Fanget i et farligt forhold

Hun blev truet, sparket og fik taget kvælertag, én sætning fra faren fik hende til sidst væk

Der skulle gå ti måneder efter bruddet, før at Maria Hjort Kronholm kunne se, at hun ikke bar ansvaret for det voldelige forhold, hun havde levet i.

Maria Hjort Kronholm havde svært ved at forstå præcis, hvordan hun var havnet i glasburet på Roskilde Politistation med en efterforsker over for sig.

For bare et halvt år siden var overskriften for hendes liv succes.

Hun havde haft sin yndlingshest.

Sin yndlingsbil.

Sin egen virksomhed med smykker og tøj, som hun elskede.

Og så havde hun tilmed været forelsket. Troede hun.

Nu sad hun i stolen på politigården med blå mærker på kroppen. Mærkerne var ganske vist ikke så tydelige, som de havde været, da hun fik dem for nogle dage siden.

Det var ikke første gang, at den mand, hun var blevet forelsket i, havde slået hende. Men det var første gang, at hun havde bedt om hjælp.

Nu var hun i gang med at fortælle sin historie til en efterforsker, der skrev ned.

Men da efterforskeren bad om mandens navn, trak Maria Hjort Kronholm pludselig retur.

Hun kunne ikke gøre det mod ham, tænkte hun. Det var synd for ham.

- Det er faktisk også lidt min egen skyld. Han er syg, sagde hun til efterforskeren.

Derefter forlod hun lokalet, og kort tid efter var hun tilbage hos manden igen.

- Jeg kaster dig ud fra altanen

Maria Kronholm levede i et voldeligt forhold i cirka et år. Hun forsøgte flere gange at gå fra manden, men valgte alligevel at vende tilbage igen.

For med den fysiske vold fulgte også psykisk manipulation, der havde spundet Maria ind i en tankegang, om at det, der skete, var hendes skyld.

Manden, der udsatte hende for volden, kaldte hende jævnligt uintelligent, uduelig og truede hende.

Han bad hende sågar om at optage hans udbrud, så hun kunne lytte til dem og lære af dem. De optagelser har Maria Hjort Kronholm efterfølgende haft svært ved at høre uden at græde.

Optagelse nr. 1 Video: Kasper Søby & Kasper Søby

Mere end 38.000 danske kvinder bliver hvert år udsat for fysisk vold af deres partner. Det viser tal fra Socialstyrelsen.

Maria Hjort Kronholm er en af dem. I programmet ’Fanget i et farligt forhold’ fortæller hun sin historie, om hvorfor det kan være så svært at gå fra en voldelig mand, og hvorfor det tog hende næsten et år at anmelde ham.

- Hvornår har nogen egentlig sidst set dig, sådan rigtigt?

Nærværende, betagende, sjov og hyggelig.

Det var nogle af de første ting, den dengang 23-årige Maria Hjort Kronholm tænkte om den konsulent, som hun i sommeren 2018 hyrede til at hjælpe med sin forretning.

Her solgte hun tøj og smykker på nettet, men hun havde brug for en forretningskonsulent, der kunne guide hende. Gennem en bekendt fik hun anbefalet denne mand.

Da konsulenten ankom, fortalte han, at han var imponeret over hendes virksomhed. Så imponeret, at han ville droppe en masse af sine klienter for at blive konsulent for hende, husker Maria Kronholm.

Det var et kæmpe boost for Maria, der har tilbragt tre af sin ungdomsår på et opholdssted og lige siden havde kæmpet for at opnå en følelse af anerkendelse.

På det tidspunkt var Maria Hjort Kronholm gift, og konsulenten havde en kæreste. Men Maria var allerede ved at glide fra sin mand.

Ifølge Maria Hjort Kronholm udviklede hende og konsulentens forhold sig hurtigt til et venskab.

En aften, da de var ude at spise, fortalte konsulenten, at han havde diagnosen bipolar. Den selvsamme diagnose har Maria. Måske var det meningen, at hun skulle møde ham netop nu, tænkte hun.

