Tech

Nu sætter Jeff Bezos kurs mod rummet

Hvad skete der? Klokken 15 dansk tid satte Jeff Bezos kurs mod rummet med kapslen New Shepard. Knap ti minutter efter landede han og de tre øvrige besætningsmedlemmer sikkert. 

Hvorfor var det vigtigt? En ny æra med kommercielle rumrejser er i gang, og Jeff Bezos var den anden rigmand på kun ni dage, der rejste til rummet.

Tak fordi du fulgte med

Rumrejsen er forbi, og denne liveblog opdateres ikke længere. 

Rumkapløbet er for alvor i gang

Med Jeff Bezos' nu vellykkede tur til rummet er der for alvor gang i rumkapløbet, mener John Leif Jørgensen. 

- Det her kan blive kæmpestort de næste år. Lige nu handler det om at forbedre teknologien og finde en måde at opskalere på, siger han. 

John Leif Jørgensen uddyber, at det på nuværende tidspunkt er urealistisk, at almindelige mennesker kan komme med ombord på en tur til rummet, fordi det simpelthen er for dyrt. 

- Lige nu koster det flere millioner, og der vil formentlig gå cirka ti år, før prisen kommer ned i et leje, hvor dødelige kan være med, siger han. 

Kæmpe smil hos alle fire

Glæden er tydelig at spore hos de to Bezos-brødre, Oliver Daemen og Wally Funk, da de træder ud af New Shepard.

Omkring dem er venner, familie og en masse mediefolk, der alle hujer og klapper højt. 

- Det skal du bare prøve, kan man høre Wally Funk råbe til en anden person, da hun træder ud af kapslen.

Nu bliver de lukket ud af kapslen

De fire personer ombord kan ikke selv komme ud af kapslen, men netop nu er flere personer på vej til kapslen for at få dem ud. Der kan dog være svært, fordi kapslen er meget varm, fortæller John Leif Jørgensen. 

- Besætningsmedlemmerne kan ikke selv gøre noget lige nu, de skal bare vente på at blive lukket ud, siger John Leif Jørgensen. 

Ifølge ham gik landingen, som den skulle, og det så ikke ud til, at mødet med jorden var alt for hårdt. 

Lyd direkte fra kapslen

Lyd fra kapslen transmitteres direkte, og man kan tydeligt høre glædesråb fra besætningsmedlemmerne. 

- Du har et meget, meget glad hold heroppe, skal du vide, lyder det blandt andet. 

Besætningsmedlemmerne fodres desuden løbende med oplsyninger fra Jorden, så de har helt styr på, hvor langt de er nået. 

- Det ser godt ud

John Leif Jørgensen, professor på DTU, følger opsendelsen live. Han fortæller, at alt går, som det skal, og at raketten har den rigtige fart. 

- Det ser rigtigt godt ud, så lad os håbe, det fortsætter sådan, siger han til TV 2. 

Raketten er netop sendt afsted

Raketten New Shepard med Jeff Bezos ombord er nu på vej mod rummet. Efter planen vender den tilbage efter cirka 11 minutter. 

Vil opleve vægtløshed

Ifølge John Leif Jørgensen, professor på DTU, er det en ubeskrivelig oplelvelse, som de fire personer om få minutter vil få.

- Det går så stærkt og kan ikke sammenlignes med noget andet. De vil opleve at blive vægtløse, og selvom de har trænet meget, kan de sagtens opleve at blive dårlige, siger han til TV 2. 

Han forklarer desuden, at der en meget lille sandsynlighed for, at noget går alvorligt galt. 

Nu er lugen til kapslen lukket

Lugen til kapslen New Shepard er netop lukket, og Jeff Bezos og de resterende medlemmer er blevet spændt fast. Da lugen lukkede, vinkede Jeff Bezos, og hans bror vendte tommelingeren opad. 

Der er få minutter til New Shepard sendes mod rummet. 

Vil bringe turister til rummet

Selvom det er en personlig drøm for Jeff Bezos at rejse til rummet, er der også et større formål med tirsdagens mission. Planen er nemlig, at Blue Origin om få år vil sælge ture til rummet til privatpersoner. 

- Det her er en testmission, som skal gøre klar til, at almindelige mennesker også kan rejse til rummet i fremtiden, sagde Jeff Bezos tidligere på dagen i et interview på amerikansk tv. 

Her fortalte han samtidig, at han og teamet føler sig 100 procent klar til dagens rejse. 

- Jeg er spændt, men ikke nervøs. Vi er klar, farttøjet er klar, og teamet er fantastisk, sagde Jeff Bezos. 

Slår flere aldersrekorder

Med ombord på New Shepard er 18-årige Oliver Daemen og 82-årige Wally Funk. Det er henholdsvis den yngste og ældste person nogensinde til at begive sig ud i rummet. 

Hollandske Oliver Daemen var faktisk ikke en del af den oprindelige besætning, men blev valgt af Jeff Bezos for få dage siden, da en ukendt mand, som ellers har betalt knap 177 millioner kroner for turen, ikke kunne alligevel.

Derudover tager Jeff Bezos sin bror, Mark Bezos, med på rejsen. 

En barnedrøm for Bezos

Amazon-stifteren Jeff Bezos har hele sit liv drømt om at rejse til rummet. Den drøm går efter planen i opfyldelse tirsdag klokken 15 dansk tid, når hans eget selskab, rumvirksomheden Blue Origin, flyver mod rummet med kapslen New Shepard.

Rumrejsen er sat til at vare ti minutter, hvoraf fire af minutterne vil foregå på den såkaldte Kárman-linje, der definerer grænsen mellem Jordens atmosfære og det ydre rum.

Du kan følge opsendelsen live på TV 2 NEWS og TV 2 PLAY.