Britisk test-system møder kritik: - Komplet fup og uacceptabelt
Myndighederne i Storbritannien er under pres for at gøre noget ved landets teststrategi, som lige nu er på randen af et kollaps, skriver The Guardian.
Sidste uge florerede billeder på de sociale medier fra Storbritanniens største testudbyder, Randox, hvor man så ubehandlede test og overfyldte kasser, mens tusindvis af briter vendt tilbage fra ferie ventede på testsvar.
Blandt andet bliver der sat spørgsmålstegn ved fornuften i, at færdigvaccinerede, der har været i lande med lavere smittetryk end Storbritannien, skal PCR-testes. En af kritikerne er Ben Bradshaw fra Labour.
- De er fuldstændig unødvendige. Det er komplet fup og komplet uacceptabelt, siger han.
Alle briter, der kommer hjem fra grønne eller orange lande skal tage en test, dagen inden de rejser tilbage, og endnu en test på andendagen efter indrejse. PCR-testene kan koste op til 500 kroner per styk.
Uvaccinerede briter skal udover de to test også gå i selvisolation og testes en tredje gang otte dage efter hjemkomsten.