- Han var kreativ og nærmest ligesom mig. Han var sød og sjov. Vi grinede meget sammen, fortæller hun.

I oktober fortalte konsulenten, ifølge Maria, at han var forelsket i hende. Det troede Maria Hjort Kronholm måske også, at hun var i ham.

Konsulenten var god til at være nærværende. Han kunne komme helt tæt på hende. Kigge hende dybt i øjnene, tage fat om hendes skuldre og sige ting som:

- Hvornår har nogen egentlig sidst set dig, sådan rigtigt?

Ja, hvornår har nogen egentlig gjort det, tænkte Maria Hjort Kronholm ved sig selv.

De to indledte, ifølge Maria, et romantisk forhold i oktober 2018, selvom han havde en kæreste. Maria flyttede i samme periode væk fra sin mand og ind i sin butik i Borup.

Men det hyggelige og sjove, som prægede forholdet i begyndelsen, blev mindre og mindre. Det ændrede sig mere og mere til, at han enten var fornærmet eller kontrollerende, fortæller Maria Hjort Kronholm.

De små rettelser

Der gik ikke særlig lang tid, før konsulenten begyndte at rette på Maria. Han ville have, at hun skulle rette ryggen. Gå anderledes. Tale langsommere. Spise på en anden måde.

Det virkede underligt, syntes Maria, men konsulenten sagde, at det var bedre for forretningen. Hun skulle tage sig bedst muligt ud.

Senere bad han hende optage sine såkaldte ”peptalks”. Dem skulle hun lytte til i bilen, når de ikke var sammen, så hun kunne huske, hvad han havde lært hende.

Optagelse nr. 2 Video: Kasper Søby & Kasper Søby

Han begyndte også at blive aggressiv og skælde hende ud.

Han fortalte Maria, at han led af skizofreni. Han kunne have flere personligheder, og Maria måtte ikke blive vred på ham, hvis han gjorde noget, mens han havde det dårligt. Så kunne han finde på at slå sig selv ihjel, fortæller hun.

Men en aften i december blev hans iltre temperament for meget for hende.

Det første overfald

Konsulentens udfald og dårlige humør gjorde Maria Hjort Kronholm ked af det. En dag blev hun så træt af det, at hun besluttede sig for, at han skulle vide det.

Derfor larmede hun demonstrativt med nogle skraldeposer på førstesalen i sin butik, da hun skulle ud med dem - i håbet om, at han ville forstå, at hun følte sig trådt på.

Pludselig hørte hun lyden af hastige fodtrin bag sig.

- Jeg tænkte: Han har han indset, hvor tarvelig han har været og kommer løbende op til mig for at sige undskyld, siger hun.

Men da Maria Hjort Kronholm vendte sig om, så hun ind i et par helt sorte øjne, fortæller hun. Konsulenten tog fat i hendes hår og hoved og sparkede hende hårdt i ribbenene.

- Er det sådan her, du behandler mig, når jeg har det dårligt? sagde han ifølge Maria Hjort Kronholm.

Kort efter tog han hårdt fat om hendes hals og strammede til med hænderne.

- Undskyld, undskyld, undskyld. Det var min skyld, fremstammede Maria Hjort Kronholm, imens luften langsom forsvandt ud af hende.

”Nu dør jeg”, tænkte hun, og så besvimede hun.

Hvorfor gik jeg ikke?

Da Maria Hjort Kronholm igen kom til sig selv, så hun konsulenten gå forvirret rundt i stuen, hvorefter han pludselig faldt om på gulvet. Næsten som om han havde været i trance. Maria var chokeret og fuldstændig forvirret.

Var det sådan her, han var, når han var syg? Var det nu, at hun ikke måtte skælde ham ud og konfrontere ham med, hvad der var sket?

- Jeg havde sådan lyst til at sige: ”Hey, kan du huske, da du prøvede at slå mig ihjel lige før?”, men jeg turde ikke.

