Messerschmidt-retssag dag fem

Hvad sker der? Afhøringer i sagen mod Morten Messerschmidt fortsætter tirsdag. Han står anklaget for dokumentfalsk og misbrug af EU-midler. Sagen afvikles over syv retsdage fra 2. til 13. august

Hvad er der på spil? TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, mener, at udfaldet bliver definerende for Messerschmidts fremtid i dansk politik.

Få et overblik over sagen her.

Dages retsmøde er slut

Dagens retsmøde er slut. Dommer Søren Holm Seerup oplyser, at han ved retsmødets begyndelse i morgen klokken 09.15 vil meddele, om retten vil give tilladelse til tv-optagelse af domsafsigelsen på fredag. Tak fordi I læste med. 

Vidne genkender sit ID-kort

Christian Radulescu bekræfter over for forsvareren Peter Trudsø, at det er en kopi af hans ID-kort, der er sendt med den medlemsansøgning, der som noget af det første i eftermiddag blev forevist Radulescu.

Han fastholder dog, at han ikke har underskrevet eller i øvrigt udfyldt den medlemsformular, der er i sagen.

Forsvareren spørger, om ID-kortet nogensinde har været væk eller har været i hænderne på hans assistenter. Radulescu siger, at det er umuligt for ham at sige. 

Kontakt via kollega i Europa-Parlamentet

Forsvarer Peter Trudsø spørger, hvordan kontakten til Meld blev etableret. Radulescu svarer, at det skete via en kollega, der arbejdede i Europa-Parlamentet. 

Christian Radulescu: Ingen kontakt til Meld

Christian Radulescu forklarer, at han har skrevet under på en anden liste eller formular, som vedrørte Meld. Han har ikke hørt fra Meld, og han har ikke mødt medlemmer fra Meld og har heller ikke modtaget invitation til at deltage i en konference hos Meld i 2015. 

Frokostpausen overstået

Frokostpausen er overstået. Eftermiddagens vidne er Christian Radulescu fra Rumænien, der er med over video. Han forklarer, at han i 2015 var medlem af senatet i Rumænien.

Anklager Andreas Laursen spørger, om han i 2015 var medlem af Meld. Han svarer, at navnet lyder bekendt, men han husker ikke, om han har været medlem i 2015. Anklageren viser er stykke papir med vidnets navn og underskrift på en medlemsformular. Christian Radulescu mener dog ikke, at det er hans underskrift og heller ikke hans håndskrift, der er på formularen.  

Dorthe Ullemose husker ikke længde af EU-snak

Dorthe Ullemose kan ikke bekræfte en oplysning fra en politirapport i forbindelse med afhøringen af hende. Af rapporten fremgår det, at diskussionen om EU-emner varede halvanden time på sommergruppemødet. 

Tidligere medlem af Folketinget, Dorthe Ullemose, i vidneskranken

Tidligere medlem af Folketinget, Dorthe Ullemose, har indtaget vidneskranken. Hun blev medlem af Dansk Folkeparti for syv år siden. Hun var medlem af Folketinget i årene 2015-2019. Hun forklarer, at hun ikke deltog i en Meld-konference i forbindelse med sommergruppemødet i 2015. På forsvarerens spørgsmål siger hun, at der blev talt om EU på mødet, og hun husker, at Morten Messerschmidt og Anders Vistisen fra Europa-Parlamentet var med til mødet.

Bent Bøgsted, medlem af Folketinget, vidner

Medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti,  Bent Bøgsted, vidner. Han har i en politiafhøring sagt, at partiets fire medlemmer i Europa-Parlamentet på sommergruppemødet gav en orientering af cirka halvanden times varighed. På spørgsmål fra forsvarer Peter Trudsø siger Bent Bøgsted i retten, at orienteringen formentlig har haft omtrent den varighed. 

Jørn Dohrmann: Husker ikke indkaldelse til generalforsamling

Jørn Dohrmann siger, at han ikke husker en mail fra 14. november 2014, hvori Morten Messerschmidt orienterer om en generalforsamling i Meld. 

Jørn Dohrmann: - Anede ikke, at jeg var medlem af Meld

Jørn Dohrmann forklarer, at han i lang tid ikke vidste, at han var medlem af Meld. Det blev han, da hans egen assistent en dag kom med nogle blanke stykker papir fra Mortens Messerschmidts kontor. Meningen var, at han skulle skrive under på, at han havde været på et Meld-møde i Italien. Da han nægtede at skrive under, førte det til, at Morten Messerschmidts assistent sagde, at så fik partiet ingen penge. 

Henrik Brodersen, tidligere folketingsmedlem, vidner

Tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Henrik Brodersen, har vidnet. Han beskriver Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Skagen i 2015 som et almindeligt sommergruppemøde. Som på alle andre sådanne møder blev der også diskuteret en del EU, husker han. 

Kim Christiansen: Der var del EU-emner oppe

Kim Christiansen siger på spørgsmål fra Morten Messerschmidts forsvarer, at der blev diskuteret en del EU-emner på sommergruppemødet, blandt andet social dumping. Kim Christiansen holdt selv oplæg om kædeansvar inden for transportbranchen. 

Kim Christiansen: Jeg deltog ikke i Meld-konference

På anklager Rasmus Maar Hansens spørgsmål siger Kim Christiansen, at han ikke deltog i en Meld-konference i forbindelse med Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015, og at han ikke havde modtaget en indbydelse til en sådan konference. 

Kim Christiansen (DF) er tirsdagens første vidne

Tidligere medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, Kim Christiansen, er dagens første vidne. Han blev medlem af Dansk Folkeparti i 1997 og var medlem af Folketinget 2005-2019.

Tidligere partikollegaer skal vidne

I dag på retsdag nummer fem skal blandt andet Morten Messerschmidts tidligere partikollega Jørn Dohrmann vidne.  

Han blev valgt til Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti i 2014.

Også den tidligere partikollega Kim Christiansen skal i dag vidne - han deltog i det omstridte sommergruppemøde i Skagen i sommeren 2015.