EM fodbold

Video viser voldelige fans: - Børn var bange, og sæder blev stjålet

TV 2s journalist, som er i London, fortæller, at der blev kastet flasker efter italienske fans.

Fans uden billetter der trængte ind på stadion, sårede betjente og voldelige sammenstød.

Både før, under og efter EM-finalen i London søndag aften gik det voldeligt for sig på og omkring Wembley Stadion.

Fodboldkorrespondent på det britiske medie The Independent Melissa Reddy beskriver på Twitter, hvad hun oplevede under kampen mellem England og Italien:

- Korridorer er så fyldte, trapper er blokeret, og handicapområdet foran presserummet er pakket. Betalende fans bønfalder hjælpeløse stewarder om at få dem ud. Bange børn, stjålne sæder. Usikkert, skriver Melissa Reddy blandt andet.

Allerede inden kampen begyndte optøjerne, da en gruppe engelske fans tiltvang sig adgang til Wembley Stadion. 19 politibetjente blev såret, da de forsøgte at holde styr på de mange fans, og 49 personer blev anholdt, skrev Londons politi på Twitter.

Video viser "væmmelig opførsel"

Samtidig florerer flere videoer på Twitter af voldelige sammenstød mellem fodboldfans. En af dem er delt af Twitterbrugeren Kyle Jen, der har delt optagelser af fans, som sparker og slår hinanden.

Han beskriver videoen som "utrolige optagelser fra Wembley".

- Bogstavelig talt et barn, som bliver slået af en fuldvoksen mand, og en asiatisk mand bliver sparket gentagne gange i hovedet af adskillige folk. Væmmelig opførsel, skriver han om det, der foregår i videoen.

Videoen blev delt, kort tid inden kampen startede, og det engelske politi i London har ligeledes delt den og skrevet, at "de er bekendt med hændelsen, og at den bliver efterforsket".

Italienske fans fik kastet flasker efter sig

TV 2s journalist Mads Buur Bach var søndag til stede i London, og selvom han ikke selv oplevede slåskampe i området Soho i London, hvor han befandt sig, er han ikke overrasket over opførslen.

Mads Buur Bach fortæller, at der var samlet en masse italienske fans i området, og at engelske fans kastede flasker efter dem. Nogle måtte sågar lukke deres vindue for ikke at blive ramt.

- Så der er frustrationer i byen. Der er et problem herovre med hooliganisme, hvor folk tager til fodbold for at lave ballade, og der er altså nogle fans, som er voldelige, siger Mads Buur Bach.

Tror på VM-sejr

De fleste af de fans, han har talt med, har dog været søde og fredelige.

En af dem fortalte, at de forud for kampen havde haft brug for at være optimistiske efter lockdown.

- Vi har været et helt år i lockdown, og det er bare en dejlig ting at fejre som nation. It's coming home. Næste år får I at se, it's coming home. I hørte det her først, grinede en fan, som TV 2s journalist talte med efter kampen.

Tidligt mandag morgen vadede enkelte engelske fans stadig rundt i Londons gader efter at have festet natten igennem.