Maria Hjort Kronholm følte pludselig, at hun skulle passe på ham. Tage sig af ham.

Så i stedet for at løbe væk fra ham, endte hun med at hjælpe ham.

I dag kan hun godt undre sig over, hvorfor hun ikke gik første gang, han overfaldt hende.

Men på det tidspunkt havde hun allerede opbygget meget sympati for ham og hans situation. Samtidig bebrejdede hun sig selv.

Måske var hun for flyvende? Eller for egoistisk? Måske var det hendes egen skyld?

Hvorfor gik du ikke?

Alle kvinder, der har været i et voldeligt parforhold, har prøvet at få stillet spørgsmålet ”Hvorfor gik du ikke?” mindst en gang.

Det fortæller Lisbeth Jessen, direktør i Dannerhuset, som er et rådgivnings- og krisecenter for voldsramte kvinder og børn.

Men ifølge hende er netop det spørgsmål det mest udmattende og ødelæggende spørgsmål, man overhovedet kan stille en person, der har været i et voldeligt forhold.

Spørgsmålet bliver stillet, fordi mange har en helt forkert opfattelse af folk, der udsættes for partnervold, siger hun:

- En kvinde, der bliver udsat for partnervold, passer ikke ind i den forestilling, som folk har, om hvad et offer er. De fleste tænker på et offer som en, der bliver overfaldet af nogen, de ikke kender. Men at blive udsat for partnervold bør sidestilles med andre voldelige overfald, siger Lisbeth Jessen og fortsætter: 

- Ville man for eksempel spørge ofre for andre alvorlige forbrydelser: ”Hvorfor var du på den tankstation, da du blev overfaldet?”.

Nogle uger senere forsøgte hun at tage overfaldet op, men konsulenten nægtede at tale om det. Han bebrejdede Maria Kronholm for sit udfald. Hun havde glemt at huske ham på, at han skulle tage sine piller klokken 21, der netop skulle forhindre de udfald.

Dét måtte hun blive bedre til, tænkte hun. Derfor havde hun fremover en alarm stillet til klokken 21 hver eneste dag.

Alligevel stoppede overfaldene ikke, og fire måneder senere blev det så voldsomt, at Maria Hjort Kronholm forsøgte at flygte første gang.

Drikkepenge førte til overfald

Månederne efter det første overfald husker Maria Hjort Kronholm som meget turbulente.

Hun var mere og mere sammen med konsulenten, også selvom de verbale og voldelige overfald fortsatte, husker hun.

Hun fik det dårligere og dårligere. Den ene dag ville konsulenten have hende, den næste dag ville han ikke vide af hende, fortæller hun.

Vi gik direkte fra, at jeg kæmpede for mit liv, til at jeg skulle redde hans. Sådan endte det tit

Marie Kronholm

Når hun en gang imellem forsøgte at trække sig, vendte han, ifølge hende, på en tallerken.

Han fortalte hende, at han elskede hende. At det skulle være de to:

- Du kan ikke sige til mig, at du kan finde nogen ligesom mig, sagde han med et fast blik i hendes øjne, husker hun.

Undervejs i forholdet begyndte Maria Hjort Kronholm at arbejde som tjener.

En aften i april 2019 kom hun stolt hjem og fortalte konsulenten, at hun havde fået 200 kroner i drikkepenge. Dem havde hun fået af en mand.

Det gjorde konsulenten rasende. Han ville vide, hvad hun havde gjort for at få de penge, fortæller Maria Kronholm.

Han tog kvælertag på hende og trak hende derefter i håret ud mod toilettet. Her stak han hendes hoved ned i toiletkummen og forsøgte at drukne hende. Først da Maria fik sagt, at det var en ældre mand, der havde givet hende pengene, stoppede han.

Efter det voldsomme optrin løb han, ifølge Maria, direkte ud i køkkenet, tog en kniv og truede med at tage sit eget liv.

- Vi gik direkte fra, at jeg kæmpede for mit liv, til at jeg skulle redde hans. Sådan endte det tit, siger hun.

