Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus

Her får du seneste nyt om coronavirus i Danmark og verden.

Du kan se de seneste coronatal her.

Blot en halv til en hel procent oplever senfølger efter corona

Kun mellem en halv og en hel procent oplever ifølge Statens Serum Institut senfølger efter at have været smittet med coronavirus, skriver Berlingske. Det får en forsker til overfor avisen at kalde problemet med senfølger i Danmark minimalt.

Til august lancerer Statens Serum Institut dog en stor undersøgelse, hvor 300.000 danskere, der har været smittet, vil modtage et spørgeskema i deres e-boks. Det samme vil en lige så stor gruppe, der ikke er registreret smittet.

En fjerde OL-atlet fra Tjekkiet er testet positiv

Tjekkiet har torsdag meddelt, at cykelrytteren Michal Schlegel er testet positiv for corona. Han er den fjerde tjekkisk OL-atlet og det sjette medlem af den tjekkiske OL-delegation, der er testet positiv.

26-årige Schlegel, der til dagligt kører for holdet Elkov-Kasper, stiller dermed ikke til start i landevejsløbet, der afvikles tidlig lørdag morgen dansk tid, skriver Ritzau.

Halvdelen af alle voksne i EU er færdigvaccinerede

Over halvdelen af alle voksne i EU er færdigvaccineret, oplyser talskvinde for EU-Kommissionen Dana Spinant torsdag. Det svarer til mere end 200 millioner europæere.

- 54,7 procent af den voksne befolkning er færdigvaccineret med enten to vaccinedoser eller en dosis fra Johnson & Johnson. 68,4 procent af voksne i EU har allerede fået deres første dosis.

Ny bivirkning fundet hos Johnson & Johnson-vaccinen

Coronavaccinen fra Johnson & Johnson kan i meget sjældne tilfælde betyde, at vaccinerede rammes af syndromet Guillain-Barré, hvor kroppens immunforsvar angriber nerverne. Det vil vaccinens produktinformation nu blive opdateret med, oplyser Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) på sin hjemmeside.

Der er fundet 108 tilfælde af syndromet blandt 21 millioner vaccinerede i verden. Symptomerne er muskelsvaghed, som begynder i fødderne og bevæger sig opad i ben og krop.

Vaccineudrulningen haster, siger overlæge

Det er et kapløb mellem den særligt smitsomme Delta-variant og vaccineudrulningen, siger Anders Fomsgaard, som er virusforsker og overlæge ved Statens Serum Institut, til TV 2.

- Vi har travlt med at få folk vaccineret, fordi Delta-varianten smitter langt mere end tidligere varianter, siger han.

Anders Fomsgaard understreger dog, at den danske vaccineudrulning er succesfuld. Han mener, at vi allerede vil kunne se en betydelig nedgang i smitten, når 60 procent af befolkningen er færdigvaccineret. Reel flokimmunitet mener han dog først opnås, når 86 procent af befolkningen er immune, og Anders Fomsgaard er usikker på, hvorvidt vi når dertil.

EU har kun sendt en brøkdel af lovede vacciner til u-lande

EU lande har planlagt at donere 160 millioner vaccinedoser til fattigere lande rundt i verden for at slå pandemien ned. Indtil videre er kun 3 procent af de lovede doser dog sendt afsted.

Det skriver Reuters, der har informationen fra et EU-dokument.

Det drejer sig fortrinsvis om AstraZeneca-vacciner, som landene ikke selv har kunnet bruge.

Professor er ikke bekymret over smittetal

Selvom den mere smitsomme Delta-variant udgør langt størstedelen af de danske coronatilfælde, så er der ikke grund til bekymring over smittetallene.

Det mener Eskild Petersen, adjungeret professor i infektionssygdom ved Klinisk Institut på Aarhus Universitet.

- På trods af udbredelsen af Delta-varianten og på trods af, at vi har sluppet mange restriktioner, så må man sige, at der er kontrol over situationen, lyder det.

Angela Merkel er bekymret over smitteudvikling

Forbundskansler Angela Merkel siger, at hun er bekymret over smitteudviklingen i Tyskland, og hun siger i en appel til befolkningen, at det er vigtigt at blive vaccineret. Den afgående tyske leder, som forlader toppolitik efter det tyske forbundsdagsvalg i september, siger, at der er "en klar og urovækkende dynamik" i de seneste tal.

