Nyheder

Dødstallet efter oversvømmelser stiger

Myndighederne kan ikke udelukke, at der kommer flere dødsofre i statistikkerne.

I Tyskland er dødstallet steget til 156 personer efter de seneste dages voldsomme oversvømmelser i blandt andet Tyskland, Belgien og Holland.

Dermed er i alt 183 personer døde i Tyskland og Belgien.

Arbejdet med at finde nogle af de mange mennesker, der er savnet, foregår stadig, fortæller TV 2 korrespondent Jesper Zølck, der befinder sig i den tyske by Köln.

Han fortæller, at der stadig er rigtig meget vand - blandt andet på vejene, hvor myndighederne frygter at finde flere omkomne.

Der er nemlig stadig mange savnede, men det skyldes formentlig til en vis grad også, at mobildækningen har været dårlig, så pårørende ikke har kunnet få fat i hinanden.

- Det begynder at bekymre meget, at tallet for savnede ikke falder hurtigere. Derfor siger myndighederne også, at dødstallet altså kan stige yderligere, siger Jesper Zølck.

Vejret er dog på vej mod noget, der ligner en forbedring, siger Jesper Zølck.

- Vejret er i klar bedring i området, vandstanden falder en kende i området, lyder det.

Merkel til hårdt ramt by

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, vil søndag besigtige ødelæggelserne i Rheinland-Pfalz og tale med overlevende.

Delstaten Rheinland-Pfalz er sammen med Nordrhein-Westfalen de to delstater, som har været hårdest ramt af de ekstreme mængder regn.

I Rheinland-Pfalz melder politiet tidligt søndag morgen om 110 døde. Tidligere lød tallet på 98.

- Det må frygtes, at andre dødsofre vil blive tilføjet, oplyser politiet i Rheinland-Pfalz i en meddelelse ifølge Ritzau.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, vil søndag besigtige ødelæggelserne i Rheinland-Pfalz og tale med overlevende.