eller noget andet.

Stor skovbrand brudt ud i Sydfrankrig

En stor skovbrand er brudt ud i Var-regionen i Sydfrankrig. Det skriver den franske indenrigsminister Gerald Darmanin på twitter mandag. Det sker som følge af varmt vejr og kraftige vinde i regionen.

Rigspolitiet anerkender mangelfuld efterforskning i sag om seksuel afpresning

Rigspolitichef Thorkild Fogde erkender i en pressemeddelelse, at forløbet af politiets efterforskning i stor sag om seksuel afpresning af unge piger ikke har været god nok. Justitsminister Nick Hækkerup kalder sagen for "meget alvorlig".

Undersøgelse af Teslas autopilot sat i gang

USA har åbnet en undersøgelse af elbilproducenten Teslas autopilotsystem efter sammenlagt 11 trafikuheld. Det oplyser den amerikanske trafiksikkerhedstjeneste NHTSA ifølge nyhedsbureauet AFP. Uheldene, der strækker sig tilbage til 2018, inkluderer ét dødsfald samt 17 personer, der er kommet til skade.

Lønningerne tager det største hop i 12 år København

Lønningerne på det private arbejdsmarked tog et markant hop i andet kvartal, der ikke er set højere siden 2009. I andet kvartal lå de gennemsnitlige lønninger 3,1 procent højere end for et år siden. Det viser lønstatistik fra Dansk Arbejdsgiverforening, der dækker omtrent halvdelen af det private arbejdsmarked.

Flygtningenævnet sætter asylsager og udsendelsessager i bero

Situationen i Afghanistan får Flygtningenævnet til at sætte asylsager, sager om inddragelse og nægtelse af opholdstilladelse, udsendelsessager og visse sager om bortfald af opholdstilladelse for i alt cirka 40 afghanske statsborgere i bero. Det oplyser nævnet i en meddelelse.

51-årig mand tiltalt for drab og partering af sin samlever

Anklagemyndigheden har rejst tiltale mod en 51-årig mand for at have dræbt sin tidligere samlever, en 43-årig kvinde fra Malling. Han er desuden tiltalt for at have parteret liget.

20-årig militærmand fængslet for besiddelse af håndgranat

En 20-årig militærmand er mandag ved Retten i Holstebro blevet fængslet i foreløbig fire uger for at have været i besiddelse af en militær håndgranat. Han har kæret kendelsen til Vestre Landsret og nægter sig skyldig i, at der skule være tale om en våbenlovsovertrædelse under særdeles skærpende omstændigheder, oplyser auditørkorpsets anklager Christina Barnow.

Raket skudt fra Gaza mod det sydlige Israel

Det israelske forsvar oplyser, at de har standset en raket, der blev skudt mod dem fra militante palestinensere. Det fik en alarm til at gå i byen Sderot, der ligger tæt ved grænsen til den pælastinensisk styresde Gazastribe. Raketten er den første affyret mod Israel siden en 11 dage lang konflikt mellem Israel og Palæstina tilbage i maj, skriver Times of Israel.

Politiet til stede efter forlydender om eksplosion i Barcelona

Et område er afspærret i Barcelona efter forlydender om en eksplosion ved hotellet Petit Palace nær den populære shoppinggade La Rambla. Der meldes hverken om alvorlige kvæstelser eller store skader på bygningen ifølge det spanske medie El Periodico. Det er i morgen fire år siden, at et terrorangreb fandt sted på selvsamme gade, men ifølge politiet i Catalonien undersøges sagen ikke som terror.

15 FCK-fans tiltalt for voldsomt overfald på 16-årig

15 mænd - alle FCK-tilhængere - er blevet tiltalt for sammen med flere ukendte gerningsmænd at have begået grov vold mod en 16-årig dreng ved en fodboldkamp i Parken 12. juli sidste år. 

Ifølge anklageskrift blev drengen, der er Brøndby-tilhænger, væltet omkuld, trampet, slået og sparket før kampen. Retssagen begynder 15. september.

Nye brande uden for Athen

En ny brand er brudt ud cirka 60 kilometer syd for Athen i Grækenland. Branden har betydet, at indbyggere i området har måttet evakueres fra deres hjem. 

I alt er mere end 500 naturbrande brudt ud i Grækenland over de seneste uger efter en lang periode med ekstremt høje temperaturer.

To personer uden for livsfare efter knivstikkeri lørdag

To personer, som en 49-årig kvinde lørdag stak med kniv i Kolding, meldes nu uden for livsfare. Det oplyser vicepolitiinspektør Torben Simonsen fra Sydøstjyllands Politi mandag formiddag. Drabsforsøgene fandt sted omkring klokken 08.00 lørdag morgen på to forskellige i adresser i det sydlige Kolding.

Dødstallet stiger til 70 i Tyrkiet efter oversvømmelser

De oversvømmelser, der i de seneste dage har ramt Tyrkiet, har nu kostet i alt 70 personer livet, mens 47 personer fortsat er savnet.

Sådan lyder det fra de tyrkiske myndigheder mandag ifølge Reuters. De voldsomme oversvømmelser har desuden ødelagt både bygninger, biler og elektricitetsinfrastruktur i dele af landet. 

20-årig sigtet for at tage håndgranat med hjem fra øvelse

En ung mand ansat i Forsvaret er blevet sigtet for at have taget en håndgranat med hjem fra en skydeøvelse i Borris Skydeterræn.

Det oplyser anklager fra Forsvarets Auditørkorps Christina Barnow.

Manden stilles for en dommer mandag eftermiddag ved Retten i Holstebro.

Malaysias regering går af

Malaysias regering - under ledelse af premierminister Muhyiddin Yassin - træder nu tilbage efter måneder med politisk tumult. Det har regeringen meddelt mandag. 

Muhyiddin Yassin har meddelt, at tilbagetrækningen skyldes en manglende tillid til parlamentet. Derfor har han altså nu meddelt den malaysiske konge, at regeringen går af. 

Risiko for skybrud flere steder mandag

Fra middagstid mandag er der risiko for skybrud over store dele af Jylland.

Her kan der falde over 15 millimeter regn på en halv time, ligesom bygerne også kan være med torden. Også øst for Storebælt vil der ud på eftermiddagen komme flere byger, oplyser TV 2 VEJRET.

Dansk økonomi nu større end før corona

BNP voksede med 2,2 procent i årets andet kvartal, viser en opgørelse fra Dansk Statistik. Det betyder blandt andet, at dansk økonomi nu har nået et niveau, der er højere, end lige før coronakrisen - og økononmien har indhentet det hul, krisen skabte.