Nyheder

Personbil påkørt af tog - mand i kritisk tilstand

Føreren af bilen er blevet bragt til Aalborg Universitetshospital.

En personbil er omkring klokken 16 onsdag blevet påkørt af et tog i Hirtshals.

Det oplyser Nordjyllands Politi til TV 2.

Føreren af bilen er en 35-årig mand og er ifølge politiet i kritisk tilstand som følge af ulykken. Manden modtager behandling på Aalborg Universitetshospital.

Ulykken skete ved jernbaneoverskæringen på Søndergade 95, hvor både er bomme og blink skal forhindre, at der sker ulykker.

På nuværende tidspunkt kan politiet dog ikke oplyse, hvordan ulykken alligevel kunne ske.

- Kl. 19.40 har Havarikommissionen og vores bilinspektører afsluttet arbejdet deroppe. Vi ved stadig ikke, hvad der er sket, men noget tyder på, at der har været problemer med lyssignalerne i løbet af dagen, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bent Højgaard.

Politiet oplyser, at mandens pårørende er underrettet.