Business

130 lande indgår aftale om at reformere skatteregler

Ny plan for et internationalt skattesystem er nødvendigt, da det gamle er forældet, mener OECD.

130 lande - herunder Danmark - er enige om en plan for at reformere internationale skatteregler.

Planen skal også sikre, at multinationale selskaber betaler en "fair" skat i de lande, hvor de opererer. Det oplyser det økonomiske forum OECD torsdag.

Planen for implementeringen af de nye regler vil blive færdiggjort i oktober.

- Planen opdaterer nøgleelementer i et århundredgammelt internationalt skattesystem, som ikke længere passer til formålet i et globaliseret og digitaliseret 21. århundrede, hedder det i en meddelelse fra OECD.

Planen består af to søjler. Den er resultatet af forhandlinger i OECD, som har pågået over flere år.

Den ene del af planen går på, at der skal sikres stabilitet i det internationale skattesystem. Det skal sørge for en mere retfærdig fordeling af skat i forskellige lande.

Anden søjle har fokus på selskabsskat, og der vil blive indført en global minimumskat på virksomheders indkomst.

Det minimum bliver sat på 15 procent. Det vurderes, at det vil medføre 150 milliarder dollar ekstra i skatteindtægter på global plan årligt. Det svarer til cirka 940 milliarder kroner.

- Efter flere år med intenst arbejde og forhandlinger vil denne historiske pakke sikre, at store multinationale selskaber betaler fair skat overalt, siger generalsekretær i OECD Mathias Cormann i pressemeddelelsen.

- Denne pakke eliminerer ikke konkurrence på skatteområdet, hvilket den heller ikke skal. Men den sætter multilaterale begrænsninger for det.

Vil kun få betydning for få virksomheder

Set med danske briller kommer aftalen kun til at få betydning for de største og mest profitable virksomheder fra Danmark.

De kommer til at skulle betale en større del af deres selskabsskat, der hvor de sælger deres varer og ydelser, forklarer Sune Hein Bertelsen, fagleder for international skat i Dansk Industri.

- Vi har endnu ikke overblik over, hvor mange virksomheder det drejer sig om.

- Men udgangspunktet er, at det vil være danske virksomheder med en milliardomsætning og en relativt højt indtjening, som vil skulle betale en del af den indkomst, de har i det land, hvor de sælger varerne, siger han.

Ni lande er ikke med i aftalen. Herunder Irland og Ungarn. Flere techgiganter har deres europæiske hovedsæde i Irland, hvor de har fordelagtige skattevilkår.

I oktober 2021 er der deadline for, hvornår de sidste detaljer skal være lagt på planen. Aftaleparterne sigter efter en implementering af reglerne fra 2023.