Dagens overblik

Dagens overblik: Flere danskere smittes i Spanien - og landet farves nu gult

Oversvømmelserne hærger stadig i Vesteuropa, ventetiden mellem Pfizer-stik forkortes, og coronaekspert advarer mod "rød sommer".

Lad os begynde med en lille omgang public service fra de danske grøftekanter.

For selvom planten vild pastinak med sine gule blomster ser fin og tilforladelig ud, kan den give ubehagelige forbrændinger, eksem og vabler, hvis man drister sig til at plukke den.

Så hold nallerne væk fra planten i det danske sommerland og lad os komme i gang med dagens overblik, hvor vi begynder i det drivvåde udland.

Oversvømmelser i Tyskland...

Voldsomme oversvømmelser hærger lige nu store dele af Tyskland, hvor mindst 103 personer har mistet livet.

Rekordhøje mængder regn har oversvømmet byer og sendt mange på flugt fra det mudrede vand.

Det har skabt enorme ødelæggelser, der træder frem på før-og-efter-billederne, som min kollega har samlet her.

… og andre steder i Europa

I Belgien griber katastrofen også om sig.

Her har mindst 23 mennesker mistet livet, mens eftersøgningerne fortsætter, og dødstallet forventes at stige.

Samtidig er dele af Holland og Luxembourg nu berørt af naturkatastrofen, hvor floder er gået over deres bredder, og veje er spærret.

Myndighederne frygter blandt andet, at floden Mass, som både løber gennem Belgien og Holland, vil oversvømme flere boligområder, der grænser op til floden.

Vi dækker udviklingen hele aftenen i livebloggen her.

Forkortet Pfizer-ventetid

Det er nu muligt at få andet stik med Pfizer-vaccinen, allerede tre uger efter du har lagt arm til første vaccine.

På den måde bliver ventetiden mellem de to stik altså forkortet med en uge i forhold til den hidtidige udmelding.

Så hvis du sidder og venter på andet Pfizer-stik, kan du altså afbestille din nuværende vaccinationsaftale og bestille en ny på et tidligere tidspunkt, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.

Advarsel om “rød sommer”

Og det er vigtigt, at der bliver sat skub i vaccinationerne - især blandt de unge. I hvert fald hvis det står til professor og leder af pandemiforskningscentret på Roskilde Universitet, Lone Simonsen.

Ifølge hende står Danmark på kanten af en tredje bølge af coronavirus, som smittemæssigt vil ramme hårdest blandt de ikke-vaccinerede.

Dermed frygter professoren, at vi går en “rød sommer” i møde med nye nedlukninger, hvis ikke vi formår at “bremse pandemien” - blandt andet ved hurtigt at lægge arm til de dyrebare stik.

Smittet i udlandet

Men det er ikke kun i Danmark, du risikerer at blive smittet. Feriedestinationer spiller nu en endnu større rolle i coronastatistikkerne herhjemme.

Mere end 12 procent af den seneste uges coronasmittede danskere forventer nemlig, at de har haft smitten med hjem fra udlandet.

Her er især Spanien syndebuk, og den sydeuropæiske destination står for otte procent af de positive danske coronatest.

Og det sender os elegant over til fredagens nye rejsevejledninger, for her bliver netop Spanien nu farvet gul. Det samme gør Grækenland, Holland og Luxembourg, mens hele Storbritannien, med undtagelse af Wales, bliver rød.

Du kan læse mere om, hvad det betyder, lige her.