Mere end fire millioner har fået første vaccinestik

Mere end fire millioner borgere har nu modtaget første stik med coronavaccine. Det svarer til 68,7 procent af befolkningen, oplyser Sundhedsministeriet.

Endnu en OL-atlet testet positiv for coronavirus

Beachvolleyballspilleren Marketa Slukova-Nausch er blevet testet positiv for coronavirus, oplyser et tjekkisk medie ifølge Reuters torsdag. Hun er dermed den tredje tjekkiske udøver og den femte i alt fra landets OL-delegation, der bliver ramt af corona. 

Tirsdag meddelte den øverste direktør i Tokyos organisationskomite, Toshiro Muto, at OL stadig kan blive aflyst efter det stigende antal coronatilfælde. Officielt skydes OL i gang fredag. 

Politi sigter værtshusejer for at holde åbent til for sent

Cafeer, restauranter, værthuse og lignende serveringssteder skal som en del af restriktionerne for at begrænse coronasmitte lukke senest kl. 02.00. Men i nat modtog Københavns Politi en anmeldelse klokken 03.08 om, at en beværtning på Nørrebrogade holdt åben i strid med reglerne. På beværtningen var der gæster, da politiet mødte frem, og derfor bliver ejeren sigtet for overtrædelse af lukkereglerne.

Tokyo registrerer højeste antal smittede siden januar

Onsdag registrerede Tokyo 1832 nye smittede med coronavirus. Det er det højeste tal siden januar. Det skriver NPR. Fredag begynder OL i byen officielt med en åbningsceremoni, hvor der blot vil være 950 tilskuere til stede.

Politi kræver fængsel til mand sigtet for fremstilling af falske coronapas

Østjyllands Politi kræver en 27-årig mand fængslet ved et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus torsdag klokken 10.30. Manden er sigtet for at have fremstillet adskillige falske coronapas til sig selv og andre. Det skriver Østjyllands Politi på Twitter.

Med gravide vaccinerede vil vi komme tæt på flokimmunitet, siger lektor

Fordi 12-15-årige samt gravide og ammende nu også bliver tilbudt vaccinen, vil vi komme meget tæt på flokimmunitet til efteråret. Det vurderer Viggo Andreasen, lektor i epidemiologi ved Roskilde Universitet, på baggrund af egne, nye beregninger.

- Delta-varianten er mere aggressiv end tidligere varianter, og derfor er det nødvendigt med en stor andel vaccinerede. Det kommer vi meget tæt på til efteråret, siger han til TV 2.

Ifølge Viggo Andreasens beregninger skal 86 procent af befolkningen være vaccineret for at opnå flokimmunitet.

Kina afviser yderligere WHO-undersøgelse af coronavirussens oprindelse

Kina har torsdag afvist en plan fra WHO om en næste fase i undersøgelserne af coronavirussens oprindelse. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Planen inkluderer blandt andet en hypotese om, at virussen ved et uheld kan være sluppet ud af et kinesisk laboratorie.

- Vi vil ikke acceptere dette forsøg på at finde frem til oprindelsen, da det på nogle områder fraviger almindelig sund fornuft og videnskaben, siger Zeng Yixin, der er viceminister i Kinas nationale sundhedskommission.

Biden lægger op til at vaccinere børn under 12 år

USA's præsident Joe Biden erklærer sig positiv over for idéen om at lade børn under 12 år vaccinere mod coronavirus. Biden forventer, at børnene i den unge aldersgruppe allerede fra starten af det nye skoleår vil få tilbud om vaccination.

- Måske fra begyndelsen af skoleåret fra slutningen af august eller begyndelsen af september eller i oktober, vil vaccinen blive endelig godkendt (til børn under 12 år, red.), siger Biden på et forsamlingsmøde til CNN, skriver The Guardian.

Engelske coronaindlæggelser er det højeste antal siden februar

Antallet af hospitalsindlæggelser med personer med covid-19 i England er steget til det højeste niveau i næsten fem måneder. Det viser tal fra det engelske sundhedsvæsen, NHS. I alt blev 752 covid-19-patienter indlagt på et hospital i landet 19. juli. Det er en stigning på 21 procent sammenlignet med ugen før og det højeste antal siden 25. februar.