Da hun nogle dage senere sad alene i sin bil, brød hun sammen. Det hele blev for meget.

Hun tog sin telefon og ringede til sin far, der er politimand.

På politistationen

Maria Kronholm havde ikke haft meget kontakt med sin far efter en hård skilsmisse mellem hendes mor og ham. Men hun havde brudt kontakten med sin mor, fordi konsulenten, ifølge hende, havde bedt hende om det. Moren vidste nemlig, at konsulenten slog hendes datter.

I dag husker Maria Hjort Kronholms far tydeligt opkaldet fra sin datter.

- Maria ringede til mig grædende og fortalte, at hun var blevet slået igennem noget tid, og at manden havde holdt hendes hoved ned i toilettet, siger Michael Jensen.

Han fik hurtigt hentet sin datter og kørt hende på politistationen.

Det var her, at hun blev placeret i et lille glasbur ved receptionen for at tale med en efterforsker. Maria Hjort Kronholm troede egentlig, at hun nu ville anmelde konsulenten for overfaldet.

Men hun ombestemte sig undervejs, fordi hun synes, at det ville være synd for ham. En anmeldelse var at gå for langt.

Det ærgrede hendes far:

- Men jeg kunne jo ikke spærre og blokere hende. Jeg kunne jo kun fortælle hende, hvad jeg så. Og det var et usundt forhold, siger Michael Jensen.

Marias far insisterede dog på, at anmeldelsen blev registreret, selvom der ikke blev sat navn på manden, og han fik kørt Maria Kronholm på skadestuen.

Men kort tid efter vendte hun igen tilbage til konsulenten igen.

Løgne på skadestuen

I sommeren 2019 var både Maria Hjort Kronholm og konsulenten, ifølge hende, helt ude af deres forhenværende parforhold.

Det gjorde dog ikke situationen bedre. Tværtimod. For nu begyndte ”den store tur” – som Maria kaldte de mest voldsomme overfald, som endte ud med kvælertag – at ske en gang om ugen.

De verbale overfald og trusler blev snart en fast del af hverdagen, husker Maria Kronholm.

Optagelse nr. 3 Video: Kasper Søby & Kasper Søby

Overfaldene blev så voldsomme, at Maria Hjort Kronholm enkelte gange måtte tage til lægen og på skadestuen. Her instruerede konsulenten hende engang i, at hun skulle fortælle, at hun havde været til kampsporten MMA, husker hun.

I skadestuerapporten står der blandt andet, at Maria Hjort Kronholm havde:

”fået kvælertag og næsten besvimet. Siden da haft hovedpine, nakkesmerter med udstråling ned langs ryggen. Kvalme, svimmelhed, smerter i hele kroppen, rungende fornemmelse i højre øre og koncentrationsbesvær”.

Løgnen om MMA-træningen var ikke den eneste løgn i forholdet.

Hvis du bliver hos ham, bliver du ikke 26 år

Maria Kronholms far, Michael Jensen

I sommeren 2019, da Maria Hjort Kronholm for endnu en kort periode gik fra konsulenten, erkendte han i en mail til Maria, at han aldrig havde været skizofren, men blot havde spillet det. Han undskyldte, og de fandt igen sammen.

Men derfra blev overfaldene ifølge Maria Hjort Kronholm mere og mere ondskabsfulde.

Afhængighed

Alligevel gik hun ikke fra ham.

For selvom det var ham, der udsatte hende for vold og fik hende til at leve i konstant frygt, var han på en underlig måde også blevet den, der kunne få hende til at få det godt igen.

- Hans anerkendelse var næsten blevet et drug. Jeg var hele tiden i beredskab, og når så han gav mig et kram eller fortalte mig, at han elskede mig, så slappede jeg af, siger hun og fortsætter:

- Jeg blev faktisk afhængig af den ro, han gav mig. Det var ham, der kunne gøre det dårlige godt igen.

