Dagens overblik: Den ubærlige sølvmedalje

Guldhåb endte med skuffende sølv, danske filmfolk var i konfrontation med isbjørn, og tirsdag var en historisk dag på aktiemarkedet.

Forestil dig engang, at du har trænet dig op til den ultimative sejr i størstedelen af dit liv, og at du så til allersidst bliver overhalet på målstregen med 17/100 af ét sekund.

Det er næsten ikke til at holde ud.

Dansker troede, at guldet var hjemme

Og lige præcis så svært at holde det ud er det lige nu for det danske banelandshold i cykling, der onsdag tabte OL-finalen i holdløb ved legene i Tokyo.

Én af rytterne Rasmus Lund Pedersen kalder det "hjerteskærende":

- Vi kommer ud med sølv, og jeg tror faktisk til at starte med, at vi har vundet. Så at gå fra at tro, man har vundet og til at tabe, det er helt specielt, siger han.

- Det er en livslang drøm, der glider ud af hænderne med 17/100. Det er mit værste mareridt for at være helt ærlig. Og at stå her nu er ikke særligt sjovt, siger en anden, Frederik Rodenberg Madsen, der også var involveret i et større drama tirsdag, hvor han væltede.

Danske filmfolk fik voldsomt besøg af problemisbjørn

Langt fra Tokyos medaljeræs udspillede der sig natten til mandag en helt anden form for drama i en hytte på Daneborg Station, som er det fungerende hovedkvarter for Slædepatruljen Sirius i Grønland.

Tre personer, som var ved at lave filmoptagelser i Grønland, lå trygt og sov, da den ene pludselig vågnede. Han kunne høre, at en isbjørn var på vej ind gennem et åbentstående vindue. Idet manden gik hen mod vinduet, kastede isbjørnen sig frem og bed sig fast i hans hånd.

Både siden og før har isbjørnen forsøgt at komme ind på Daneborg Station, selvom den var blevet skræmt væk, og derfor er den nu blevet kategoriseret som en såkaldt "problembjørn". Det kan få fatale følger for den, hvis den nærmer sig igen.

Tirsdag var en historisk dag på aktiemarkedet

Omvendt var der optur på det danske aktiemarked tirsdag, hvor det danske eliteindeks for aktier, C25-indekset, slog prisrekord for anden dag i træk.

Det betyder, at de danske aktier aldrig har været mere værd, og årsagen er en usædvanlig kombination af medvind på verdenshavene og i medicinalindustrien.

Men der findes næppe roser uden torne, og fremgangen vækker da også bekymring hos enkelte organisationer. Blandt andre organisationen Oxfam Ibis, der kæmper mod ulighed. Her frygter man, at en aktiefest egentlig blot er med til at gøre de rigeste endnu rigere.

Et år efter er Beirut stadig i knæ

Flere end 200 mennesker blev dræbt, over 6500 blev såret, og op mod 300.000 mistede deres hjem, da Libanons hovedstad for præcis ét år siden blev ramt af en af historiens største ikke-nukleare eksplosioner.

Eksplosionen skete i en lagerhal med 2750 ton sprængfarlig ammoniumnitrat, der kan bruges både som gødning og til bomber. På billeder fra i dag kan man stadig se, at ødelæggelserne har været vildt omfattende.

Et år efter eksplosionen er ingen højtstående embedsmænd eller regeringsfolk blevet holdt direkte ansvarlige for eksplosionen, og en af grundene er, at en undersøgelse af hændelsen er gået i stå, da flere embedsmænd har nægtet at svare på opklarende spørgsmål. Derfor ventes der også nye demonstrationer i hovedstaden, hvor genopbygningsarbejdet går trægt.

Bevæbnet ægtepar benådet

Ægteparret Mark og Patricia McCloskey blev kendt i hele USA og resten af verden sidste år, da en video fra en fredelig demonstration gennem et velhaverkvarter i St. Louis blev spredt på sociale medier.

I videoen kunne man se ægteparret komme svært bevæbnede ud af deres hus. Mark McCloskey bar på et automatgevær og Patricia med en mindre pistol, som de pegede mod sorte Black Lives Matter-demonstranter, der gik gennem kvarteret.

Parret har siden fået nogle mindre domme for chikane, men er nu blevet benådet af Missouris republikanske guvernør, Mike Parson.

***