Messerschmidt-retssag dag seks

Hvad sker der? Afhøringer i sagen mod Morten Messerschmidt fortsætter onsdag. Han står anklaget for dokumentfalsk og misbrug af EU-midler. Sagen afvikles over syv retsdage fra 2. til 13. august

Hvad er der på spil? TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, mener, at udfaldet bliver definerende for Messerschmidts fremtid i dansk politik.

Få et overblik over sagen her.

Retsmøde slut – forventet domsafsigelse klokken 15 på fredag

Retsmødet er slut. Dommer Søren Holm Seerup siger, at såfremt anklageren og forsvarer kan holde deres procedurer inden klokken 12 på fredag, vil retten afsige dom klokken 15 fredag. 

Dommer spørger til hotelkontrakt

Dommer Søren Holm Seerup spørger Morten Messerschmidt om noget, som han siger, at han og de to domsmænd har undret sig over. Da Color Hotel 18. marts 2015 giver tilbud på at afholde en EU-konference, da gælder 45 personer. Spørgsmålet fra dommeren er, om Morten Messerschmidt ikke fik betænkeligheder, da Dansk Folkeparti 18. juni 2015 vandt en stor valgsejr, der betød, at deltagertallet på konferencen ville blive betydeligt større end 45 personer. Morten Messerschmidt svarer, at han ikke bekymrede sig om sådanne detaljer. Dem tog andre sig af. 

Retsmøde i gang, bulgarsk vidne er udeblevet

Retsmødet er gået i gang efter frokostpausen. Der skulle have været afhørt et vidne fra Bulgarien over video. Vidnet er imidlertid ikke mødt op, meddeler en dommer fra Bulgarien. Oprindeligt havde personen indvilget i at vidne i selskab med sin advokat, men her til formiddag har manden via sin hustru meddelt, at han ikke dukker op. Efter en kort ventetid beslutter dommer Søren Holm Seerup, at der ikke skal ventes længere. Anklageren siger, at han gerne vil læse den bulgarske mands forklaring til politirapport op i retten. Det protesterer forsvareren imod. Efter en kort votering beslutter retten, at politirapporten ikke skal læses op. 

Pause til klokken 13

Der er pause til klokken 13, hvor sagens sidste vidne skal afhøres per video.

Fik muligvis invitation til konference

Anklageren viser Karol Konarik endnu en indmeldelsesblanket til Meld, denne gang dateret 22. september 2014. Han spørger, hvorfor han meldte sig ind i Meld en gang til. Det kan vidnet ikke huske. Anklageren spørger, om vidnet kender andre medlemmer af Meld. Karol Konarik siger, at han kendte et andet medlem, der også var medlem af Det slovakiske nationale parti, der var opstillet til valget til Europa-Parlamentet i 2014. Han vidste, at Morten Messerschmidt var præsident for Meld, men ellers ingen andre ikke-slovakiske medlemmer af Meld. På spørgsmålet, om han har fået en indbydelse til en Meld-konference i Danmark i 2015, svarer han, at det har han muligvis.

Vidnet har glemt alt om Meld

Karol Konarik får forevist en indmeldelsesblanket fra Meld. Han bekræfter, at han har udfyldt blanketten, men han kan ikke huske, om han har underskrevet 30. maj 2014, som det står på blanketten. Han siger, at han har været medlem af Meld indtil i dag, fordi han fuldstændig har glemt alt om Meld. 

Retsmøde i gang, vidne fra Slovakiet

Retsmødet er i gang. Næste vidne er Karol Konarik fra Slovakiet. Anklager Andreas Laursen spørger, om Karol Konarik i 2014 var medlem af et parlamentarisk organ i Slovakiet. Vidnet svarer, at han har været parlamentariker i sin kommune. Anklageren spørger, om Karol Konarik kender det europæiske parti Meld. Han siger, at han kender partiet fra en partifælle, og at han har underskrevet en medlemsansøgning til partiet.

Dommer: TV 2-optagelse af domsafsigelse tilladt

Dommer Søren Holm Seerup oplyser, at TV 2 har fået tilladelse til at optage domsafsigelsen på fredag. Optagelsen skal deles med andre medier.

