Nyheder

Hun blev selvvalgt solomor i en alder af 27 år: - Vi kvinder kan ikke blive ved med at vente

I 2010 begyndte 76 enlige kvinder mellem 18 og 29 år i fertilitetsbehandling i Danmark. Ti år senere er det tal mere end fordoblet.

Det var egentlig planen, at 29-årige Denice Kristensen skulle dele babylykken med den eneste ene.

Men for to år siden traf hun et livsændrende valg. Hun havde været på dates med forskellige mænd, men det udviklede sig aldrig til mere.

Jeg håber da, at der er en derude, der vil være en del af vores familie

Denice Kristensen

Derfor tog hun sagen i egen hånd. Hun ville være mor – alene.

- Vi kvinder kan ikke blive ved med at vente, siger hun.

Denice Kristensen startede i fertilitetsbehandling, og i 2019 kom hendes søn, Saxo, til verden.

Flere får børn alene

Og hun er ikke den eneste, som beslutter sig for at få et barn alene. År for år vælger flere danske kvinder at blive solomødre.

Men hvor det tikkende biologiske ur tidligere har været en drivende faktor, skriver yngre kvinder sig nu også ind i statistikken. Det viser de nyeste tal på området fra 2019.

I 2010 begyndte 76 enlige kvinder mellem 18 og 29 år i fertilitetsbehandling. Ti år senere er det tal vokset til 174.

Ser man på tallene for alle behandlede enlige kvinder på tværs af alder i samme periode, er antallet steget fra 1208 til 2073.

Det er små tal, men ifølge fertilitetssygeplejerske og familieterapeut Maria Salomon peger de på en tendens.

- Samfundsmæssigt er det blevet en accepteret familieform, og så ser vi yngre kvinder, der tager den her beslutning, siger hun.

Ifølge Maria Salomon, der har forsket på området, trives børn af solomødre lige så godt som andre.

Det er dog vigtigt, at børnene også har nogle mandlige rollemodeller at spejle sig i, understreger terapeuten:

- Vi taler med dem om, hvordan de kan forberede sig på forældreskabet, og der er netværk en rigtig god ting.

Venter endnu et barn

Netop netværket spiller en stor rolle hos Denice Kristensen i Fredericia. Her er især hendes forældre en stor del af den lille families hverdag.

De bakker op om datterens valg om at blive solomor. Og så ser de frem til, at familien igen snart forøges. Denice Kristensen er nemlig gravid med sit andet barn, som også er kommet til ved hjælp af en donor.

Det er et stort valg – eller fravalg – at tage på sine børns vegne?

- Jeg tror ikke, jeg har tænkt det, som om jeg har fravalgt noget for ham. Jeg håber jo, at jeg ved at vælge ham til fylder ham så meget op med kærlighed og gode ting, at det ikke kommer til at blive et problem, siger Denice Kristensen.

Og hvis den rigtige mand melder sig på banen hen ad vejen, er han velkommen indenfor, fortæller hun:

- Jeg håber da, at der er en derude, der vil være en del af vores familie. Men jeg tror også, jeg er bevidst om, at det aldrig bliver en far.

Over halvdelen af de enlige kvinder i 20'erne, som var i fertilitetsbehandling i 2019, blev ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen gravide.

Det samme gjorde sig gældende for en tredjedel af kvinderne i aldersgruppen mellem 35 og 40 år.