Nyheder

Simone Biles valgte mental sundhed over medaljer – nu bliver hun hyldet for det

Den amerikanske OL-gymnast har trukket sig fra flere finaler for at fokusere på sit mentale helbred.

Overraskelsen i kommentatorernes stemme var ikke til at tage fejl af, da den amerikanske gymnast Simone Biles sprang over hest i OL-finalen i holdkonkurrencen.

Biles udførte et lettere spring end ventet og kiksede landingen.

Kort efter trak hun sig fra finalen og forklarede, at det var for at fokusere på sit mentale helbred. Hun blev afløst af 20-årige Jordan Chiles, og amerikanerne fik kæmpet sig til en sølvmedalje.

Siden har hun trukket sig fra finalen i mangekamp torsdag, igen med henvisning til sit mentale helbred.

Det bliver altså ikke til guld torsdag, men Biles ser til gengæld ud til at have vundet guld i hjerterne hos mange.

Verdensstjernen bliver nemlig hyldet for at tale højt om mental sundhed og sætte det som sin førsteprioritet.

En række af Biles’ gymnastikkollegaer støtter hendes svære beslutninger, ligesom Det Amerikanske Gymnastikforbund viser sin støtte på Twitter.

På sociale medier flyder det med støtteerklæringer til Biles, blandt andet fra verdensstjerner både inden og uden for sportsverdenen.

Det betyder meget for mange

Sarah Hirshland, der er chef for USA's Olympiske Komité, er stolt af beslutningen, Biles traf under finalen.

- Vi hylder din beslutning om at prioritere din mentale sundhed over alt andet, og vi tilbyder dig den fulde støtte og ressourcer fra vores Team USA-fællesskab, mens du navigerer i rejsen forude, siger hun ifølge det britiske medie BBC.

Hos SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed er formand Knud Kristensen glad for, at et internationalt forbillede som Simone Biles tør tale højt om udfordringer med psyken.

- Det betyder rigtigt meget for mange. Det at opdage, at der er OL-deltagere, der har problemer med psyken, er stort for mange. Mange tænker, at de nok er de eneste, der døjer med mentale udfordringer. Når de opdager, at der er mange andre, og nogle af dem har store karrierer, så betyder det meget, siger han til TV 2.

Simone Biles forklarede på et pressemøde efter holdfinalen, at hun ikke ønskede at koste sit hold en medalje ved at fortsætte, når hun ikke var i den rette mentale tilstand.

- Jeg siger, at man skal sætte mental sundhed først, for hvis du ikke gør det, kommer du ikke til at nyde din sport, og du kommer ikke til at lykkes så meget, som du gerne vil. Det er okay at sidde over ved de store konkurrencer nogle gange for at fokusere på dig selv. Det viser, hvor stærk et konkurrencemenneske og person du er, lød det fra Biles.

Støttes af OL-legende

Hun er en af de største stjerner ved OL i Tokyo, særligt efter hendes præstationer ved det forrige OL i Rio, hvor hun vandt fire guldmedaljer og en bronzemedalje.

Det var forventet, at Biles ville gentage den imponerende præstation, men nu har hun altså selv trukket håndbremsen. Hun forklarede efter holdfinalen, at dette OL har været stressende, og at det har været et langt år med pandemien.

En af dem, som kan sætte sig ind i at have store forventninger på sine skuldre, er den amerikanske svømmer Michael Phelps. Han er den atlet i verden med flest olympiske medaljer – hele 28, hvor 23 er af guld.

Til det amerikanske medie NBC udtrykker han også sin støtte til Biles og forklarer, at OL kan være overvældende.

- Vi er mennesker. Ingen er perfekte. Det er okay ikke at være okay. Det er okay at gå gennem op- og nedture og følelsesmæssige rutsjebaner. Men jeg tror, at det vigtigste er, at vi alle må spørge om hjælp nogle gange, når vi går gennem sådan nogle perioder, siger han.

Flere atleter taler højt om mental sundhed

Tidligere har den japanske tennisstjerne Naomi Osaka også sat fokus på mental sundhed, da hun trak sig fra French Open og Wimbledon med henvisning til sin kamp med depression og social angst.

Generelt er der flere og flere atleter, som taler højt om udfordringer med deres psykiske velvære, fortæller Knud Kristensen fra SIND.

- Når du dyrker det på topplan, bliver du presset. Og det er presset, som kan skubbe dig ud i nogle mentale udfordringer.

Det er heller ikke nemt at vide, hvor man står henne rent mentalt, tilføjer han. For at vide, hvor ens mentale grænse går, er man nødt til at have stået ved den først.

- Man skal lære sine grænser at kende. Man kan ikke slå op i en tabel. Man skal mærke det på egen krop. Man skal have været i ulykken for at vide, hvor grænsen går. Man lærer det ved at være der selv. Og det er svært, siger han.

Simone Biles er stadig i spil til flere medaljer, da hun har kvalificeret sig til disciplinfinalerne i samtlige fire discipliner i sporten. Hun har endnu ikke udtrykt, om hun vil deltage i disciplinfinalerne.