Nyheder

Hvorfor sagde du ikke fra? Kvinder svarer med nyt hashtag om overgreb

I skrivende stund er hashtagget #dajegsagdefra blevet brugt over 1200 gange på Twitter.

Louise Gotfredsen sagde fra, men han fortsatte med at lægge sig oven på hende. Han blev ved med at prøve at knappe hendes tøj op.

Han stoppede kun, fordi hendes ven ringede og lod som om, at han stod ude foran hendes lejlighed.

Det er Louise Gotfredsens fortælling, som hun har delt med omverden på Twitter under hashtagget #dajegsagdefra.

Hashtagget er oplæg for kvinder til at fortælle om deres oplevelser med vold eller seksuel vold.

Louise Gotfredsen er studerende på Copenhagen Business School og bakkede op om det nye hashtag, da det begyndte at florere mandag.

Jeg prøvede forsigtigt at få ham ud af min lejlighed og foreslog at gå en tur i stedet for

Louise Gotfredsen, studerende

For hende er det vigtigt at forklare, hvorfor nogle kvinder fryser i overgrebssituationer. Mange bliver nemlig efterfølgende mødt med spørgsmålet: "Hvorfor sagde du ikke fra?".

- Min oplevelse var, at denne situation med en fremmed mand var så absurd. Jeg havde ikke noget "kæmp imod"-instinkt, fordi det var et chok, og jeg var bange for, at der skulle ske mig noget.

Den oplevelse, hun henviser til i sit tweet, skete tidligere på året. En mand, hun havde mødt på datingappen Tinder, var kommet hjem til hende uanmeldt. Han forsøgte at tage initiativ til sex tre gange, og Louise Gotfredsen afviste ham alle gangene.

- Jeg prøvede forsigtigt at få ham ud af min lejlighed og foreslog at gå en tur i stedet for. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for ikke at være aggressiv og lokke ham ud af min lejlighed, siger hun.

Først da en ven ringede til hende, kom den fremmede mand ud af hendes lejlighed. Og Louise Gotfredsen håber, at hun med sin historie kan gøre, at folk forstår, at denne slags historier ikke er en enlig svale.

- Det her er ikke en sjælden ting for kvinder, og det er heller ikke noget, der sker én gang i kvinders liv – om det er overgreb i den grad, jeg har oplevet eller fuldbyrdede voldtægter.

- Det har konsekvenser

Hashtagget blev startet mandag af Kirstine Holst, der er forkvinde for Voldtægtsofres Vilkår, og som selv havde en historie at dele.

Hun er træt af at høre debatten om, at det skal være kvinder, der siger fra.

- Min klare opfattelse er, at de fleste kvinder siger fra med ord eller handling, men det har konsekvenser. Derfor er det så vigtigt, at det aldrig skal være offerets pligt at afværge det, der sker, siger hun.

Kirstine Holst har selv en oplevelse med voldtægt, men hvor modparten i sagen blev frifundet for voldtægt. Hun er desuden ikke interesseret i at fortælle om sine personlige oplevelser i forbindelse med denne historie.

Komiker frygter, at det vil have modsat effekt

Hun fortæller, at hashtagget opstod, fordi hun har oplevet, at flere mænd siger, at kvinder skal have mere selvtillid, lære kampsport og have kurser i at gøre modstand.

Blandt andre har komikeren Brian Mørk talt for netop de idéer.

Han har været central i en debat om kvindens rolle i forbindelse med seksuelle overgreb.

På Twitter – arenaen, hvor mange af disse debatter udspiller sig – skrev komikeren et tweet, hvorefter han blev beskyldt for at skyde skylden på sagernes ofre – såkaldt victimblaming.

- Khader-affæren (historier om at politikeren Naser Khader (K) har opført sig seksuelt krænkende over for en gruppe kvinder, red.) viser os, at unge piger ikke altid siger nej, når de møder creeps. De sidder bare og tager imod og lader idioten tro, at det er ok at være klam, skrev han i sit tweet og fortsatte:

- Kan vi træne vores døtre til at være klare i spyttet? Der er rovdyr derude, og det hjælper faktisk ikke at spille død.

Brian Mørk skriver til TV 2 i en sms, at han ikke tror, at #dajegsagdefra-hashtagget har den ønskede effekt. Nærmere det modsatte.

- Det er frygtelige historier, man læser under hashtagget. Både i indhold og antal. Men jeg frygter, at en bevægelse som denne vil få endnu flere til ikke at sige fra, skriver komikeren.

Han mener, at langt de fleste overgrebssituationer ville være undgået ved, at kvinden sagde nej.

- Vi skal ikke skræmme kvinder til ikke at sige fra. Kvinder skal ikke acceptere at være ofre, lyder det.

Blev spurgt, hvorfor hun ikke kæmpede imod

Louise Gotfredsen har været deltagende i debatten, siden Brian Mørk skrev det tweet, der fik snebolden til at rulle. I den forbindelse delte hun en historie om et andet overgreb, hun havde været ude for i 2013.

Hun oplevede, at hun blev taget på brysterne, efter at have afvist en nærgående mand på en natklub. Hun stivnede, fordi hun blev bange og forbløffet over den surrealistiske situation, forklarer hun.

- Efterfølgende blev jeg mødt af mine venner, der spurgte, hvorfor jeg ikke havde gjort noget. Og i den her situation havde jeg ikke et instinkt, der sagde, at jeg skulle kæmpe mod, fordi jeg blev bange, siger Louise Gotfredsen.

Efter at hun fortalte om hændelsen på natklubben på Twitter, blev hun mødt af samme spørgsmål, som hendes venner havde spurgt om dengang.

- Der gik det op for mig, at der sidder mange mænd, der ikke har nogen anelse om, hvor omfattende det her. Det siger lidt om, at vi lever i den her voldtægtskultur, som vi ser gang på gang.

I skrivende stund er hashtagget #dajegsagdefra blevet brugt over 1200 gange på Twitter.