Nyheder

Oversvømmelser i Tyskland og Belgien

Steinbachtal-dæmningen blev udsat for voldsomme ødelæggelser ved oversvømmelserne.

Hvad sker der? Flere dages massiv regn har skabt store oversvømmelser i Tyskland og Belgien. Mindst 103 er døde i Tyskland, og mindst 23 er døde i Belgien. Flere hundrede savnes. Luxembourg og Holland er også påvirket af det voldsomme regnvejr. 

Befinder du dig i de oversvømmede områder? Så hører TV 2 gerne fra dig på 1234@tv2.dk.

Belgisk Formel 1-bane beskadiget

Racerbanen i den belgiske by Spa, hvor det belgiske Formel 1-Grand Prix skal køres i slutningen af august, er blevet beskadiget af det voldsomme vejr, skriver tyske Stern.

Ifølge mediet er det adgangsvejen til paddocken, hvor Formel 1-bilerne holder parkeret før løbene, der har lidt størst skade.

Spa er en af de byer i Belgien, der har været hårdt ramt af oversvømmelser.

4500 evakuerede i Tyskland ventes at kunne vende hjem søndag

De 4500 mennesker, der er blevet evakueret fra området omkring Steinbachtal-dæmningen, der blev hårdt ramt af oversvømmelserne i det vestlige Tyskland, forventes nu at kunne vende tilbage til deres hjem søndag, skriver Bild.de.

Det forudsætter dog, at vejrsituationen i området er stabil.

Blandt andet er 380 fanger blevet evakueret fra et fængsel i Euskirchen i området.

By i Luxembourg evakueres

Borgmesteren i byen Echternach i Luxembourg har besluttet at byen, der har cirka 5000 indbyggere, skal evakueres, skriver det belgiske medie HLN.be.

Det sker efter oversvømmelser også har ramt Luxembourg hårdt de seneste dage, også byerne Hesperange og Mersch er hårdt ramt.

10.000 evakueret fra hollandske byer

Fredag aften er cirka 10.000 mennesker i og omkring den hollandske by Venlo i Limburg-provinsen blevet evakueret fra deres hjem, skriver det tyske medie Stern.

Evakueringen af beboere i lavtliggende byer og områder omkring floden Maas begyndte fredag klokken 18.

Tysk-hollandsk lufthavn holder nødåbent hele natten

Den tysk-hollandske lufthavn Maastricht Aachen i nærheden af Maastricht i Limburg-provinsen og den tyske by Aachen holder ekstraordinært åbent hele natten mellem fredag og lørdag, skriver det belgiske medie HLN.be.

Det sker efter anmodning fra krisestyringsorganisationen i Limburg-provinsen i Holland, og det betyder at helikoptere fra politiet, hæren og andre redningstjenester kan lande i lufthavnen døgnet rundt.

Fanger evakueret fra tysk fængsel

380 fanger fra et fængsel i Euskirchen i den tyske delstat Rheinland-Westfalen er blevet evakueret fra fængslet, skriver Bild.

Fangerne måtte evakueres, blandt andet fordi det kraftige regnvejr i området har ført til strømafbrydelser.

Euskirchen er også hårdt ramt af oversvømmelser.

Ifølge en talsmand for kriminalforsorgen i Rheinland-Westfalen bliver nogle af fangerne sendt til andre fængsler, mens andre, der afsoner kortere straffe for mindre alvorlige forbrydelser, bliver sendt hjem.

Nu også oversvømmelser i Bayern

Gader i byen Deggendorf i den tyske delstat Bayern i det sydlige Tyskland er fredag blevet ramt af oversvømmelser, skriver det tyske medie Die Welt.

En talsmand for politiet i diistriktet Niederbayern i det østlige Bayern siger ifølge Die Welt, at oversvømmelserne er "til at håndtere".

Hidtil har det fortrinsvis været delstaterne Rheinland-Pfalz og Nordrhein-Westfalen i det vestlige Tyskland, der har været ramt.

Nationalt lotteri i Belgien donerer 7,44 millioner kroner til ofre

Det nationale lotteri i Belgien donerer én million euro (7,44 millioner kroner) til ofrene for oversvømmelser langs Maas-floden.

Det skriver det belgiske medie HLN.be.

Oversvømmelser fortsætter i Holland og Belgien trods stop for regn

Selv om det er holdt op med at regne i Limburg-provinsen i Holland og i Flamsk Brabant-provinsen i Belgien, fortsætter oversvømmelserne i de to provinser.

Det skriver det belgiske medie HLN.be.

Der kommer stadig meget vand strømmende fra Vallonien, den fransktalende del af Belgien, skriver mediet. Desuden er mange af regnvandsbassinerne i de to provinser allerede fulde. Derfor er vandstanden stadig meget høj i området.

Tysk delstat aktiverer økonomisk katastrofe-lovgivning

Den økonomiske administration i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen, der er blevet hårdt ramt af oversvømmelser, aktiverer nu katastrofelovgivning, der gør det muligt med ekstraordinær økonmisk støtte til dem, der er blevet ramt af oversvømmelserne i delstaten.

