OL’s første uge i billeder
Historiske medaljeoverrækkelser og demonstrationer er blandt nogle af ugens billeder fra OL i Tokyo.
TV 2 har samlet billeder fra nogle af de historier, der løb med overskrifterne i den første uge af de Olympiske Lege i Tokyo.
Demonstrationer under åbningsceremonien
Selvom de japanske værter havde gjort deres for, at OL i vanlig stil blev skudt i gang med et stort åbningsshow, så gik gassen lidt af den olympiske flamme.
På grund af coronapandemien var det kun atleter, pressefolk og officials, der havde adgang til det stadion, der under normale omstændigheder har plads til 68.000 tilskuere.
Udenfor stadion kunne der høres vrede japanske demonstranter, der ville have legene stoppet.
Demonstranterne var utilfredse med, at OL blev afholdt på trods af et stigende smittetryk i Japan.
Gymnastikstjernes mentale udfordringer
Den 24-årige amerikanske gymnastikstjerne Simone Biles har i ugens løb trukket sig fra flere finaler.
Historien har fyldt en del i verdenspressen, da årsagen til amerikanerens exit er mentale udfordringer.
- Jeg siger, at man skal sætte mental sundhed først, for hvis du ikke gør det, kommer du ikke til at nyde din sport, og du kommer ikke til at lykkes så meget, som du gerne vil. Det er okay at sidde over ved de store konkurrencer nogle gange for at fokusere på dig selv. Det viser, hvor stærk et konkurrencemenneske og person du er, forklarede Biles på et pressemøde.
Simone Biles er efterfølgende blevet hyldet for at sætte fokus på mental sundhed.
For fem år siden blev Biles den mest succesfulde gymnast i USA's historie, da hun vandt fire guldmedaljer og en bronzemedalje ved OL i Rio.
Historisk guldmedalje
Glæden væltede ud af den filippinske vægtløfter Hidilyn Diaz, da det stod klart for hende, at hun som den første filippiner kunne hænge en OL-guldmedalje om halsen.
Mandag satte hun olympisk rekord i 55-kiloklassen ved at løfte i alt 224 kilo, da hun for fjerde og formentlig sidste gang deltager ved et OL.
Det er dog ikke første gang, Filippinerne har vundet medaljer ved et OL. Tre sølvmedaljer og syv bronzemedaljer er det blevet til ved tidligere olympiske lege.
Cykelrytter troede, hun havde vundet guld
Den hollandske cykelstjerne Annemiek van Vleuten jublede med armene hævet, da hun kørte over målstregen i kvindernes linjeløb ved OL.
Hun troede, hun havde sikret sig en guldmedalje, men en hidtil ukendt østriger havde allerede krydset målstregen som den første - 1 minut og 15 sekunder før Annemiek van Vleuten.
Vinderen af kvindernes linjeløb blev altså den 30-årige østriger Anna Kiesenhofer, der narrede alt og alle ved at snuppe guldmedaljen foran den hollandske favorit.
Det sendte chokbølger igennem den professionelle cykelverden, da Kiesenhofer er relativ ukendt i professionel sammenhæng.
Cecilie Uttrup Ludwig og Emma Norsgaard, der stillede op til løbet for Danmark, vidste efterfølgende heller ikke, hvem østrigeren var.
- Det er ikke, fordi jeg skal lyde arrogant, men jeg tror ikke, at hun er professionel, og jeg kender hende faktisk ikke, sagde Emma Norsgaard.
Det var ikke tilladt at bruge radiokommunikation under løbet, og det skabte forvirring om, hvem der lå i spidsen.
Storfavoritterne fra Holland troede, de havde hentet udbruddet, da Annemiek van Vleuten kort før mål stak af fra favoritfeltet. Men guldet var altså kørt fra hende, og hun måtte nøjes med sølv.
Schweiz, Schweiz og Schweiz
Der er mere cykling blandt ugens billeder. For første gang nogensinde ved et OL er alle medaljer i guld, sølv og bronze vundet af det samme land i mountainbike.
Schweiziske Jolanda Neff, Linda Indergand og Sina Frei kunne træde op på sejrsskamlen sammen og modtage hver deres medalje.
Den tidligere verdensmester Jolanda Neff fik guld. Sina Frei fik sølv efter en tæt og intens kamp mod Linda Indergand, der kunne pryde halsen med en bronzemedalje.
Stolt homoseksuel olympisk mester
Britiske Tom Daley vandt sin første guldmedalje til OL sammen med makkeren Matty Lee i synkront udspring fra timetervippen.
Men det var ikke kun sejren, der tog overskrifterne på det efterfølgende pressemøde.
Den 27-årige brite er homoseksuel, og det har i mange år fået ham til at føle sig begrænset i forhold til andre atleter.
Men med mandagens medalje kunne han med stolthed proklamere sig som homoseksuel og olympisk mester.
- Jeg troede aldrig, jeg ville opnå noget, fordi jeg var den, som jeg var. Men at være olympisk mester nu viser bare, at man kan opnå alt, sagde den britiske guldvinder på pressemødet.
To 13-årige på medaljeskamlen
I kvindernes street skateboard-konkurrence satte to meget unge deltagere alle konkurrenterne til vægs.
13-årige Momiji Nishiya fra Japan snuppede guldmedaljen, og 13-årige Rayssa Leal fra Brasilien fik sølv. Den tre år ældre Funa Nakayama, der også er fra Japan, fik bronze.
Det er første gang, at skateboarding er med til OL, og der dystes i to forskellige discipliner – park og street.
Dansk svømmestjerne takker af
En af Danmarks største atleter gennem tiden har svømmet sit sidste OL.
Jeanette Ottesen svømmede søndag finalen i 4 x 100 meter fri, hvor det desværre ikke blev til en medalje i karrierens sidste professionelle tur i bassinet.
Men bag sig har hun næsten også vundet alt, hvad der kunne vindes. 53 internationale medaljer er det blevet til - heriblandt seks VM-guldmedaljer og en OL-bronzemedalje.
Dermed er hun den mest vindende danske svømmer nogensinde.
Første danske medalje ved dette OL
Det blev skeetskyderen Jesper Hansen, der som den første dansker ved dette OL kunne hænge en medalje om halsen. Medaljen var af sølv.
Undervejs i finalen havde Jesper Hansen skudt sig op på en delt førsteplads, men til sidst trak amerikaneren Vincent Hancock fra og snuppede guldmedaljen. Abdullah Al-Rashidi fra Kuwait fik bronze.
Jesper Hansen har tidligere været verdensmester og europamester, men det er første gang, han har vundet en medalje til OL.
Hansens sølvmedalje er dog ikke den eneste medalje, der er hentet hjem til Danmark indtil videre.
Torsdag fik roerne Frederic Vystavel og Joachim Sutton bronze i disciplinen toer uden styrmand.