Hvorfor er det svært at gå fra en voldelig partner?

Ifølge Lisbeth Jessen findes der mange grunde til, at det kan være svært at gå fra en voldelig partner. Her kan du læse tre af dem:

1. Psykisk vold

Mange kvinder føler, at de har mødt en skøn mand, der langsomt, stille og roligt overskrider deres grænser og nedbryder deres selvværd og handlekraft mere og mere. Det betyder, at de er efterladt uden troen på, at de kan noget som helst selv, og derfor har de svært ved at gå.

2. Frygten for konsekvenserne

Mange kvinder er bange for, hvilke konsekvenser det kan få, hvis de går fra deres voldelige partner. Måske har han truet med at slå dem eller sig selv ihjel, hvis de går.

3. Sympati og omsorg

Nogle kan også have omsorg for voldsmanden. Volden er der ikke hele tiden, og når den ikke er der, føler de måske, at de har det godt. Mange laver også undskyldninger for manden, måske har han haft en dårlig opvækst, været presset på arbejde og så videre.

Efter næsten fire måneder med grove overfald en gang om ugen kunne Maria Hjort Kronholm dog snart ikke hænge sammen længere.

Til sidst var det bedste tidspunkt af døgnet, når hun skulle sove.

- Jeg kunne ikke forestille mig et mareridt, der kunne være værre end det liv, jeg levede. Min eneste pause var, når jeg sov, siger hun.

I november 2019 lykkedes det Maria Hjort Kronholm at gå fra konsulenten.

Den sidste flugt

I flere måneder havde hun tænkt, at hun måtte væk. Og en morgen, da hun stod op, blev konsulenten liggende og sov. Hun tog hurtigt sine ting og listede sig ud ad døren. I bilen ringede hun til sin far og lavede en frokostaftale med ham.

Michael Jensen havde været i jævnlig telefonisk kontakt med sin datter og gentagne gange forsøgt at få hende til at forlade konsulenten. Han havde insisteret på at holde en kontakt til Maria, selvom han i dag indrømmer, at det var svært ikke tage ud til hende og sparke døren ind.

- Hvis jeg havde været for bombastisk, er jeg bange for, at jeg havde skubbet hende fra mig, siger han.

Men da han så sin datter den novemberdag i 2019, havde han svært ved at tro sine egne øjne.

- Maria havde slagmærker i ansigtet og trykmærker på den ene arm, siger han.

Michael Jensen havde i sit job som politimand netop været ude til et dobbeltdrab på to kvinder, der var blevet slået ihjel af henholdsvis deres kæreste og ekskæreste.

- Det flashede bare op, at sådan skal Maria fandme ikke ende, siger han.

- Hvis du bliver hos ham, bliver du ikke 26 år, sagde han fortvivlet til hende.

Og det var den sætning, der i sidste ende fik Maria Hjort Kronholm ud af det voldelige forhold.

Den sympati og skyld, hun længe havde følt over for konsulenten, kunne hun pludselig overføre til sin familie og sine forældre.

Hun kunne ikke byde sin far at blive slået ihjel. Hvordan ville hendes mor ikke have det?

Hun satte sig ud i bilen med sin far, men i samme sekund ringede konsulenten. Han lovede, at han aldrig ville røre hende igen. Marias far gjorde tegn til, at hun skulle afbryde samtalen.

Bagefter ringede Michael Jensen til konsulenten og sagde, at det var slut mellem Maria og ham. Maria Kronholm talte efterfølgende i telefon med konsulenten og sagde, at hun ikke ville se ham mere.

På det tidspunkt havde Maria Hjort Kronholm ingen intentioner om at melde ham til politiet.

- Det føltes, som om at jeg havde lukket en dør og var løbet skrigende væk. Jeg vendte mig ikke engang om for at se, hvor langt jeg var løbet. Jeg skulle bare væk, siger hun.

Ti måneder senere skiftede hun mening.

Hvad nu, hvis det var min egen skyld?