Det skriver Stern.

Ifølge mediet betyder det blandt andet, at 30 forskellig skattestøtte-ordninger omgående træder i kraft.

Tyske topklubber donerer penge til ofre

Den tyske topklub i fodbold FC Bayern München donerer sammen med sponsoren Telekom og en anden tysk fodboldklub 1. FC Köln 100.000 euro (743.810 kroner) til ofrene for oversvømmelserne i Tyskland.

Det skriver Bild.

En del af pengene vil blive uddelt, når 1. FC Köln lørdag spiller træningskamp i Villingen. Köln er en af de byer i Tyskland, der er blevet hårdt ramt af oversvømmelserne.

102.000 mennesker uden strøm i Tyskland

Billede fra Schuld, en af de tyske byer der er blevet hårdest ramt af uvejr og oversvømmelser.

102.000 mennesker i det vestlige Tyskland er fredag eftermiddag stadig uden strøm, skriver Bild.

Uvejret og oversvømmelser har skabt store strømafbrydelser i de to delstater Nordrhein-Westfalden og Rheinland-Pfalz.

Sygehus i hollandsk by evakueret

De 200 patienter på et sygehus i byen Venlo i Holland tæt på grænsen til Tyskland er blevet evakueret for en sikkerheds skyld, skriver tyske Spegel.

Fredag eftermiddag offentliggjorde bystyret i Venlo, at beboerne i de lavtliggende landsbyer langs floden Maas skal evakueres - evakueringen begyndte klokken 18.

Regionalt styre i Belgien åbner for nødlån til borgere

Det regionale styre i den fransktalende del af Belgien, Vallonien, åbner nu for nødlån på op til 2.500 euro (18.595 kroner) til borgere i regionen, der er blevet ramt af oversvømmelser.

Det skriver det belgiske medie HLN.be.

Det er den vallonske premierminister Elio Di Rupio, der på en pressekonference har offentliggjort de nye lånemuligheder.

Han lover også yderligere 2,5 milllioner euro (18,6 millioner kroner) til guvernørerne i Vallonien til boligløsninger for dem, som er blevet ramt af oversvømmelser.

Forsyning af brændstof til lufthavn i Luxembourg blev afbrudt

Forsyningen af brændstof til lufthavnen i Luxembourg blev i en periode afbrudt på grund af oversvømmelser, skriver Stern.de.

Regeringen i Luxembourg meddelte fredag morgen, at den 5000 kilometer lange rørledning, der forsyner lufthavnen med brændstof, var blevet afbrudt i nærheden af Echternacherbrück i Tyskland på grund af oversvømmelser.

Men senere fredag har regeringen i Luxembourg oplyst, at brændstof-forsynlngen fungerer igen.

Varsler oversvømmelser i Bayern søndag

Den tyske vejrtjeneste (DWD) advarer om, at kraftig regn i den sydlige tyske delstat Bayern i weekenden ikke kan udelukkes.

På den baggrund slår den tyske oversvømmelsestjeneste (HND) fast, at der kan forventes oversvømmelser fra søndag morgen især i Passau-området i det østlige Bayern, som floden Donau krydser.

Det skriver Bild.de.

Dronning Margrethe sender kondolencer til Tyskland og Belgien

Dronning Margrethe har fredag sendt kondolencer til den tyske forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, og Belgiens kong Philippe.

Her udtrykker dronningen "sin dybeste medfølelse med det tyske og belgiske folk" på baggrund af de seneste dages voldsomme oversvømmelser, der har kostet over 100 mennesker livet i de to lande.

Evakueringer i gang i flere hollandske kommuner

Oversvømmelser i Aasterberg i Limburg-provinsen i Holland.

I alle kommuner langs floden Maas i den nordlige og centrale del af det hollandske Limburg-distrikt sker der netop nu evakueringer af beboerne, skriver det belgiske medie HLN:be.

Myndighederne opfordrer beboere i kommunerne til at holde øje med deres kommunes hjemmeside for at finde ud af, hvilke foranstaltninger, der foregår i deres områder.

Chef for tysk katastrofeberedskab ønsker flere penge til forebyggelse

Armin Schuster, præsident for det tyske katastrofeberedskab (BBK), kræver flere penge til forebyggelse af katastrofer - og han ønsker store investeringer til forebyggelse.

- I dette forhold er mine forventinger til finansministeren enorme, siger Armin Schuster ifølge Bild.

Vandstand falder i flod i hollandsk-belgisk grænseområde

Vandstanden i Maas-floden i kommunen Lanaken, der ligger i Belgien tæt på den hollandske grænse, er faldet med 20 centimeter fra torsdag til fredag, skriver det belgiske medie Het Laatste Nieuws.

Ifølge Marino Keulen, borgmester i Lanaken, betyder det, at vandstrømshastigheden er faldet fra 3300 til 2910 kubikmeter pr. sekund.

- Det er dog stadig en meget høj hastighed, siger Marino Keulen ifølge HLN.be.