Nyheder

SSI vil teste danskernes afføring for coronavirus

Smitte hos personer uden symptomer kan også fanges i spildevandet.

Menneskers afføring kan afsløre, om en person er smittet med coronavirus.

Derfor skal danskernes spildevand fra august undersøges af forskere fra Statens Serum Institut (SSI).

Prøver fra rensningsanlæg kan nemlig sladre om lokale smitteudbrud, fortæller afdelingschef i Statens Serum Institut Tyra Grove Krause.

- På den måde kan vi fokuseret teste folk i området eller lave lokal smitteopsporing, siger hun til TV 2.

Samtidig kan instituttet gennem prøverne overvåge, om der opstår nye varianter af coronavirus - og dermed tage smittespredningen i opløbet.

Det er et nyt overvågningsredskab

Tyra Grove Krause, afdelingschef i Statens Serum Institut

Testet i en måned

Instituttet har gennem juli testet metoden, hvor eksperter har undersøgt spildevand med afføring fra 20 udvalgte rensningsanlæg og pumpestationer for at spore coronasmitte lokalt.

En ordning som nu udvides til resten af Danmark, hvor den skal køre som et fast projekt. Og forventningen fra SSI er, at alle dele af landet er med i løbet af efteråret.

- Det er et nyt overvågningsredskab, som man kan bruge i den næste periode af pandemien, hvor vi ikke tester mennesker i samme udstrækning, som vi har gjort før, siger Tyra Grove Krause.

Det er dog i første omgang ikke muligt for instituttet at kæde virussen sammen med bestemte husstande. Detaljeringsgraden holder sig til kunne at give et praj om smitte i det område, der er tilknyttet det specifikke rensningsanlæg, hvor den positive prøve er taget fra.

Mennesker med covid-19 udskiller virus sammen med afføringen allerede 24 timer efter smitte - og ofte før de udvikler symptomer. Samtidig kan smitte hos personer uden symptomer også fanges i spildevandet.

Find smitten

I forsøget fra juli blev spildevandet testet, ved at de enkelte rensningsanlæg tog en prøve af vandet. Prøven blev sendt til analyse på firmaet Eurofins laboratorie, der stod for at analysere spildevandsprøverne for coronavirus.

Eurofins benytter et specielt kemikalie, der binder sig til virusser, og som efterfølgende kan centrifugeres ud af spildevandet og analyseres.

Det var egentlig meningen, at prøveperioden skulle have kørt for et par måneder siden

Steen Ethelberg, professor og seniorforsker ved SSI

På den måde er det muligt at få et billede af, hvordan smitten ser ud i det område, som rensningsanlægget er knyttet til. Forsøget har dog endnu ikke været brugt til at sætte ind over for konkrete smitteudbrud, fortæller Steen Ethelberg, der er professor og seniorforsker ved SSI, til Ritzau.

Men det betyder ifølge professoren ikke, at metoden ikke virker. Det er i højere grad udtryk for, at der ikke har været bekymringsvækkende smitteudbrud på de steder, hvor instituttet indtil nu har testet.

Skal testes mere

I Sverige har myndighederne allerede siden maj 2020 undersøgt spildevandet for coronavirus. Tidligt viste det sig, at prøverne kunne bruges til at give myndighederne én til to ugers forspring, når det gjaldt stigende smitte.

Samtidig har både Hjørring, Ishøj og Københavns Kommune selv testet metoden i et stykke tid, og det har høstet kritik, at SSI ikke har udbredt ordningen før.

- Det var egentlig meningen, at prøveperioden skulle have kørt for et par måneder siden, så vi havde lidt tid til at gruble over tallene, inden spildevandsovervågningen blev rullet ud i hele landet, siger Steen Ethelberg til Ritzau.

Man har nogle erfaringer fra andre lande, som vi kan høste

Tyra Grove Krause, afdelingschef i Statens Serum Institut

Men det var imidlertid ikke muligt at igangsætte et landsdækkende forsøg tidligere, lyder det fra professoren. For der var ikke var lovhjemmel til, at rensningsanlæggene bredt foretog test af spildevandet.

Derfor blev projektet udskudt, men 24. juni vedtog Folketinget en ændring af epidemiloven, så myndigheder som Statens Serum Institut og kommuner fra 1. juli kan overvåge spildevandet for smitsomme sygdomme.

Metoden med at teste spildevand er dog stadig langtfra perfekt, lyder det fra Steen Ethelberg. Og i den kommende tid skal forskerne i projektet blive meget klogere i forhold til udførelse og praktik.

Den manglende erfaring fra Danmark bekymrer ikke Tyra Grove Krause.

- Man har nogle erfaringer fra andre lande, som vi kan høste. Og der har man altså kunnet opdage nye udbrud ved hjælp af denne her overvågning, siger hun.

Ifølge SSI kommer cirka 90 procent af danskerne til at være koblet på systemet.