Kort tid efter bruddet mødte Maria Hjort Kronholm en ny mand, som hun blev kærester med.

Han hedder Michael Sommer, og de er sammen den dag i dag.

Men Maria Hjort Kronholm havde det svært de første mange måneder af parforholdet. Volden havde sat sine spor. Hun fik konstateret PTSD og gik til psykolog.

Hun fik angstanfald, der var så voldsomme, at hun må tage piller for det.

Små ting kunne sende hende ud af kurs, som hvis kæresten spurgte, hvornår de skulle have mad?

- Så gik jeg jo fuldstændigt i panik, for så følte jeg, at jeg havde gjort noget forkert, for jeg havde jo lært, at hvis man først spørger om det, så er det allerede for sent, siger hun.

Angstanfaldene er stadigvæk en del af hendes hverdag.

I tiden lige efter bruddet med konsulenten havde Maria Hjort Kronholm ikke lyst til at anmelde ham for de voldelige overfald. Hun følte sig underligt taknemmelig over at være sluppet fri.

Han havde jo ladet hende gå.

Samtidig var hun bekymret for, hvad der ville ske, hvis sagen kom for retten.

- Jeg turde ikke blive betvivlet for alle de ting, jeg havde oplevet. Hvad nu, hvis det endte med, at de synes, at det var min egen skyld? siger hun.

Men den følelse forsvandt langsomt i takt med, at Maria Kronholm fik det bedre. Hun begyndte at stole mere og mere på sig selv, sine oplevelser og på, at det ikke var hendes skyld.

- Uanset om jeg havde smadret et vindue og råbt ad ham, så ville det aldrig være ok, at han slog mig, siger hun.

Maria Kronholm ville gerne have retfærdighed.

- Jeg blev mere og mere bange for at fortryde det senere i livet, hvis jeg ikke meldte ham, siger hun.

Anmeldelsen

Ti måneder efter bruddet spurgte Maria Hjort Kronholms farmor hende, hvorfor hun ikke havde meldt ham. Det følte hun pludselig ikke, at hun havde et godt svar på.

Derfor besluttede hun sig for at anmelde konsulenten. Med hjertet i halsen tog hun telefonen og ringede til politiet.

Her indgav hun en anmeldelse og overdrog lydoptagelser, mails og skadestuerapporter til politiet, der sigtede manden.

Maria Kronholm er glad for, at hun anmeldte ham, selvom det krævede måneders tilløb. Hun ved også, at nogen måske vil undre sig over, hvorfor anmeldelsen først kom ti måneder senere.

Men hun håber, at folk, der læser hendes historie, kan forstå, hvorfor man ikke altid kan melde partnervold, lige når det er sket.

- Jeg var simpelthen ikke i stand til det dengang, siger hun.

Sagen for retten

Konsulenten blev efterfølgende sigtet for at have udført legemsangreb af særlig brutal eller farlig karakter, mishandling, trusler og frihedsberøvelse mod Maria Hjort Kronholm.

Han nægtede sig skyldig i alle anklagepunkter.

I retten forklarede han, at lydoptagelserne, hvor han truer med at kaste Maria Hjort Kronholm ud fra en altan og smadre en telefon i hovedet på hende, var firmarelateret, og truslerne var tom snak.

Lydoptagelsen, hvor han siger, at han er hendes skaber, var, ifølge ham, en standard peptalk, som han også gav til andre klienter.

Han nægtede, at han var skizofren eller skulle have løjet om at være det.

Han nægtede også at have udført nogle af de overfald, som Maria Hjort Kronholm anklagede ham for.

29. juni blev konsulenten dømt skyldig i alle anklagepunkter og idømt et års fængsel.

Han har anket dommen til Landsretten.

TV 2 har forelagt konsulentens advokat Maria Hjort Kronholms kritik i denne artikel. Han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Konsulenten optræder anonymt i artiklen, men TV 2 er bekendt med hans identitet.

Du kan se 'Fanget i et farligt forhold' tirsdag på klokken 20.50 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.