Forsvarer vil nævne partier, der har måttet betale støtte tilbage

Forsvarer Peter Trudsø nævner for retten, at han i sin procedure på fredag vil nævne eksempler fra pressen på andre danske partier, der har måttet betale EU-støtte tilbage.

Oplæsning af Kristian Thulesen Dahls ugebreve

Anklager Andreas Laursen læser op fra to af Kristian Thulesen Dahls politiske ugebreve fra starten af august 2015. Det første drejer sig mest om sommergruppemødet i Skagen. Det andet drejer sig under overskriften "Hvor blev den nye kurs i EU-politikken af" om den nye Venstre-regerings kurs i EU-politikken. Deroudver er der en lang gennemgang af DF-formandens syn på den kommende afstemning om det danske retsforbehold.

Anklager læser op fra DF's medlemsblad – Meld-konference nævnes ikke

Anklager Andreas Laursen læser en artikel fra Dansk Folkepartis medlemsblad op. Artiklen er et referat af Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015. Der er udførlig beskrivelse af de mange sociale arrangementer på sommergruppemødet. En EU-konference ved Meld nævnes ikke. Den eneste omtale af EU kommer i gennemgangen af mødets treje dag, hvor der står, at der var "en orientering fra Europa-Parlamentet ved Morten Messerschmidt."

Revisionsbesked til Messerschmidt

Anklageren viser en mail af 5. januar 2016, hvor Olga Lupke fra DG Finance gør blandt andet Morten Messerschmidt opmærksom på, at DG Finans vil kommer på inspektion i Meld 14. januar 2016. Det fremgår af et efterfølgende dokuement, at Morten Messerschmidt har læst beskeden. Oplæsningen skal formentlig tjene til at dokumentere, at Morten Messerschmidt var vidende om revisionsbesøget, som han ikke deltog i.

Retsmødet i gang, oplæsning fra OLAF-rapport

Retsmødet er i gang igen. Anklager Andreas Laursen læser op fra rapporten fra EU's antisvindelsesenhed, OLAF. I afsnittet, der bliver læst op, citeres Morten Messerschmidt for at sige, at han ikke har deltaget i organiseringen af EU-konferencen i Skagen.

Vidnet gentager: Jeg har ikke haft kontakt til Meld

Forsvarer Peter Trudsø spørger, om beskeder til vidnet kunne være endt hos en assistent for Antonio Gambetta. Denne siger nej og gentager, at han ikke har været i forbindelse med nogen fra Meld.

Hørte om Meld fra MEP i Lega Nord

På forsvarer Peter trudsøs spørgsmål svarer Antonio Gambetta, at han har hørt om Meld fra medlem af Europa-Parlamentet (MEP) Fiorello Provera fra Lega Nord. 

Vidne spørger, hvem er Morten Messerschmidt

Forsvarer Peter Trudsø stiller spørgsmål til vidnet. Det fremgår af ordvekslingen, at Antonio Gambetta ikke ved, hvem Morten Messerschmidt er. Han hører hans navn for første gang i dag. Forsvareren spørger, om Gambetta læser eller taler engelsk. Svaret er nej. Peter Trudsø spørger, om vidnet forstår det engelske ord "membership". Svaret er nej.

Vidner: Blev ikke inviteret til konference i Danmark

Anklager Andreas Laursen spørger Antonio Gambetta, om han kendte andre medlemmer fra Meld. Svaret er, at han kender vicepræsidenten for Meld, Francesco Spironi, fra det italienske parti Lega Nord. Vidnet tilføjer, at han var tilmeldt, men at han ikke har haft kontakt med nogen i Meld. Han forklarer, at han kun har været i Bruxelles en gang, det var i 2012. Han blev ikke inviteret til en Meld-konference i Danmark i 2015.

Vidner genkender ikke ny blanket

Antonio Gambetta bliver forevist endnu en indmeldelsblanket fra Meld, denne gang underskrvet 20. juni 2016. Spørgsmålet er, om han genkender dette dokoument. Vidnet forklarer, at han har skrevet under på det første dokument, han fik forevist, ikke det andet, som han nu har på skærmen. Antonio Gambetta beder om at få læst dokumentet op, da han ikke forstår engelsk. Dette sker.