Nyheder

LIGE NU

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Amerikansk stat vil have fjernet kvinders ret til abort

Den amerikanske stat Mississippi har torsdag anmodet den amerikanske højesteret om at underkende en historisk dom fra 1973, der fastslog, at kvinder havde en forfatningssikret ret til abort. Det skal ifølge staten ske, når den næsten 50 år gamle retssag skal diskuteres i højesterets næste "sæson".

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Bagagemedarbejderne i Københavns Lufthavn genoptager arbejdet

Bagagemedarbejderne i Københavns Lufthavn genoptager arbejdet efter at have strejket torsdag. Det oplyser Københavns Lufthavn ifølge Ritzau.

Mand anholdt for livsfarlig vold mod sin samlever

En 55-årig kvinde er torsdag aften indlagt på Rigshospitalet i kritisk tilstand, efter at hun er blevet udsat for grov vold af sin samlever. Det oplyser Københavns Politi.

Manden er anholdt og fremstilles i grundlovsforhør fredag.

Kvinde stak sin venstre hånd over en øde grænse og fik en bøde på 8000 kroner

I et af de allerfjerneste hjørner af den skandinaviske halvø, hvor Rusland, Norge og Finland mødes, gælder det om at holde armene for sig selv. Det erfarede en norsk kvinde for nylig.

Hun kom nemlig til at stikke sin venstre hånd - og ikke mere end det - over den russiske grænse. Og det koster hende nu en bøde på 8000 kroner. Godt nok er grænsen ganske øde, men der er overvågningskameraer på stedet, og det er givetvis et af disse, der har afsløret kvinden. Det skriver det norske medie VG.

Gammel Kongevej er atter åben

Gammel Kongevej i København var indtil for nylig spærret i begge retninger grundet en brand i nr. 96, men nu er trafikken atter åben i begge retninger, oplyser Københavns Politi på Twitter. Hovedstadens Beredskab skriver samme sted, at branden, der fandt sted i en lejlighed, er slukket, og at én person er reddet ud.

Både Dansk Folkeparti og Enhedslisten vil have regeringsindgreb i strejke

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl vil have regeringen til at gribe ind i sygeplejeskernes strejke, der har kørt siden den 19. juni - og som er blevet optrappet to gange siden. Det skriver Politiken. Dermed står han lidt usædvanligt side om side med Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen, der som den eneste anden partileder også har gjort det klart, at regeringen ifølge hende bør gribe ind.

Central gade i København spærret på grund af brand

Københavns Politi skriver på Twitter, at Gammel Kongevej på Frederiksberg i øjeblikket er spærret i begge retninger grundet end brand i nr. 96. Politiet forventer imidlertid, at vejen snart kan åbne igen.

Byttehandel: Danmark får lov til at fange fem tons tun

Danske lystfiskere får lov til at fange 15-20 tun, som skal stilles til rådighed for forskere på Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Det er normalt ulovligt at fange tun i Danmark uden at sætte dem tilbage i havet. Men Danmark har lavet en byttehandel med fiskekvoter med Spanien, skriver Ritzau.

Ugers uro i Sydafrika har kostet mindst 337 personer livet

Mindst 337 personer har mistet livet under de seneste ugers optøjer i Sydafrika, som opstod efter at ekspræsident Jacob Zuma for nylig begyndte at afzone en fængselsstraf.

Det oplyser en af landets ministre, Khumbudzo Ntshavheni, torsdag.

Drabsforsøg på Markedspladsen i Herning

Midt- og Vestjyllands Politi har torsdag omkring middag anholdt en 34-årig mand, som nu står mistænkt for drabsforsøg, oplyser politiet på sin hjemmeside. Han skulle angiveligt have stukket en 31-årig mand i ansigtet og halsen med en kniv. Offeret er blevet opereret og skønnes uden for livsfare.

Norges kronprins: Vi skal modarbejde højreekstreme kræfter

Nordmændene har i fællesskab og hver for sig et ansvar for at modarbejde højreekstreme kræfter. Sådan lyder budskabet fra Norges kronprins Haakon i en tale på øen Utøya torsdag eftermiddag, hvor tiåret for angrebet mod unge på Arbejdernes Ungdomsfylknings sommerlejr bliver markeret.

Venedig kan i dag blive erklæret truet

Torsdag debatterer UNESCOs verdensarvskomite, om Venedig og den omkringliggende lagune skal tildeles status som truet, skriver Reuters. Det er særligt for mange turister, for få lokale indbyggere og for dårlig offentlig styring, der har lagt pres på den italienske turistmagnet over dem alle.

Politiet finder ingen beviser for stenkast på Hillerødmotorvejen

Hillerødmotorvejen afspærrede tidligere torsdag Hillerødmotorvejen. Nu skriver politiet på Twitter, at de ikke har gjort nogen fund, der kan fastslå, at der var tale om et stenkast.

22 danske atleter deltager i OL-åbningsceremonien

OL-åbningsceremonien i Tokyo fredag får deltagelse af 22 ud af 111 danske atleter. Det bliver hækkeløber Sara Slott Petersen og sejler Jonas Warrer, der bærer den danske fane ind på det olympiske stadion til åbningsceremonien.

To iranske krigsskibe sejler igennem dansk farvand

Forsvaret skriver på Twitter, at de rutinemæssigt følger to iranske krigsskibe i dansk farvand. Det drejer sig om det ombyggede tankskib Makran ved Femern Bælt og fregatten Sahand ved Bornholm. Det forventes, at de er på vej til den årlige flådeparade i Sankt Petersborg, meddeler Forsvaret.

Hillerødmotorvejen er genåbnet

Efter at politiet så sig nødsaget til at spærre Hillerødmotorvejen af ved Farum tidligere i dag grundet et formodet stenkast, er motorvejen atter åben i alle retninger. Det skriver Vejdirektoratet.

Mand anholdt for besiddelse af heroin og kokain

Københavns Politi skriver, at de onsdag anholdt en 23-årig mand på Christiania, der var i besiddelse af 500 gram kokain og 15 gram heroin. Han fremstilles i dag i grundlovsforhør.

Motorvej delvist afspærret efter formodet stenkast

Nordsjællands Politi har afspærret Hillerødmotorvejen i nordgående retning mellem de to Farum-afkørsler, mens de foretager undersøgelser efter et formodet stenkast fra en bro. Trafikken ledes af motorvejen ved afkørsel 9. Politiet forventer, at undersøgelserne pågår den næste halve times tid. Forruden på en bil er i forbindelse med det formodede stenkast blevet ramt, men der er ikke umiddelbart nogen meldinger om personskade. 

Politi til stede i Herning efter alvorlig hændelse

Midt- og Vestjyllands Politi er til stede på Markedspladsen i Herning i forbindelse med en alvorlig hændelse. Gerningsmanden er anholdt, og politiet ønsker at komme i kontakt med vidner, der har set en mand flygte fra stedet på knallert iført rygsæk og sort hjelm. Politiet har ikke yderligere oplysninger for nu.

Presset dyrepark modtager 300.000 fra private donorer

Efter halvandet år med nedlukninger og restriktioner som følge af coronapandemien har Givskud Zoo været presset på økonomien, og dyreparken forventer et dundrende underskud på 10 millioner kroner. Men en økonomisk appel har nu resulteret i, at parken har modtaget 311.837 kroner fordelt ud på 1.347 private donorer.