Coronavirus

Nu dominerer Delta-varianten blandt de smittede

55,4 procent af de positive coronaprøver i sidste uge, der blev analyseret, var Delta-variant.

55,4 procent af de positive coronaprøver, der blev analyseret i sidste uge, var med den mere smitsomme Delta-variant. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er dog kun omkring hver tredje prøve fra sidste uge, som er blevet analyseret, så der kan være usikkerhed om, hvor meget varianten præcist fylder i den danske epidemi.

Dermed kan billedet også ændre sig en smule, i takt med at en større del af coronaprøverne bliver analyseret for, hvilken variant de udspringer fra.

Delta-varianten blev først registreret i Indien i oktober sidste år, mens det første tilfælde i Danmark blev opdaget i april.

I midten af juni udgjorde varianten bare 6,4 procent af de positive prøver, men den har været i fremdrift i Danmark og blev altså den dominerende i sidste uge.

Også kaldet den indiske variant

Delta-varianten er mere smitsom end Alpha-varianten, der tidligere var kendt som den britiske variant.

Det er derfor, at den har kunnet udkonkurrere Alpha-varianten og nu er den dominerende.

Samtidig vurderes Delta-varianten at føre til alvorligere sygdomsforløb, ligesom at vacciner ikke vurderes at være helt så effektive. De virker dog stadig.

Samlet er der registreret 1106 smittetilfælde med Delta-varianten i Danmark.

Delta-varianten er tidligere blevet kaldt den indiske variant, da den først blev set her. Det har Verdenssundhedsorganisationen (WHO) dog droppet.

I stedet henvises der nu til coronavarianter med bogstaver fra det græske alfabet. Det sker for at undgå stigmatisering af bestemte lande.