Dagens overblik

Dagens overblik: Bristede drømme

Danske guld-favoritter klarede sig videre ved OL, mens andre forspildte deres chance. Og Delta-variant spreder sig som skoldkopper ifølge tal fra USA.

Der er gået mere end fem år, siden Prince døde. Alligevel er det amerikanske musikikon i dag aktuel med sit nye album, 'Welcome 2 America'. Og han formår stadig at dupere anmelderne.

Dermed welcommen 2 dagens overblik:

Tæt på, men ingen cigar

Det var SÅ tæt på, men alligevel glippede guldet, sølvet og bronzen for færøske Sverri Nielsen, da han i nat skulle forsøge at ro en OL-medalje hjem til Danmark i singlesculler.

Den 27-årig færing - der deltager under dansk flag - var med blandt de tre forreste næsten hele vejen, men til sidst blev han overhalet af kroaten Damir Martin, som snød Sverri Nielsen for bronzen med 0,15 sekunder.

Det var derfor også en bevæget roer, der efterfølgende fortalte, at det nok var hans sidste OL.

- Det er en ærgerlig måde at slutte det af på. Men jeg har i hvert fald gjort, hvad jeg kunne. Jeg har gjort alt rigtigt. Jeg er gået så langt, som jeg er villig til at gå, og som kroppen kan klare, sagde han.

Endnu tættere på, men stadig ingen cigar

Anne-Marie Rindom var ikke bare bevæget, hun var knust. Forud for fredagens tiende sejlads var der store forventninger til, at hun kunne snuppe OL-guldet i bådtypen laser radial.

​Men det gik helt galt for hende. For lige før starten på den sidste sejlads fik den danske sejler en advarsel, og efter stor forvirring stillede hun slet ikke til start.

- Det føles, som om man slet ikke kan være i sin egen krop. Det er svært ikke at græde alt for meget. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede derude i dag, sagde hun bagefter.

Heldigvis er håbet ikke ude. Anne-Marie Rindom kan stadig nå at vinde guldet, når der er medal race på søndag.

Guldfavoritter leverede

Og så trænger vi vist også til nogle positive danske OL-vinkler, inden vi bevæger os videre til dagens andre nyheder.

Et af Danmarks store guldhåb lever endnu i form af Pernille Blume, der i dag svømmede sig i semifinalen i favoritdisciplinen 50 meter fri - den, som sikrede hende OL-guld for fem år siden i Rio.

Der er semifinale lørdag klokken 4.32 dansk tid og finale søndag klokken 3.37.

Der var også dansk succes i den olympiske håndboldhal, da herrelandsholdet vandt 34-28 over Portugal. Holdet har nu fire sejre i fire kampe inden sidste gruppekamp, som spilles på søndag klokken 14.30 mod Sverige.

Delta smitter som skoldkopper

I USA er myndighederne igen begyndt at stramme corona-anbelingerne, efter at Delta-varianten har fået sit tag i befolkningen. Og der er god grund til at tage varianten alvorligt, lyder det i nye dokumenter fra det amerikanske Center for Sygdomskontrol- og Forebyggelse (CDC).

CDC har regnet sig frem til, at enhver, der er smittet med Delta-varianten, i gennemsnit smitter otte-ni andre. Med den oprindelige coronavirus smittede man en-to andre.

- Det er en af de mest smitsomme virusser, vi kender. Mæslinger, skoldkopper... Den er helt deroppe, siger CDC’s direktør Rochelle P. Walensky til CNN.

Den gode nyhed set med danske briller er, at vi er virkelige godt rustet til et efterår med corona, siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

Albert Dyrlund er død

Den kendte danske youtuber Albert Dyrlund mistede onsdag livet ved en ulykke i Italien. Han blev 22 år.

Albert Dyrlund havde et stort publikum blandt de unge på sociale medier. På Instagram havde han fredag eftermiddag 224.000 følgere, og på Youtube havde han 168.000.

Hans popularitet nåede dog også uden for de sociale medier. I 2018 spillede han hovedrollen i filmen ’Team Albert’, der modtog publikumsprisen ved Robert-uddelingen i 2019.

​Dødsfaldet har skabt sorg blandt hans venner og kollegaer. Du kan læse nogle af reaktionerne her.